Gå til sidens indhold

Gladsaxe Kommune

Gladsaxe Kommune

Digitaliseringschef i Gladsaxe Kommune

Stabil drift. Ambitiøs udvikling. Relationer, der skaber resultater.

Kan du både skabe stabilitet og sætte i bevægelse?

I Gladsaxe Kommune søger vi en digitaliseringschef, der har respekt for stabil drift og samtidig har mod på at udfordre vaner og teknologier – sammen med organisationen og med borgerne for øje. Vi leder efter dig, der både har blik for helheden og teknisk forståelse.

Du bliver chef for en velfungerende afdeling med stort ansvar og stor betydning. Vi drifter og udvikler for og med hele kommunen, og vi arbejder godt sammen med både fagområder, specialister og leverandører.

Vi er stolte af, hvor langt vi er kommet. Men vi er ikke færdige, og vi er ikke selvtilfredse. Vi kan kun lykkes gennem samarbejde og ved at have én som dig i udkigstårnet. Du skal ikke rydde op, men i stedet bygge videre – sammen med Digitaliseringsafdelingen og resten af organisationen.
Du er typen, man har lyst til at gå i dialog med, hvis man har en ide. Og at du møder ideen med både med- og modspil og hjælper med at bringe de rette folk på banen.

Digitaliseringsafdeling skal sikre stabil drift for hele kommunen, og skal være med til at skabe grundlag for at systemerne fungerer for slutbrugerne.
Derfor søger vi dig, som med tillid, nysgerrighed og god forståelse for det it-faglige kan stå i midten og holde fast i det, der virker – og åbne for nye muligheder.

Hvad vi håber, du kommer med

Vi forestiller os, at du har
  • Erfaring med strategisk ledelse af digitalisering. Du tør afprøve og har nogle lærerige erfaringer i bagagen.
  • Erfaring med at udvikle og stimulere tværgående samarbejde, relationer og strukturer.
  • Teknisk forståelse – uden at du skal være specialist.
  • En kommunikationsform, der gør at folk lukker op, når du inviterer til dialog – også når du inviterer dig selv indenfor.
  • Erfaring med digitalisering fra en kompleks organisation med en mangfoldighed af services.
  • Et omdømme som en god personaleleder og et menneske med orden i relationerne. En man trygt kan gå til.

Hvis vi har det, du leder efter – og omvendt –, så vil vi meget gerne høre fra dig.

Læs mere i den vedhæftede job- og personprofil samt bilagene og send din ansøgning senest søndag 18. maj 2025.

Vi forventer at du kan tiltræde efter sommerferien 2025.

Bilag


 

I Gladsaxe tager vi udgangspunkt i borgernes og virksomhedernes behov og trivsel i alt, hvad vi gør. Bæredygtig velfærd og udvikling er en mærkesag for os og vi arbejder for både social, miljømæssig og økonomisk bæredygtighed. Med FN’s verdensmål som ramme ser vi en bæredygtig fremtid som noget, vi skaber sammen – med borgere, virksomheder, foreninger og lokalsamfundet. Du kan læse mere om vores mål i Gladsaxestrategien.
 

Ingen ansatte i Gladsaxe Kommune må ryge eller bruge tobaksrelaterede produkter i arbejdstiden, som for eksempel snus og vapes.

Vi opfordrer alle interesserede uanset alder, køn/identitet, seksualitet, handicap, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.