Gå til sidens indhold

Lundgaard Konsulenterne

Lundgaard Konsulenterne

Leder til Billund Bibliotekerne


God ledelse kan man ikke (kun) læse sig til

Men det hjælper! For når vi læser, dannes og udvikles vi som mennesker – og også som ledere. Du er derfor – som vores nye leder af Billund Bibliotekerne – et menneske, der søger viden og oplysning. Du er nysgerrig efter at finde nye måder at formidle litteratur og kultur på til dine omgivelser.

Vi ønsker at tiltrække endnu flere besøgende og på den måde understøtte, at de låner flere bøger. Det gør vi under overskriften ”Mennesker ind og bøger ud”. I stedet for at måle succes på antallet af udlån skal der også i fremtiden fokuseres på aktiviteter på bibliotekerne. Også derfor er der et flot aktivitetsniveau på vores biblioteker. Fremtidens biblioteker i Billund Kommune stiller derfor ikke kun bøger, tidsskrifter, lydbøger og andre egnede materialer til rådighed, men er et videnscenter, hvor mødet mellem mennesker i endnu højere grad skal ses som kilde til indsigt, viden og inspiration. Vores dygtige medarbejdere har været med fra starten i den udviklingsproces.

Du kommer ind i en moderne biblioteksstruktur, hvor alle biblioteker ligger i tilknytning til kultur- og/eller fritidsaktiviteter. Billund Bibliotekerne består af fire biblioteker; to biblioteker med bemanding af fagligt personale og to frivilligt drevne biblioteker, hvor engagerede lokale kræfter bidrager til kulturlivet i vores lidt mindre samfund. Det er i øvrigt noget, der kendetegner Billund Kommune: engagement og støtte til de kommunale aktiviteter.

Herudover driver vi Billund Centret – et kulturhus, hvor biblioteket i Billund ligger – som netop er blevet gennemgribende renoveret med stor støtte fra Ole Kirk’s Fond, der også stod bag byggeriet i 1973. Her skal du bidrage til videreudviklingen af kulturhuset - et sted med liv og kulturformidling, hvor det er naturligt at mødes.

Vi er på vej ind i den fase, hvor vi organisatorisk og ledelsesmæssigt i endnu højere grad skal fokusere på at vi tilsammen er ét bibliotek. Fokus er på fællesskab, opbygning af kultur og nok også et opgør med ”plejer”. Du får en dygtig og erfaren souschef der står klar til at bidrage og samarbejde – også i den proces.

Hvad skal der til for at lykkes? Du har en god viden og forståelse for biblioteksdrift og/eller en god erfaring med kulturformidling. Og så vil vi gerne, at du allerede har noget ledelseserfaring. Det kan være, at du er eller har været leder eller på anden vis har påtaget dig et særligt ledelsesansvar på en arbejdsplads. Uanset hvad er ambitionen om at være en god leder også en vigtig del af din motivation for at søge stillingen.

Du er et lettilgængeligt, ordentligt og udadvendt menneske. Du er lyttende og respektfuld, men du er ikke konfliktsky og tør derfor gå ind i de dialoger, hvor nogen vil være uenige med dig.

Du evner at arbejde med den fine balance mellem sikker drift og nødvendig udvikling. Du er en dygtig kommunikator og evner at skabe ledelse og følgeskab ved hjælp af kommunikation.

Ansættelsesvilkår

Ansættelse sker på overenskomstvilkår. Lønnen fastsættes i forhold til relevante kompetencer med et forventet lønniveau i intervallet 600.00 - 650.000 kr. årligt. Dertil kommer pension

Yderligere oplysninger:

Kan fås hos Jakob Lundgaard, tlf. 4033 2414, og/eller hos områdechef for Kultur, Fritid og Branding Rasmus Kaufmann, tlf. 3115 6136.

Læs mere i den uddybende job- og personprofil 

Ansøgning:

Ansøgningen sendes via stillingsmodulet på www.lundgaard-konsulenterne.dk, så den er modtaget senest den 9. juni 2026 kl. 8.30.