Gå til sidens indhold

Aabenraa Kommune

Aabenraa Kommune

Afdelingsleder til Børn og Ungehjemmet Posekær

Brænder du for ledelse i en meningsfuld kontekst? Har du erfaring med personaleledelse og trives i et komplekst og udviklingsorienteret miljø? Så er det dig, vi søger som ny afdelingsleder.

Vi søger en afdelingsleder, der i samarbejde med medarbejderne og lederkollegaerne vil videreføre allerede etablerede indsatser, tiltag og nytænkning. En afdelingsleder der arbejder med videreudvikling af den daglige pædagogiske, sundhedsfaglige og ledelsesmæssige praksis altid til størst mulig gavn for vores børn og unge.

Om Børnehandicap
I Børnehandicap arbejder vi ud fra de overordnede værdier:

Samarbejde – Tillid – Omsorg – Anerkendelse – Faglighed - Kvalitet

Vi mener, at vi lykkes med kerneopgaven, når børnene oplever, at vi sammen skaber trivsel, udvikling, læring og livsglæde med udgangspunkt i det, der motiverer det enkelte barn. I Børnehandicap løser vi kerneopgaven sammen, så derfor er vi på udkig efter en holdspiller.

Børnehandicapområdet er et kommunalt pædagogisk tilbud under Aabenraa Kommune i Børn og Familie og består af:
  • Børn og ungehjemmet Posekær, der er normeret til 18 døgnpladser for børn og unge fra 0-23 år og er godkendt til 26 døgnpladser fordelt på 4 grupper
  • Børnehuset Lille Kolstrup med henholdsvis specialbørnehave og døgnaflastning, der er normeret til 15 børn fra 0-6 år dog uden højeste børnetal og 10 aflastningspladser.
  • Familiekonsulenter og en hjemmepasserordning.

Vi er i Børnehandicap ca. 180 ansatte, 4 afdelingsledere og en institutionsleder. Vi har til huse på to matrikler i Aabenraa by. Vi søger en afdelingsleder til afdelingen på Posekærvej 20, 6200 Aabenraa.

I Børnehandicap har vi en uddannelsesplan fra 2024 til 2026.  Alle faste medarbejdere i Børnehandicap får fra september 2024 til april 2026 uddannelse i Neuroaffektiv Udviklingspsykologi med Susan Hart. Uddannelsens formål er at få et grundigt kendskab til neuroaffektiv udviklingspsykologi bl.a. gennem de neuroaffektive kompasser og den neuroaffektive analyse, så det bliver muligt at arbejde mere målrettet med både vurderings- og interventionsopgaver.

Din opgave som afdelingsleder er at sikre dialog og intervention der fører til implementeringen i kerneopgaven.
Alle medarbejdere uddannes løbende i LA2 som er en dialog og reflektionsmetode, der er udviklet for at styrke trivslen og reducere omfanget af voldsomme episoder og magtanvendelser.

Om Posekær
På Børn og ungehjemmet Posekær, som vi søger en ny afdelingsleder til, arbejder vi med børn og unge, der har multiple funktionsnedsættelser eller inden for autismespektrum forstyrrelser. Det er vigtigt for os, at indsatsene tager afsæt i det enkelte barn eller den unges behov, i et kvalificeret og fokuseret tværfagligt samarbejde med barnet, forældre og det sundhedsfaglige, terapeutiske personale. Vi prioriterer at være fagligt opkvalificerede, for at sikre vores viden matcher opgaverne i børnehandicapområdet.

Om jobbet
Som afdelingsleder får du en central rolle i ledelsen af en specialiseret døgninstitution, hvor vi arbejder med børn og unge med betydelige funktionsnedsættelser og komplekse støttebehov. Du bliver en del af en velfungerende ledelsesstruktur og skal indgå i et tæt og forpligtende samarbejde med din afdelingslederkollega og institutionslederen.

Du får det overordnede personaleansvar for ca. 40 faste medarbejdere samt en gruppe af tilknyttede vikarer. Det kræver, at du har solid erfaring med personaleledelse, og at du er bevidst om din rolle som leder i en større organisation, hvor tydelighed, retning og tillid er afgørende.

Dine primære opgaver
  • Personaleledelse og daglig drift i tæt samarbejde med din afdelingslederkollega
  • Sikre høj faglig kvalitet og trivsel i opgaveløsningen
  • Bidrage aktivt til strategisk udvikling og implementering af pædagogiske indsatser
  • Understøtte tværfagligt samarbejde med forældre, myndigheder og interne samarbejdspartnere
  • Skabe struktur, overblik og fremdrift i en kompleks hverdag

Om dig
Vi forventer, at  du
  • har ledelseserfaring, gerne fra døgn- eller specialområdet
  • er tydelig, rolig og beslutningsdygtig i din ledelsesstil
  • trives med ansvar, kompleksitet og mange forskelligartede opgaver
  • har stærke relationelle kompetencer og formår at skabe følgeskab
  • er optaget af faglig udvikling og kan motivere medarbejderne i en foranderlig hverdag
  • har relevant pædagogisk eller socialfaglig uddannelsesbaggrund og gerne lederuddannelse

Vi tilbyder
  • en spændende og meningsfuld lederstilling med stor indflydelse på egen praksis
  • et stærkt fagligt miljø med engagerede kolleger og medarbejdere
  • en organisation i udvikling med fokus på kvalitet, faglighed og trivsel
  • tæt sparring og ledelsesfællesskab med kolleger og institutionsleder
  • gode muligheder for faglig og personlig udvikling

Læs mere om Børnehandicap og ledelsesopgaverne i job- og kompetenceprofilen

Løn- og ansættelsesvilkår
Ansættelse efter gældende overenskomst. Forventet tiltrædelse den 1. oktober 2025.
Lederstillingen er en fuldtidsstilling uden øvre arbejdstid.

Vi gør opmærksom på, at der forud for ansættelsen vil blive indhentet børne- og straffeattest, og at ansættelse er betinget af, at disse er tilfredsstillende.

Yderligere oplysninger
Har du spørgsmål til stillingen eller ønsker du en rundvisning, er du velkommen til at kontakte institutionsleder Lone Busk på tlf. 2961 4876 med spørgsmål om stillingen og forventningerne til den kommende afdelingsleder.

Ansøgning
Send din ansøgning, CV og relevante bilag via linket senest den 24. august 2025.
Ansættelsessamtaler bliver afholdt onsdag den 27. august 2025.
 

I Aabenraa Kommune har vi løbende brug for nye kolleger, der kan bidrage til kommunens fortsatte udvikling. 

Kommunens mission er, at vi sammen skaber Det Gode Liv.

Er du tilflytter, vil vi gerne, at du falder hurtigt og godt til. Derfor har vi en række tilbud til dig - og dem der eventuelt flytter med.