Gå til sidens indhold
Billedet viser Vejle Kommune i en given situation. Klik for at gå til Vejle Kommune forside.

2 miljøsagsbehandlere til Industri & Landbrug


Brænder du for spændende projekter og opgaver inden for jordhåndtering og jordforurening? Eller motiveres du af at arbejde med tilsyn og godkendelser af virksomheder, så er det måske dig, vi søger.

Vi søger 2 nye kollegaer, da vores erfarne kollegaer på henholdsvis Jord- og Industriområdet har søgt nye udfordringer.

 

Om jobbet

I Industri & Landbrug er vi fælles om opgaverne men har forskellige kompetenceområder.

Som sagsbehandler indenfor jord vil du primært komme til arbejde med:
 
  • Godkendelser og anvisning af hhv. jordhåndteringsplaner og jordflytningsanmeldelser
  • Meddele tilladelse efter jordforureningslovens § 8 og miljøbeskyttelsesloven §19
  • Dialog med region og andre aktører om jordforureningssager
  • Tilsyn og håndhævelse af bestemmelserne i jordforureningsloven
  • Interne høringer fra andre afdelinger i Kommunen


Som sagsbehandler indenfor virksomhedsmiljø vil du primært komme til at arbejde med:
 
  • Godkendelser og tilsyn af risiko- og andre listevirksomheder. Erfaring med risikovirksomheder vil være en fordel
  • Tilsyn og sagsbehandling af virksomheder
  • Øvrige opgaver iht. miljøbeskyttelsesloven
  • Interne høringer fra andre afdelinger i Kommunen
 

Om os

Vi er 18 dedikerede og fagligt dygtige medarbejdere, der med dialog og helhedsorienteret tilgang løser en lang række myndighedsopgaver såsom miljøgodkendelser, virksomhedstilsyn, landbrugstilsyn, jordhåndtering og jordforurening.  Vi bidrager også internt i Teknik & Miljø til fx lokal- og kommuneplaner, Vejles Kommunes Klimaplan og så indgår vi i diverse projekter med eksterne parter.
 

Vi tilbyder dig

  • En arbejdsplads med fagligt engagerede og kompetente kolleger, der hjælper og udvikler hinanden
  • En bred vifte af spændende opgaver inden for jord og industrimiljø
  • Et uformelt socialt miljø, der er rig på traditioner og har plads til skæve påfund
  • En kommune med høj vækst og høje politiske og faglige ambitioner om at skabe noget helt særligt
 

Din profil og dine faglige kompetencer

Vi forventer, at du har en relevant miljøfaglig uddannelse som f.eks. biolog, ingeniør, miljøteknolog, eller kommer med erfaring fra et lignende job. Du brænder for at arbejde med jordforurening og/eller virksomheder, og du har en stor interesse for, og gerne kendskab til lovgivningen på området.

Som person er du struktureret og kan skabe overblik over opgaveporteføljen. Du er god til at kommunikere både mundtligt og skriftligt, og så er det nødvendigt, at du har gyldigt kørekort til personbil.

I Industri & Landbrug bidrager vi til at erhvervsudvikling og kommunalarealplanlægning er i balance og fremmer de grundlæggende formål i miljø- og planlovgivning. Vi sætter en ære i at møde vores partnere i erhvervslivet dér, ”hvor de er på vej hen”.

Vi arbejder alle målrettet på at fastholde en attraktiv arbejdsplads med højt ambitionsniveau for opgaveløsningen og et godt og uformelt arbejdsmiljø. Derfor lægger vi også vægt på, at du:
 
  • Kan arbejde såvel selvstændigt som i teams
  • Trives med skiftende opgaver
  • Er social og kollegial
  • Har drive og motiveres af samarbejde og dialog med andre mennesker
  • Er løsningsorienteret og initiativrig
  • Tager det faglige ansvar for de opgaver, du løser og sikrer, at de løses til tiden
 

Ansættelsesvilkår

Begge stillinger er fast med 37 timer ugentligt. Løn- og ansættelsesvilkår efter overenskomst og lokal løn. Tiltrædelse 1. december 2023.

 

Ansøgningsfrist

VI skal have din ansøgning senest den 12. oktober 2023. Første samtale forventes afholdt den 24. oktober 2023 og anden samtale den 26. oktober 2023.

 

Har du lyst til at vide mere?

Vil du vide mere om stillingerne, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Christina Rytz Hermansen på tlf.: 20 25 60 44.

 

Profilanalyse

Vi benytter personprofilanalyse og eventuelt cases i forbindelse med ansættelsen.

Send din ansøgning

Vi foretrækker, at du søger stillingen online ved at bruge knappen ”Send ansøgning”. Husk at vedhæfte din ansøgning og CV samt andre relevante bilag.
Når du har sendt ansøgningen, modtager du en e-mail som kvittering.

Vær opmærksom på, at mailen kan være placeret i din mappe Uønsket post.

Vejle Kommune opfordrer alle til at søge stillingen uanset køn, alder, etnisk baggrund, handicap m.v.

Overvejer du at flytte til Vejle? Så kan du få hjælp til bosætning. Se mere på www.vejle.dk/tilflytter.