Gå til sidens indhold
Billedet viser Herning Kommune i en given situation. Klik for at gå til Herning Kommune forside.

Bliv vandløbsmedarbejder & måske også fagkoordinator i Herning Kommune

Herning Kommune, der arealmæssigt er Danmarks 3. største kommune, rummer alt hvad en vandløbsinteresseret drømmer om: Store og små ådale og nogle af de største og naturrigeste vandløb såsom Skjern Å, Karup Å og Storå. I alt forvalter Herning Kommune ca. 800 km offentlige vandløb. Vores nuværende vandløbskollega og fagkoordinator stopper for at blive afdelingsleder i en anden kommune. Det er vi stolte af, men nu mangler vi en kollega, hvorfor vi opslår en fast stilling som vandløbsmedarbejder i Vandløbsteamet, hvor vi er i alt 6 medarbejdere.

Vil du gerne gøre en forskel for vandløbene i Herning Kommune og være med til at sikre, at de passes og plejes bedst muligt samtidig med at vi udvikler naturen i vandløbene? Så er dette job absolut noget for dig.

De primære opgaver der varetages i Team Vandløb er

  • Udførsel og kontrol med vandløbsvedligeholdelse, hvor der arbejdes aktivt med pleje og pasning af de mange kommunale vandløb - herunder dialog med lodsejere samt koordinering af opgaver med vandløbsvedligeholdelse med egne åmænd og eksterne entreprenører
  • Sagsbehandling i tilknytning til vandløbsloven i spændet fra krydsningstilladelser til naturforbedrende vandløbsprojekter, samt foretage håndhævelser efter vandløbsloven
  • Vandløbstilsyn, herunder vurdering af muligheder for naturgenopretning samt tilsyn med udført vandløbsvedligeholdelse
  • Biologiske vandløbsvurderinger ved f.eks. elfiskeri
  • Vandløbsrestaureringsprojekter - vi har fx en opgaveportefølje på 82 kommende vandløbsprojekter jf. statens vandområdeplaner og EU vandrammedirektiv

Som udgangspunkt er vandløbsvedligeholdelse en vigtig del af den opslåede stilling, men opgavefordelingen i teamet aftales typisk i fællesskab med øje for alles medarbejdernes kompetencer og opgaveinteresser.  Vi tager derfor naturligvis også udgangspunkt i vores nye kollegas kompetencer og interesser, så sæt gerne nogle af dine egne ord herpå i ansøgningen.
Da teamet nu mangler en fagkoordinator, skal vi også have fundet ud af at få besat denne rolle bedst muligt i teamet. Der er derfor også mulighed for at du kan påtage dig den rolle, afhængigt af din erfaring, kompetencer og interesser. Hvis du synes det lyder interessant, så beskriv også gerne dette i din ansøgning - gerne tilknyttet med dine tanker om, hvad du har af forudsætninger for at varetage rollen.
Vi prioriterer medarbejderudvikling højt og tilbyder fleksible arbejdsforhold, herunder flextid samt mulighed for hjemmearbejde.

Du bliver en del af en arbejdsplads, hvor åbenhed, anerkendelse og medansvar går hånd i hånd med professionalisme og høj faglighed. Vi arbejder aktivt med at styrke samarbejdet på tværs og tror på, at den bedste opgaveløsning opnås i et stærkt og positivt arbejdsfællesskab.

Om dig
Vi søger en engageret kollega med en relevant uddannelse, som f.eks. biolog, skov- og landskabsingeniør, jordbrugsteknolog, naturforvalter o.l. og gerne med erfaring inden for forvaltning af vandløb.

