Gå til sidens indhold
Billedet viser Herning Kommune i en given situation. Klik for at gå til Herning Kommune forside.

Studentermedhjælper til Staben i JobHerning

Er du skarp på kommunikation og har interesse for ekstern formidling? Vil du prøve kræfter med strategisk kommunikation i en dansk kommune? Interesserer du dig for kommunernes politiske arbejde med indsatser til borgere og ønsker du at bidrage til arbejdet i en politisk styret organisation?

Hos JobHerning i Herning Kommune søger vi en studentermedhjælper, der skal være med til at løse en bred vifte af opgaver inden for bl.a. politisk og ledelsesmæssig betjening, og som skal være med til at udvikle og drive vores SoMe-kommunikation, så den spiller aktivt sammen med de politiske og økonomiske visioner. Hos os får du en unik mulighed for at afprøve og udvikle dine kompetencer, arbejde tværfagligt og skabe løsninger, der styrker samarbejdet med både borgere og eksterne samarbejdspartnere.

Du får en lærerig stilling med mulighed for høj grad af indflydelse på egne opgaver, samt at sætte dit præg på opgaveløsningen. Du får ansvar, indflydelse og løbende sparring – og dygtige og hjælpsomme kolleger, der støtter dig undervejs.

Hvem er vi?

I JobHerning arbejder cirka 375 medarbejdere hver dag for at skabe muligheder for borgere og virksomheder i Herning Kommune. Vi hjælper virksomheder med at finde den arbejdskraft, de har brug for, og udvikler helhedsorienterede indsatser, der understøtter borgeres vej mod øget livsmestring, uddannelse og beskæftigelse.

Derudover varetager vi en række sociale indsatser for borgere i udsatte positioner, herunder rusmiddelbehandling, bostøtte, gadeplansindsatser og indsatser for borgere i hjemløshed.

Hvad kan vi tilbyde?

Du bliver en del af staben i JobHerning, som består af ni medarbejdere med forskellige faglige baggrunde. Vi understøtter ledelse og organisation på tværs af hele JobHerning og arbejder blandt andet med udvikling, politisk betjening, økonomi, digitalisering og forandringsprocesser tæt på praksis.

Vi arbejder aktivt med digitalisering og anvendelsen af AI som en integreret del af opgaveløsningen.

Dine primære opgaver vil blandt andet være, at:
  • Udvikle og arbejde med JobHernings SoMe-strategi
  • Opsøge og producere historier og idéer til forskellige kommunikationsplatforme, fx LinkedIn og kommunens Intranet.
  • Udarbejde notater og analyser til ledelsen og det politiske niveau, herunder dataindsamling og databehandling.
  • Samarbejde på tværs af fagligheder og ledelsesniveauer
  • Omsætte politik og komplekse problemstillinger til klare og letforståelige budskaber
  • Understøtte konsulenterne i teamet med politiske og administrative opgaver.  

Du bliver en integreret del af stabens arbejde og kommer tæt på den daglige opgaveløsning. Undervejs vil du også arbejde med projekter og opgaver, som spænder bredt inden for stabens ansvarsområder.

Sammen med teamet vil du løbende få tilpasset dine opgaver til dine interesser og organisationens behov.

Timeantallet er minimum 8 timer om ugen med mulighed for flere timer. Det konkrete timeantal aftales nærmere. Arbejdstiden kan tilrettelægges fleksibelt efter aftale.

Hvem er du?

Ingen kan alt – og det forventer vi heller ikke, at du kan. Men vi forestiller os, at du er modig, nysgerrig og tager ansvar.

Derudover ser vi gerne, at du:
  • Er i gang med en relevant videregående uddannelse (gerne på kandidatniveau), fx erhvervskommunikation, medievidenskab, statskundskab, politik og administration, uddannelsesvidenskab eller lignende.
  • Har kendskab til eller interesse for den kommunale kontekst, gerne inden for social- og/eller beskæftigelsesområdet
  • Har metodisk og analytisk sans og blik for sammenhænge
  • Har interesse for og flair for ekstern kommunikation, sociale medier og storytelling
  • Er stærk i både mundtlig og skriftlig formidling
  • Har mod på at arbejde selvstændigt og tage ansvar for egne opgaver

Derfor skal du søge

Hos os får du:
  • Et alsidigt og studierelevant studiejob med stor variation i opgaverne og mulighed for at sætte sit eget præg på opgaverne
  • En mulighed for at komme tæt på maskinrummet i en politisk styret organisation
  • Fleksible arbejdsforhold
  • Dygtige og engagerede kolleger, der hjælper hinanden og har det sjovt undervejs.

Praktisk information

Ansøgningsfristen er den 18. juni 2026.
Samtaler forventes afholdt i uge 27.
Stillingen ønskes besat fra den 1. september 2026.
Arbejdssted: Godsbanevej 1B, 7400 Herning.
Ansættelse sker efter gældende overenskomst og principper for aflønning af studentermedhjælpere i det offentlige.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte udviklingskonsulent Juliane Wulff (telefon 93 59 51 45) eller stabsleder Christina Madsen (telefon 93 59 49 96).

Billede