Gå til sidens indhold
Billedet viser Gladsaxe Gentofte Fjernvarme forsyning i en given situation. Klik for at gå til Gladsaxe Gentofte Fjernvarme forsyning forside.

Projektledere til Gentofte Gladsaxe Fjernvarmes udbygningsområder

I Gentofte Gladsaxe Fjernvarme lægger vi kilometervis af fjernvarmerør, som giver borgerne i Gentofte og Gladsaxe Kommuner grønnere varmeforsyning. Men vi er langt fra færdige, og derfor søger vi to projektledere til at styre projekter i vores udbygningsområder.

Få en spændende hverdag i et felt med konstant udvikling

Du sørger for fremdrift i dine projekter i forhold til tid, økonomi samt kvalitet og bidrager til, at alle involverede samarbejdspartnere har et ensartet billede af retning og målsætning. Du kommer til at lede længerevarende fjernvarmeprojekter i samarbejde med vores rådgiver, tekniske konsulenter, relevante samarbejdspartnere i kommunerne samt øvrige projektledere og entreprenører. Opgaverne er mange og alsidige.

Du vil blandt andet få ansvar for at
  • sikre en effektiv kommunikation mellem alle interessenter, herunder borgere, kommuner, kolleger og resten af organisationen.
  • følge op på kvalitet, tid og økonomi; herunder projektets fremskridt og risici.
  • sikre intern/ekstern interessehåndtering i projekterne.
  • drive samarbejdet i projektteamet blandt kolleger, rådgivere og tekniske konsulenter.
  • deltage aktivt som bygherrerepræsentant i bygge- og økonomimøder samt i den løbende dialog mellem alle aktører.
  • have overblik over projektet og rettidigt igangsætte kommende faser og processer hos både samarbejdspartnere, ejere og i vores egen organisation.
  • forberede og levere information til afrapportering og opfølgning i projekterne.
  • medvirke til informationsmøder og åbent hus-arrangementer for borgere i begge kommuner.
  • hjælpe borgere og interessenter med at løse de mange forskellige udfordringer, der opstår som følge af store anlægsprojekter.

Om dig

Du har interesse i at fylde rollen som projektleder og bygherrerepræsentant i fjernvarmeudbygningen ud og vil sætte dig ind i arbejdsgangene og økonomien i forbindelse med et større anlægsarbejde. Du har kendskab til – eller ønske om at blive klogere på - de bagvedliggende kontrakter med både rådgivere og entreprenører samt aftalebetingelserne i f.eks. AB18/ABR18.

I dit daglige arbejde får du en bred kontaktflade både i og udenfor organisationen, og derfor er det essentielt, at du behersker dansk i skrift og tale. Du repræsenterer vores ejerkommuner i alle dine relationer, så din fremtoning og samarbejdsform er professionel og ordentlig.

Om os

Du bliver en del af en stor projektafdeling, så der er aldrig langt til faglig sparring og support. Vores succesmål er tydelige, og vi har fokus på både at gennemføre kommunernes ambitiøse udbygningsplaner til tiden, og samtidig at varmeforsyningen er tilrettelagt med henblik på drift, vedligehold og udbygning i de næste mange årtier.

Vi har en uformel tone, en flad struktur og er samtidig ambitiøse i forhold til kvaliteten af vores arbejde. Det gode samarbejde er vigtigt på kryds og tværs i organisationen. Vi kan kun lykkes med vores opgaver sammen.

Vi tilbyder

Du tilbydes en lønpakke i forhold til din uddannelse, erfaring og kravene i stillingen. Udover stor indflydelse på egne projekter og et godt samarbejde i både afdelingen og på tværs af organisationen, får du i stillingen
  • fleksibel arbejdstid
  • mulighed for lejlighedsvist hjemmearbejde
  • en attraktiv pensionsordning jf. gældende overenskomst
  • mulighed for relevant efter- eller videreuddannelse
  • Gode arbejdsforhold med blandt andet mulighed for frokostordning, frugtordning, adgang til motionsrum samt 6. ferieuge.

Et job med fokus på miljøet

Der kan være flere indgangsvinkler til denne stilling, men du kommer formentligt med erfaring fra bygge-, anlæg- eller entreprenørbranchen. Har du erfaring med projektledelse er det et plus.

Det du ikke kan i forvejen, supporterer dine dygtige kollegaer dig i. Vi tror nemlig på, at dine personlige og faglige kompetencer er det allervigtigste, når du bliver en del af et hold, der sammen brænder for at gøre noget godt for miljøet.

Vi lægger derfor vægt på, at du har gode kommunikative evner, og at du både er kvalitetsbevidst, effektiv og serviceorienteret i din måde at tilgå opgaver på. Du går desuden ind for ordentlighed og struktur, ligesom du har en høj arbejdsmoral.

Vi vil gerne høre fra dig

Søg allerede i dag, da vi holder samtaler løbende og lukker stillingen, når den rette er fundet.

Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte projektchef Asmus Herløw på telefon 40 43 18 15 eller ahw@ggfjernvarme.dk

Vi modtager kun ansøgninger via formularen her på siden. Vi ser frem til at høre fra dig!

Om Gentofte Gladsaxe Fjernvarme
Gentofte Gladsaxe Fjernvarme er et lokalt serviceselskab, der leverer fjernvarme til borgerne i Gentofte og Gladsaxe Kommuner. Vi betjener og administrerer ca. 12.500 kunder, og vi udbygger fjernvarmenettet på vegne af vores to ejerkommuner.