Det vil være en styrke, hvis du har arbejdet med forvaltning af vandløb, og trives i samarbejdet og dialogen med borgere, lodsejere og eksterne aktører.
Ingen kan alt og nyuddannede er også meget velkomne til at søge stillingen. Det kan dog naturligvis være en fordel, hvis du har erfaring med eller kendskab til én eller flere af følgende områder
  • Faglige kompetencer indenfor natur og vandløbsområdet herunder hydrologi og/eller biologi
  • Kendskab til relevant lovgivning inden for vandløb, natur og fysisk planlægning
  • Planlægning og koordinering af vandløbsvedligeholdelse
  • Flair for eller erfaring med at indgå i dialog med borgere, herunder lodsejere, interesseorganisationer, entreprenører m.fl.
  • Projektering og koordinering af vandløbsrestaureringsprojekter
  • Vandløbsregulativer
  • IT-kundskaber – vi arbejder med QGIS, SCALGO Live og VASP
  • Vigtigst er det, at du har lyst til at arbejde med vandløb, har blik for helheden og har lyst til at gøre en forskel

Du har naturlig fokus på at udvikle men også afslutte opgaver og projekter. Du er struktureret, udadvendt og god til at prioritere. Du kommunikerer klart – både skriftligt og mundtligt – og arbejder godt selvstændigt samtidig med, at du bidrager aktivt til fælles løsninger. Vi lægger vægt på tillid, respekt og god humor i hverdagen, og vi mødes også i ny og næ til sociale arrangementer sammen uden for arbejdstiden.

Vi tilbyder

  • Indflydelse på tilrettelæggelse af egne arbejdsopgaver efter dine ønsker og kvalifikationer
  • Spændende udviklingsmuligheder indenfor vandløbsforvaltning
  • En rolle i en dynamisk organisation, med bredt ansvar og en stor kontaktflade både internt og eksternt
  • Godt fagligt miljø med engagerede kollegaer
  • Fleksible arbejdsforhold
  • Mulighed for efteruddannelse
  • Mulighed for rollen som fagkoordinator

Om os

Du bliver ansat i afdelingen Natur og Grønne Områder, der er en af otte afdelinger i forvaltningen Teknik- og Miljø i Herning Kommune. Afdelingen har 21 medarbejdere og dækker samlet set kommunens drifts- og forvaltningsopgaver på natur-, park-, treparts- og vandløbsområdet. Afdelingen består af tre teams: Team Park og Natur, Team Vandløb og Team Grøn Trepart. Du vil blive en del af Team Vandløb, hvor vi er 6 medarbejdere med opgaver inden for vandløbsvedligeholdelse, vandløbsrestaureringsprojekter, regulativrevision, myndighedsbehandling, egen økonomi, klimatilpasning samt diverse andre projekter inden for vandløbsområdet.

I Teknik og Miljø er du både ansat for din faglighed og for din evne til at samarbejde. Vi arbejder med en særlig arbejdskultur, som vi kalder Medskaber – sammen skaber vi bedre løsninger.

Som Medskaber er du en aktiv del af fællesskabet: Du tager ansvar, deler din viden og er nysgerrig på andres perspektiver. Vi forventer, at du både bidrager til din egen opgaveløsning og til helheden, for vi lykkes bedst, når vi gør det sammen. Her får du medindflydelse, og din stemme har betydning – også når opgaverne er komplekse og til tider bøvlede.

Hører du til den yngre aldersgruppe, har du mulighed for at deltage i forvaltningens netværk for unge medarbejdere. Er du ældre, kan du se frem til at vi har aktivt fokus på din senkarriere. Og er du lige midt i mellem, skal du ikke heller holde dig tilbage – vi tilbyder muligheder for faglig og personlig udvikling til alle aldre.

Læs mere om os på Teknik og Miljøs hjemmeside: Teknik og Miljø

Praktiske oplysninger

  • Stillingen er fast
  • Stillingen er normeret til 37 timer pr. uge
  • Forventet tiltrædelse pr. 1. maj 2026 eller snarest muligt
  • Arbejdsstedet vil være Herning Kommune, Rådhuset, Torvet 5, 7400 Herning
  • Der vil være mulighed for flextid og hjemmearbejde
  • Løn- og ansættelsesforhold sker i henhold til gældende overenskomst

Ansøgningsfrist

15. marts 2026.
Vi afholder samtaler fredag den 20. marts og ansøgere, der indkaldes til samtale, får besked senest 17. marts 2026.

Vil du vide mere?

Hvis du vil vide mere om stillingen er du velkommen til at kontakte afdelingsleder for Natur og Grønne Områder, Jens Albert Hansen, telefon 20 96 94 28 / mail ngojh@herning.dk eller vandløbsmedarbejder Mathias Melchior, telefon 30 66 83 24 / mail ngomm@herning.dk.


 

Billede