Gå til sidens indhold

Aabenraa Kommune

Aabenraa Kommune

Koordinator til Gul gruppe Posekær

Er du pædagog, og har du et godt overblik? Kan du være tovholder på opgaver? Så kan du være et match som faglig koordinator i Gul gruppe på Posekær. 

Kan du se dig selv arbejde i et socialpædagogisk miljø, hvor du sammen med passionerede og fagligt dygtige kolleger skaber det bedste liv for børnene på Posekær?
Er du dygtig til skabe relationer, og har du lyst til at arbejde med børn og unge med forskellige funktionsnedsættelser, hvor du til tider både skal arbejde struktureret og samtidig skal være en nærværende og omsorgsfuld pædagog? Så er det måske netop dig, vi har brug for.

Lidt om jobbet
Vores koordinator gennem mange år har søgt nye udfordringer, og vi søger derfor en faglig koordinator til en fast stilling med et ugentligt timetal på 37 timer. Ud af disse vil fem timer ugentligt være til opgaven som faglig koordinator. De resterende timer vil du indgå i teamet sammen med dine kolleger i Gul gruppe med skiftende arbejdstider og fast hver 2. weekend

Lidt om Posekær og gul gruppe
Alle børn og unge på Posekær har brug for støtte og guidning i forhold til selvhjulpenhed, daglige funktioner og relationsdannelse. Vi prioriterer et omsorgsfuldt miljø, der er rummeligt, og hvor børnene føler sig værdsat.
Vi arbejder ud fra en tanke om habilitering og livskvalitet for børn og unge med forskellige funktionsnedsættelser herunder autisme, ADHD, Cerebral Parese, kognitive problemstillinger og generelle udviklingsforstyrrelser.

I gul gruppe bor der fem børn og unge i alderen 7-17 år. De har alle forskellige behov og udfordringer. Det betyder, at du både vil komme til at arbejde omkring børn og unge, der har kendt udadreagerende og eller selvskadende adfærd, og i pædagogiske miljøer, der kan være skærmet 1-1.
Du kommer også til at arbejde med børn, hvor deres multiple handicaps kræver medarbejdernes evne til aktivt at støtte barnets udvikling af samspil og kommunikation. Du skal derfor kunne se dig selv flexe ind og ud af de forskellige opgaver omkring børnene i løbet af en arbejdsdag.
Det er vigtigt, at du kan se dig selv i en travl hverdag, hvor tingene kan gå rigtig stærkt, og hvor du kan handle ud fra vores fælles aftaler og beslutninger.

Alle medarbejdere kommer på uddannelse i LA2 - Low Arousal 2, som er en samtale- og refleksionsmetode, hvor medarbejderne styrkes i at forebygge og håndtere udfordrende adfærd samt lære af eventuelle episoder.
Du får relevante interne kurser såsom forflytningskursus og medicinkursus samt alle grupper har 3 pædagogiske dage årligt, hvoraf to er sammenhængende med overnatning. Dette for at styrke det pædagogiske afsæt og det kollegiale arbejdsmiljø.
Alle faste medarbejdere er i gang med den Neuroaffektive udviklingspsykologi uddannelse, udviklet af Susan Hart. 
Vi arbejder derfor ud fra de neuroaffektive kompasser og den neuroaffektive analyse, samt  at det bliver muligt at arbejde mere målrettet med både vurderings- og interventionsopgaver.


Vi kan blandt andet tilbyde dig
  • et inspirerende og udfordrende job i et team med dygtige og enga­gerede kolleger fra flere faggrupper
  • et introforløb, der giver dig mulighed for at komme godt ind i praksis
  • en arbejdsplads med fokus på et godt arbejdsmiljø
  • supervision af ekstern psykolog
  • en arbejdsplads, der arbejder aktivt med forandring og udvikling af organisationens faglighed
  • faglig sparring inden for egen faggruppe, fysioterapi, ergoterapi og sundhedsfagligt

Vi søger en faglig koordinator der
  • deltager i handle- og opfølgningsmøder samt har overblik over aftaler omkring børnene på gruppen
  • sørger for dagsordener til teammøder
  • har ansvar for vikarmøder og ansættelse af vikarer
  • fagligt kan inspirere og give sparring til kolleger i gruppen
  • kan være tovholder i forhold til at implementere uddannelse og aftaler i forhold til værdier og kerneopgaven i samarbejde med afdelingslederne.
Du skal være indstillet på at arbejde med skiftende tider, som er morgener fra kl. 6.00, eftermiddag, aften til kl. 23.00 samt vagter hver 2. weekend.

Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst mellem KL og SL.
Vi gør opmærksom på, at der forud for ansættelsen vil blive indhentet børne- og straffeattest og at ansættelsen vil være betinget af, at disse er tilfredsstillende.

Ansøgning
Send din ansøgning, CV og relevante bilag sendes via linket senest den 22.maj 2025.
Der afholdes ansættelsessamtaler d. 26 maj 2025 fra kl. 8.00
Tiltrædelse hurtigst muligt – senest 1.juli 2025

I Aabenraa Kommune har vi løbende brug for nye kolleger, der kan bidrage til kommunens fortsatte udvikling. 

Kommunens mission er, at vi sammen skaber Det Gode Liv.

Er du tilflytter, vil vi gerne, at du falder hurtigt og godt til. Derfor har vi en række tilbud til dig - og dem der eventuelt flytter med.