Gå til sidens indhold
Billedet viser Lundgaard Konsulenterne i en given situation. Klik for at gå til Lundgaard Konsulenterne forside.

Chef for Sundhed, Omsorg & Handicap i Skanderborg Kommune


Chef, der kan se det smukke i kommunal kernevelfærd

Lige om lidt – i henholdsvis juni og august måned - kommer over 75.000 glade mennesker forbi Skanderborg Kommune til Sølund Festival og til Smuk-fest. Flot natur, god stemning og store oplevelser er det, de tager med sig hjem. Det smukke ved festivalerne er dog ikke først og fremmest naturen – det er derimod det fællesskab, de bygger på og den innovative energi der udspringer af det.

Det er også i fællesskabet, at vi skal løse de positive udfordringer, vi har som kommune. Vores ældre og handicappede lever længere og bedre, og samtidig er der en kraftig tilflytning til Skanderborg Kommune, som gør, at vi inden for de næste fem år forventer at sige velkommen til borger nr. 70.000.

Hvordan leverer vi kommunal kernevelfærd i de år, der kommer? Vi gør det blandt andet ved at have fokus på fastholdelse og rekruttering. Men det er formodentlig ikke nok. Vi er nødt til at snakke om nye måder at sikre den kommunale kernevelfærd på, når der er færre hænder.  Vi regner ikke med, at du som vores nye chef kommer med de vises sten, men vi regner med, at du er med på at sætte både det lange lys på og at tage arbejdshandskerne på, for det er ikke kun i visionerne, vi lykkes – det er i omsætningen af dem til den virkelige verden. Det du leder gør en kæmpe forskel for borgerne. Det kræver ydmyghed og respekt for opgaven.

Du kommer som ny chef ind i et veldrevet område med en erfaren og dygtig chef-, leder- og medarbejdergruppe, der er vant til at tage ansvar. Det er et på alle måder spændende arbejdsområde, men i Skanderborg med det ekstra meningsfulde krydderi, at nogle af landets mest specialiserede tilbud på voksenhandicapområdet ligger her. Du møder engagerede og ordentlige politikere, der gerne vil udfordres, når vi skal skabe gode, trygge rammer for vores borgere nu, men også, når vi skal finde nye måder at gøre tingene på i fremtiden.

Vi regner med, at du er fagligt velorienteret – på den ene eller den anden måde – i dele af det område, du her søger ind i. Men det er i det daglige dine ledelseskompetencer, der er de klart vigtigste. Du leder ved brug af din personlighed, dine holdninger, dine lederkompetencer, og du både giver og modtager konstruktivt modspil. Du skal have en god fornemmelse for de dynamikker, der driver den offentligt styrede organisation, herunder politisk tæft. Det betyder, at du ved, hvordan du arbejder sammen med politikere, og ikke mindst, at du evner at indgyde tillid og respekt i samspillet. Og så kommer vi ikke uden om, at du også er styringskompetent, og at du har let ved at danne dig et overblik over de indimellem komplekse økonomiske udfordringer.

Ikke mindst skal du kunne se det smukke i kommunal kernevelfærd.

Ansættelsesvilkår

Ansættelsen sker efter konkret forhandling på et niveau, der forventes at ligge i intervallet 900.000-930.000 kroner. Dertil kommer pension.

Yderligere oplysninger

Kan fås hos Jakob Lundgaard, tlf. 4033 2414 og/eller hos direktør Lone Rasmussen på tlf. 2174 6711.

Læs mere i den uddybende job- og personprofil

Ansøgning

Ansøgningen sendes via stillingsmodulet på www.lundgaard-konsulenterne.dk, så den er modtaget senest den 30. maj 2022 kl. 8.30.