Gå til sidens indhold

Herning Kommune

Herning Kommune

Formidler med projektledererfaring til Herning Bibliotekerne

Vi søger en formidler til bibliotekets område Kultur & Medborgerskab, som har lyst til at realisere og udfolde biblioteket som debattens ”orange scene” og som kan omsætte aktuelle temaer i omverdenen til demokratisk debat og dialog med byens borgere. Vi søger dig, som formår at samle byens borgere i nye fællesskaber og frivilligheder og som kan sætte skub i den dialogiske samtale på biblioteket; dig, som kan arbejde strategisk og praktisk med at styrke bibliotekets demokratiske profil – og som qua arbejdet med frivillighed og fællesskaber formår at bevæge sig ud i byen og i byens rum for at begå en ny type formidling.

Vi tilbyder en stilling, hvor du både kommer til at være på og bag scenen, i dagligt samarbejde med bibliotekets øvrige formidlere og involveret i forskellige projekter på Herning Bibliotekerne og sammen med aktører både lokalt, regionalt og nationalt. I stillingen ligger også ugentlige bemandinger, hvor du igennem kontakt med kommunens mange biblioteksbrugere får en finger på pulsen ift. hvad rører sig lokalt.

Arbejdsopgaverne ligger inden for disse områder

  • Bemanding i biblioteket (også aftener og weekender).
  • Tilrettelæggelse – og afvikling – af kultur- og debatarrangementer målrettet primært voksne.
  • Udvikling af nye samtaleformater, som du også selv faciliterer.
  • Udvikling af bibliotekets frivillighedsområde, herunder fællesskaber, netværk, partnerskaber sammen med bibliotekets dygtige formidlere, byens øvrige kulturaktører og bibliotekets daglige brugere.
  • Projektdeltagelse/projektledelse.

Dine kompetencer

  • Du har en relevant uddannelse og fingeren på pulsen ift. hvad der rører sig lokalt og bredt i samfundet.
  • Rygraden i din tilgang til arbejdet er serviceminded og engageret formidling og evne til at facilitere en god debat.
  • Du elsker at kommunikere og formidle på højt fagligt niveau, men formår også oversætterrollen og at nå folk, hvor de er.
  • Du trives med ansvar for store og små arrangementer og kan bevare roen – også når der er pres på.
  • Du er hjemmevant i interviewrollen og har erfaring med at facilitere debatter.
  • Du skal kunne arbejde selvstændigt, fleksibelt og samtidig være i stand til at se helheder og skabe resultater sammen med interne og eksterne samarbejdspartnere.
  • Du har erfaring med projektarbejde og projektledelse.

Stillingen er på fuld tid (37 timer) med tiltrædelse pr. 1. januar 2022.
Vi tilbyder en arbejdsplads, hvor der ikke er langt fra idé til handling. Vi har en uformel og uhøjtidelig omgangstone, og vi tror på, at et godt arbejdsliv opnås gennem løbende dialog, medansvar, sparring og fokus på den enkeltes kompetencer.

Nærmere oplysninger om stillingen gives gerne af områdeleder Lise Nørskov-Thomsen på mail biblth@herning.dk eller telefon 21 66 71 45.

Stillingen aflønnes efter gældende overenskomst og principperne i ny løn. Lønniveauet ligger på 25.000-35.000 kr. om måneden eksklusiv pension og afhængig af kvalifikationer. Aften- og weekendarbejde indgår som en fast del af porteføljen.

Ansøgningsfrist

Fredag den 5. november kl. 12.00.
Kun ansøgere, som har søgt online via ansøgningsskema på Herning Kommunes hjemmeside, vil komme i betragtning.

Samtaler forventes afholdt i uge 46.

Herning Bibliotekerne er en institution og arbejdsplads i konstant udvikling, der slår rekorder i antal besøgende og sætter nye standarder for et nutidigt og attraktivt bibliotekstilbud. Udover at være Herning Kommunes port til verdens viden og kultur, er biblioteket et oplevelsessted for kommunens borgere med fri adgang til seks fysiske biblioteker samt et stort digitalt bibliotekstilbud. Herning Bibliotekerne er tillige centralbibliotek og varetager en række koordinerende funktioner og udviklingsopgaver for bibliotekerne i Region Midtjylland.

I Herning Kommune, som er på vej mod 90.000 indbyggere, er vi altid på udkig efter nye muligheder. Vi har modet til at tænke stort og gå nye veje for at skabe det, vi skal leve af og de rammer, vi skal leve i. I Herning Kommune er der alle muligheder for at få et godt familie- og arbejdsliv. Vi har et stærkt sammenhold, trygge lokalsamfund, et rigt foreningsliv og smuk natur lige uden for døren.