Gå til sidens indhold
Billedet viser Aaberg + i en given situation. Klik for at gå til Aaberg + forside.

Direktør til VEKS



Vil du spille en væsentlig og vigtig rolle for den grønne omstilling nu og for fremtiden?

Vi søger en ny direktør. En direktør som har lyst til og mod på at sætte sig i stolen for et selskab, som agerer inden for flere af de pt. politisk mest profilerede områder. Nemlig den energimæssige forsyningssikkerhed og den grønne omstilling.

På begge områder er vores dagsorden ambitiøs. Vi lægger stor vægt på at sikre vores kunder stabil og grøn fjernvarme til en konkurrencedygtig pris. En ambition, som både er meget aktuel og meget udfordret af forholdene i Europa i denne tid. Vi lægger stor vægt på at være dagsordenssættende på den grønne omstilling både nu og i fremtiden. En ambition, som vi tror, vi kan løfte ved at stå på en solid faglighed og ved at sikre, at det vi lover, også bliver virkeliggjort gennem konkrete projekter. Det sker gennem stærke forpligtende samarbejder og fællesskaber med vores ejere, kunder og leverandører.

Vi søger en direktør som kender til området, og som har relevant teknisk og/eller økonomisk indsigt. En direktør, som er 100 meter-mester i relations-opbygning og som bevæger sig med stor naturlighed og autoritet på alle arenaer. En direktør for hvem det at kommunikere klart og med modtagerne i fokus ligger lige til højrebenet …. Også når det kræver mod og kan give knubs.

Vi vil klart foretrække, at du har erfaring med at arbejde i eller med politisk ledede organisationer. Du kan udstikke retningen og tænke åbent, innovativt og strategisk ind i en fremtid, hvor fx udvikling af sektorens rammevilkår, nye teknologier og sektorintegration er til diskussion. Du skal evne at samarbejde og skabe resultater sammen med mange forskellige aktører både nationalt og internationalt. Sidst men ikke mindst skal du have erfaring med ledelse af ledere i en driftstung virksomhed.

Af mere konkrete opgaver på den korte bane kan nævnes:
  • Understøtte det eksisterende tillidsfulde samarbejde mellem bestyrelsen og direktionen bl.a. ved at sikre implementering af strategier og mål.
  • Opbygge stærke samarbejdsrelationer til fjernvarmeleverandører, kunder og interessenter med henblik på fælles initiativer for at styrke den grønne omstilling.
  • Have vedvarende fokus på den grønne omstilling og søge indflydelse på den politiske beslutningsproces.
  • Skabe tryghed omkring forsyningssikkerhed af effektiv, grøn fjernvarme.
  • Styrke det allerede gode horisontale samarbejde mellem VEKS’ forskellige afdelinger og lokationer.
  • Fortsætte udviklingen af en faglig stærk virksomhed med respekt for de værdier, som VEKS bygger på.
  • Fortsætte udviklingen af medarbejdergruppen og skabe mest mulig tryghed og trivsel i en tid, hvor fremtiden for fjernvarmeområdet ikke er hugget i sten.
     
På den længere bane er der en række strategisk vigtige opgaver, som skal rammesættes og håndteres. Du skal derfor kunne sætte en tydelig retning og være klar i din forventningsafstemning. Det altoverskyggende spørgsmål er selvfølgelig, hvem der skal levere fjernvarmen og hvordan. Et meget grundlæggende spørgsmål, som rummer mange forskellige perspektiver og processer, som du skal formå at bringe i spil i forhold til de mange interessenter og aktører på området.

Du har formentlig en lang videregående uddannelse enten inden for det tekniske eller det økonomiske område. Du kan selvfølgelig have opnået en sammenlignelig viden på anden måde. Men uanset hvordan du har erhvervet dine kompetencer, så er det vanskeligt at forestille sig, at du ikke på en eller anden måde har indsigt i teknik, økonomi og forsyningsområdet. Vi forventer også, at du har en solid ledelseserfaring med ledelse af ledere.

Du befinder dig godt og naturligt på alle arenaer i og uden for organisationen. Du er relationelt stærk, og du evner at kommunikere klart og tydeligt. Du kan tage VEKS på dig, og du har en ægte interesse i at sætte VEKS på dagsordenen i nationale og internationale sammenhænge.

Du vil møde en organisation, som er meget teknisk, faglig kompetent og generelt velfunderet, hvor tonen er uformel og uhøjtidelig, og hvor direktøren er en fuldt integreret del af hverdagen. Du skal kort sagt bruge dit udsyn og strategiske blik på energi- og forsyningsområdet på en motiverende og nærværende måde i hverdagen.

Flere udfordringer og forventninger til den nye direktør er beskrevet i stillings- og personprofilen.

Ring til formanden for bestyrelsen borgmester Steen Christiansen tlf. 40 50 85 07 eller til Hjalte Aaberg fra Aaberg+ på tlf. 26 86 58 31, hvis du har spørgsmål til jobbet. Se også www.veks.dk.

Ansøgningsfristen er fredag den 7. oktober 2022 kl. 12.00. Der skal søges via Signaturs rekrutteringssystem.

VEKS tilbyder i overensstemmelse med KLs cheflønsaftale en samlet årlig løn incl. pension i niveau kr. 1.260.000. Stillingen er med tiltræden den 1. december 2022.