Gå til sidens indhold

Lundgaard Konsulenterne

Lundgaard Konsulenterne

Kommunaldirektør til Ikast-Brande Kommune


Ikast-Brande Kommune har en central placering og kan usædvanlig meget. Det gælder også geografisk, hvor der er stærke og tætte relationer mod vest, øst og syd. Der er let adkomst til alle sider, støttet op af et motorvejsnet, der går igennem kommunen.

Ikast-Brande er Danmarks Grønne Erhvervskommune, har vundet DI´s erhvervsklimaundersøgelse 13 af de 16 år, den har været afholdt, og hører til blandt de kommuner, hvis virksomheder eksporterer mest. Det kommer ikke af sig selv. Alle dele af den kommunale organisation bidrager til, at kommunen opleves som en god medspiller. Der er en formel organisation omkring erhvervsindsatsen, men kommunaldirektøren har en vigtig rolle i mødet med erhvervslivet og ikke mindst i fastholdelsen af kulturen omkring erhvervsindsatsen.

Vi har elitesport på internationalt niveau med elitesportsaktiviteterne centreret i Campus-området, der har udviklet sig til en uddannelsesdynamo i det midtjyske.

Du kommer til at arbejde sammen med politikere, der vil det gode samarbejde, og som er vant til at tage ansvar. Det skal du som kommunaldirektør støtte op – og værne – om. Og så er vi i al beskedenhed ualmindeligt veldrevet, når det kommer til kommunal økonomistyring.

Vi er en udpræget værdibaseret organisation, og derfor skal du forstå vores DNA.
Sammen gør vi en forskel. På den jyske hede er intet givet på forhånd. Det ligger i blodet på os at være arbejdsomme og entreprenante. Vi er vant til at skulle tænke nyt og finde på for at opnå resultater. Vi handler. Vi hjælper hinanden og står sammen. Vi løfter i flok og finder løsninger. Det kalder vi HEDEKRAFT – at få idéer til at spire, løsninger til at gro og drømme til at blive til virkelighed.

Du bliver bordende i en lige dele dygtig som talentfuld direktion, der arbejder godt sammen, og du møder chefer, ledere og medarbejdere, der vil deres kommune, også i form af et særdeles konstruktivt MED-system.

Du har solid offentlig topledererfaring og er direktør eller kommunaldirektør i dag. Du har bevist, at du arbejder virkelig godt i en værdibaseret organisation og hylder evnen til at tage ansvar, før du kritiserer de få skæverter, der af samme årsag opstår. Du prioriterer arbejdet med udvikling af ledelse og organisation og anser det som en naturlig del af kommunaldirektørjobbet.

Du kan dokumentere, at du er erfaren og dygtig til at være koblingspunkt mellem politik og administration, så du naturligt vil opfattes som hele byrådets kvinde/mand. Du har en solid økonomiforståelse; ikke nødvendigvis på økonomichefniveau, men du er godt med. Du kommunikerer klart og tydeligt, og du er god til at finde balancen mellem den hurtige beslutning og dér, hvor der er brug for mere proces.

Vigtigst af alt: Du er udadvendt, ukompliceret og fremragende i relationer med andre mennesker. Du bruger her din veludviklede situationsfornemmelse, rummelighed og gode humor.

Ansættelsesvilkår

Ansættelse sker i henhold til ”Rammeaftale om kontraktansættelse af chefer” og aflønnes i henhold til gældende ”Aftale om aflønning af chefer”. Stillingen aflønnes med en årsløn på kr. 1.870.000 kr. inklusive kontrakttillæg på 20 %. Dertil kommer pension mm.

Yderligere oplysninger

Yderligere oplysninger kan fås hos Jakob Lundgaard, tlf. 40 33 24 14 og/eller hos borgmester Ib Lauritsen, tlf. 4033 2234.

Læs mere i den uddybende job- og personprofil 

Ansøgning

Ansøgningen sendes via stillingsmodulet på www.lundgaard-konsulenterne.dk, så den er modtaget senest den 11. september 2026 kl. 8.30.