I Assens Kommune søger vi en chef, der vil bringe sundhed og forebyggelse tættere på borgernes hverdag – fra den tidlige indsats for børn til et trygt og meningsfuldt liv på vores plejehjem. Du skal samle mennesker og fagligheder om en fælles retning, udvikle nye løsninger og bygge videre på det, der fungerer. Vi søger dig, der har mod til at skabe udvikling og resultater og som med dit nærvær får andre med.Sundhed, livskvalitet og fællesskaber står centralt i Assens Kommunes Vision 2030 – ”Med vilje og hjerte”. Du får mulighed for at præge et bredt og borgernært område med frihed under ansvar.
Som chef får du 13 ledere i direkte reference og det overordnede ledelsesansvar for ca. 400 medarbejdere. Området omfatter børnesundhed og sundhedsfremme, civilsamfund, forebyggelse, demens, plejehjem og det kommunale køkken ”Det Gode Måltid”. Du leder gennem lederne og har det samlede ansvar for drift, kvalitet, økonomi og udvikling.
En af dine vigtigste opgaver er at udvikle den tidlige indsats til børn og forældre, så udfordringer opdages tidligt, og indsatserne hænger sammen og gør en reel forskel. Du skal videreudvikle samarbejdet med civilsamfundet om aktiviteter og fællesskaber og stå i spidsen for at opbygge nye forebyggelsestilbud. På vores velfungerende plejehjem skal du fastholde og videreudvikle kvaliteten med beboernes livskvalitet og selvbestemmelse som omdrejningspunkt.
»Jeg søger det menneske, der har den rette chef i maven.« Sådan formulerer direktøren sit ønske. Du kan være en erfaren chef eller en leder, der er klar til sit første chefjob. Det afgørende er din dømmekraft, energi, din lyst til at tage ansvar og din evne til at skabe resultater sammen med andre. Du har ledelseserfaring fra en politisk ledet organisation og har haft ansvar for drift og økonomi.
Du skaber tillid og følgeskab gennem nærvær og tydelig ledelse. Du udvikler dine ledere gennem klare forventninger, sparring og råderum og står til rådighed, når det er svært. Du forbinder god opgaveløsning med et godt arbejdsmiljø.
Du arbejder struktureret, bevarer overblikket under pres og tilfører nytænkning. Du opsøger hverdagen på arbejdspladserne uden at overtage ledernes ansvar. Du er en holdspiller og stærk kollega i en ambitiøs chefgruppe. Med politisk tæft følger du beslutninger til dørs og bidrager til løsninger på tværs af kommunen.
Ansøgningsfrist
Ansøgning sendes senest
den 29. november 2026. Søg elektronisk nedenfor.
Oplysninger
Du kan læse uddybende om stillingen og opgaverne i
stillings- og personprofilenHar du spørgsmål til stillingen, eller ønsker du en fortrolig drøftelse, er du velkommen til at kontakte:
- Direktør Michael Bjørn, Assens Kommune, på tlf. 23 48 66 13.
- Partner i Aaberg+ Ina Ringsdal på tlf. 60 16 21 68.