Gå til sidens indhold
Billedet viser Herning Kommune i en given situation. Klik for at gå til Herning Kommune forside.

Peer uddannelse hos Polaris Center Herning

Vil du bruge dine erfaringer til at hjælpe andre?

Har du egne erfaringer med psykisk sårbarhed – og vil du støtte andre i deres vej mod et bedre liv?

Polaris Center Herning udbyder i samarbejde med Region Midtjylland en peer-uddannelse. Uddannelsen er for dig, der ønsker at omsætte dine personlige erfaringer til faglig viden og bruge dem aktivt i arbejdet som peer-medarbejder.

Om uddannelsen

Teoretisk del
Den teoretiske undervisning har fokus på recovery og peer-arbejde. Du lærer at bruge dine erfaringer som en styrke i mødet med andre.

Uddannelsen består af 7 moduler:
  1. Peer-faglighed og erfaringskompetence
  2. Recovery og empowerment
  3. Fokus på dig selv – din vej i recovery
  4. Diagnose, sorg, krise og stigma
  5. At fortælle sin livshistorie
  6. Kommunikation og konflikthåndtering
  7. Roller og grænser

Undervisningen varer 13 uger med 2 undervisningsdage om ugen (3 timer pr. dag).

Praktik
Efter undervisningen kommer en praktik på 13 uger.

Her arbejder du med dine nye kompetencer i praksis. Du får en vejleder på arbejdspladsen og bliver en del af et psykiatrisk tilbud – enten regionalt eller kommunalt:
  • Praktik: minimum 6 timer om ugen (i alt 78 timer)
  • Under praktikken er der 2 opfølgningsmøder
 

Hvad kan du bruge uddannelsen til?

Uddannelsen giver mulighed for job som peer-medarbejder, fx:
  • i kommunal psykiatri
  • i beskæftigelse
  • i bostøtte
  • som støtte ved udskrivelse
  • i private tilbud

I Herning arbejder der allerede peermedarbejdere flere steder, blandt andet i:
  • Regionspsykiatrien i Gødstrup
  • Polaris Center Herning
  • Jobbanken

Hvem kan søge?

Vi forventer, at du:
  • har egne erfaringer med psykisk sygdom og recovery
  • ønsker at bryde tabuer og skabe håb
  • vil dele dine erfaringer med andre
  • har interesse for psykiatri og recovery
  • kan afsætte 6 timer om ugen i 26 uger
  • afklarer deltagelse med din sagsbehandler, hvis du modtager ydelse
  • bor i Herning Kommune

Bor du i en anden kommune, kan du stadig søge. Din kommune skal i så fald betale deltagergebyret (14.000 kr.), men der kan søges tilskud eller friplads.

Ansøgning og opstart

Læs mere om uddannelsen og optagelse på POLARIS Center Hernings hjemmeside. Her kan du læse mere om uddannelsen og optagelseskriterierne
  • Ansøgninger vurderes af underviserne
  • Udvalgte ansøgere indkaldes til samtale
  • Der er plads til maks. 12 deltagere

OBS: Hold øje med datoer for informationsmøde, ansøgningsfrist og start.

Yderligere oplysninger

Kontakt afdelingsleder Gitte Schrøder på telefon 30 55 17 63 eller mail polge@herning.dk.

Frist

Fredag 7. august 2026 kl. 8.00.

I Herning Kommune, som er på vej mod 90.000 indbyggere, er vi altid på udkig efter nye muligheder. Vi har modet til at tænke stort og gå nye veje for at skabe det, vi skal leve af og de rammer, vi skal leve i. I Herning Kommune er der alle muligheder for at få et godt familie- og arbejdsliv. Vi har et stærkt sammenhold, trygge lokalsamfund, et rigt foreningsliv og smuk natur lige uden for døren.

Billede