Gå til sidens indhold
Billedet viser Aaberg + i en given situation. Klik for at gå til Aaberg + forside.

Direktør til Guldborgsund Kommune

Brænder du for børne- og ungeområdet, og vil du gerne være direktør i en kommune med et stærkt og tillidsfuldt samarbejde med den politiske ledelse samt en fagligt dedikeret organisation? Så skal du sende din ansøgning til naturskønne Guldborgsund Kommune.

Guldborgsund Kommune dækker en geografi over både Falster og en del af Lolland og udgør dermed en stor del af det, vi kalder Sydhavsøerne. Navnet er stemningsfuldt, og det er kommunen også.

Vi har en ambition om at finde en ny balance mellem de store udviklingsdagsordener og den nære velfærd. Vi har spændende projekter i gang på begge områder og mange muligheder, som vi politisk og administrativt skal forløse i de kommende år.

Vi søger en ny direktør, som kan bringe kommunen endnu tættere på borgerne og fremme en velfærd skabt i samspil med borgere, foreninger og erhvervslivet.

Du skal indgå i et tæt og tillidsfuldt samarbejde med den politiske ledelse, og du skal stå i spidsen for nogle fagligt stærke og ambitiøse områder.

Der er et særligt ønske om, at der sker en positiv udvikling på børne- og ungeområdet, så kvaliteten løftes, og endnu flere unge kommer sikkert videre til uddannelser og ind på arbejdsmarkedet. Der skal være fokus på kvaliteten og det gode børneliv.

Vi søger en direktør, hvor vi ser mennesket samtidig med chefen. En direktør, som har den nødvendige ro, tager ansvaret på sig samt udviser den tillid til dine ledere og medarbejdere, som gør, at de trives og leverer de ønskede resultater.

Du skal være en dygtig kommunikator, og du skal kunne se dig selv i det Guldborgsundske mindset – og ikke mindst oversætte det til dagligdagens handlinger på tværs af organisationen.

Det er forventningen, at du har relevant ledererfaring, herunder ledelse af ledere, og erfaring med betjening af en politisk bestyrelse og politiske udvalg. Gerne fra en lignende stilling, men det behøver ikke være mangeårige erfaringer - hellere relevante erfaringer kombineret med ambitioner og virkelyst.

Som person er du jordnær og ligetil samt synlig og nærværende på tværs af organisationen og af kommunen.

Der er en stor tillid mellem det politiske niveau og administrationen, og det skal du bidrage til at fastholde, bl.a. ved at sikre kvalitet og sikkerhed i betjeningen af politiske udvalg og ikke mindst ved at sikre tæt styring og budgetoverholdelse.

Der skal ske en fremadrettet opgavefordeling i direktionen, når alle direktører er landet i jobbene. Det betyder også, at dit eget ansvarsområde ikke er entydigt fastlagt. Men der er en forventning om, at du får ansvaret for børne- og ungeområdet og et eller flere andre velfærdsområder.

Du kan læse mere om stillingen i job- og personprofilen, som du kan finde på www.aabergplus.dk. Du er velkommen til at kontakte os med spørgsmål om stillingen og en eventuel drøftelse af personlige kvalifikationer i forhold til stillingen. Alle henvendelser behandles fortroligt. Henvendelse kan rettes til borgmester Simon Hansen, tlf: 25 18 18 16 eller til partner i Aaberg+ Lau Svendsen-Tune, tlf. 21 64 40 80.

Ansøgning sendes til os via rekrutteringssystemet fra Signatur senest 12. marts 2026 via dette link https://www.aabergplus.dk/ledige-stillinger