Gå til sidens indhold
Billedet viser Gladsaxe Gentofte Fjernvarme forsyning i en given situation. Klik for at gå til Gladsaxe Gentofte Fjernvarme forsyning forside.

Teamleder til Kundeservice

Ønsker du at arbejde med både ledelse, kundeservice, sagsbehandling og administration? Har du blik for samspillet mellem den enkelte medarbejders kompetencer og den gode opgaveløsning? Og vil du bidrage til, at alle kunder får samme gode service, samtidig med du gør noget godt for miljøet hver dag? Så er det muligvis dig, vi søger!

Vi er på udkig efter en proaktiv og dygtig teamleder, der vil være med til at drive et spændende arbejdsområde: fjernvarme.

Gentofte Gladsaxe Fjernvarme står midt i en stor udbygning af fjernvarmenettet, som mere end fordobler vores kundeantal. Derfor har vi brug for dig som kan indgå i, og være med til at lede vores velfungerende og samarbejdende kundeserviceteam.

Du bliver ansvarlig for vores kundeservice på ca. seks medarbejdere, som arbejder tæt sammen med den øvrige del af Administrationen.
Fjernvarmeområdet kræver en del specialviden, så erfaring med fjernvarme eller andre forsyningsformer er en fordel, men dine menneskelige kvaliteter og lederegenskaber er det vigtigste for os.

Vi forestiller os at

Du, som teamleder, er en holdspiller, der nyder at gå forrest, sætte retningen og skabe følgeskab. Du har naturlig gennemslagskraft og er i stand til at implementere de nødvendige tiltag på en involverende måde. Ydermere er det vigtigt, at du via en empatisk og coachende ledelsesstil forstår at motivere og udvikle dit team, samt koordinere og strukturere afdelingens opgaver. Du skal arbejde aktivt med at fastholde og udvikle et godt samarbejde på tværs af organisationen.

Udover dit ansvar som teamleder, deler du opgaver med teamet

Teamet er et meget samarbejdende team, som videndeler og finder løsninger i fællesskab. De primære opgave består i:
  • Telefonbetjening, aftalevurdering, sagsbehandling osv.
  • Håndtering og fordeling af al indgående post – elektronisk og fysisk
  • At bistå med indhentning af oplysninger og afregning ved flytninger
  • Besvarelse af henvendelser vedr. uregelmæssig varmeforsyning, kunderegninger og lign.
  • Udsendelse af breve til store grupper af borgere
  • Indkøb og administrativ support til organisationen.

Som teamleder forventer vi, at du også varetager følgende opgaver og funktioner

  • Interesse for og kompetence til at forstå aftalegrundlag og generelle praksis og udbreder denne i teamet
  • Ansvar for udvikling og optimering af nye og eksisterende processer
  • Daglig ledelse af teamet gennem motivering, forventningsafstemning, konflikthåndtering, kompetenceudvikling, omsorgssamtaler og lignende
  • Visioner for teamets udvikling og opgaveløsning i fremtiden
  • Opsætning af mål for og afrapportering af teamets arbejde.

Du har gerne erfaring med

  • At lede et internt mindre team, kundecenter eller lignende
  • Officepakken, gerne som superbruger, SharePoint og CRM-systemer
  • Tal og afregningssystemer
  • Datasikkerhed og dokumentation, både i kontakt med kunder og kollegaer
  • At formulere dig både mundtligt og skriftligt på dansk og engelsk.

Bliv en del af en spændende organisation som tilbyder

  • Et team af gode kollegaer med forskellige kompetencer, som tager stort ansvar for hverdagens opgaver
  • En meget varieret kollegagruppe i hele organisationen. Du bliver kollega med både ingeniører, maskinmestre, håndværkere og akademikere
  • En spændende forretning inden for et komplekst felt, hvor du får god mulighed for at lære en masse nyt og specialisere dig
  • Et team, der arbejder målrettet med at optimere og systematisere vores eget arbejde
  • En hverdag i konstant udvikling, hvor du kan være med til at sætte dit præg, og hvor du både har ledelse og får lov at være med i den daglige opgaveløsning
  • Egne faste opgaver og et stærkt fællesskab, hvor man hjælper hinanden
  • God overenskomst, fleksibel arbejdstid, betalt frokostpause, frugtordning, mulighed for frokostordning og adgang til motionsrum.

Om os

Gentofte Gladsaxe Fjernvarme er et lokalt serviceselskab, der leverer fjernvarme til borgerne i Gentofte og Gladsaxe Kommuner. Vi betjener og administrerer ca. 12.500 kunder, og vi udbygger fjernvarmenettet på vegne af vores to ejerkommuner. I stillingen som Teamleder for kundeservice forventer vi, at din tid er nogenlunde ligeligt fordelt mellem opgaveløsning og ledelse af teamets ca. 5 faste medarbejdere samt to køkkenhjælpere. Vi prioriterer uddannelse af fremtidens arbejdskraft og har derfor også ofte en kontorelev, som du vil blive ansvarlig for. Teamet indgår i Administration & Kundeservice, som i alt består af ca. 16 medarbejdere, der hjælper hinanden og understøtter hele organisationen.

Vi vil gerne høre fra dig

Søg allerede i dag, da vi holder samtaler løbende og lukker stillingen, når den rette er fundet. Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte administrationschef Maria Britt på 2151 9478 eller skrive til info@ggfjernvarme.dk. Vi modtager kun ansøgninger via formularen her på siden. Vi ser frem til at høre fra dig!