Gå til sidens indhold
Billedet viser Skive Kommune i en given situation. Klik for at gå til Skive Kommune forside.

Skolesekretær til Ørslevkloster Børneunivers og Nr. Søby Skole

ØRSLEVKLOSTER BØRNEUNIVERS OG NR. SØBY SKOLE
 
SØGER SKOLESEKRETÆR PR. 01. OKTOBER 2026 

Ørslevkloster Børneunivers og Nr. Søby Skole, den 05. august 2026

Om Ørslevkloster Børneunivers: 

Ørslevkloster Børneunivers er skole og dagtilbud med fælles ledelse. Skoledelen er en grundskole med ca. 65 elever fra 0.-6. klassetrin. Børnehaven, som ligger i umiddelbar nærhed, har pt 30 børn i alderen 3-6 år. Vi arbejder tæt sammen om børnene på tværs af årgange.

Vi ligger i et fantastisk naturområde, som vi nyder at færdes i. Vores naboer er Ørslev Kloster, Ørslev Kloster Hallen og ØKIF, Ørslevkloster Kirke, og der er ikke langt til stranden. I Børneuniverset består personalegruppen af 17 fastansatte medarbejdere, som er fordelt på seks lærere, en undervisningsassistent, tre pædagoger, to pædagogiske assistenter, en pædagogmed-hjælper, en teknisk serviceleder, en skolesekretær, en USFO-leder og en skole- og dagtilbudsleder. Vi har et tæt og godt samarbejde på tværs af alle faggrupper.

Om Nr. Søby Skole: 

Nr. Søby Skole er en grundskole med lige knap 120 børn fordelt på 0.-6. klassetrin. Skolen ligger i naturskønne omgivelser - i et område, der emmer af aktivitet med skoven, Nr. Søby Friluftsbad, Troldehaven (DEN LOKALE BØRNEHAVE), Søby-Højslev Arena (NR. SØBY IDRÆTSFORENING) og den lokale fodboldklub HIF (HØJSLEV IDRÆTSFORENING) som nærmeste naboer. I dagligdagen indgår vi i et tæt, konstruktivt og udviklende samarbejde med vores gode naboer. Som skole nyder vi desuden godt af en rigtig stor og flot forældreopbakning.

Der er 19 ansatte på skolen, der fordeler sig på hovedgrupperne ”Lærere og børnehaveklasseleder” (11), ”SFO-personale” (4), ”Teknisk administrativt personale” (3) og ”Ledelse” (1). Den pædagogiske del af perso-nalet er organiseret i Klasse- og PLF-teams. Der er et tæt og forpligtende samarbejde de enkelte faggrupper imellem.

Vi tilbyder: 

En attraktiv 30 timers stilling med delt (50/50) tjeneste ved henholdsvis Ørslevkloster Børneunivers og på Nr. Søby Skole og dermed en hverdag med masser af alsidige og spændende arbejdsopgaver og udfordringer, hvor ikke to dage er ens. Begge skoler vægter det gode arbejdsmiljø, det nære og tætte fællesskab og det forpligtende og udviklende kollegiale samarbejde. Begge skoler prioriterer et tæt skolehjemsamarbejde.

Stillingen som skolesekretær er meget givende på såvel det faglige som det personlige plan. Det er dog en forudsætning, at du kan trives med ”indkommende-her-og-nu-opgaver”, der fra tid til anden kan forstyrre og skubbe til forhånden liggende opgaver.

Som ansat ved Skive Kommune kan du nyde godt af en intern sundhedsordning, der omfatter fysiske behand-linger og psykologisk krisehjælp. Du kan læse mere om ordningen ved at benytte dette link:
Sundhedsordning - Skive Intranet

Vi søger: 

Vi søger en skolesekretær, der kan varetage mange forskelligartede administrative og praktiske opgaver på skolerne. Vi forventer, at du er stabil, og at du trives i en travl og omskiftelig hverdag med mange afbrydelser. Afgørende er det endvidere, at du er udadvendt og imødekommende, at du har gode samarbejdsevner og humor, og at du trives på en arbejdsplads med skønne børn. Flere af dine arbejdsopgaver foregår i samarbej-de med ledelsen og eller det øvrige personale.
Du kan - eller har mod på at lære at - varetage arbejdet med og omkring nedenstående:
  • Prisme” - bogføring og regnskabsopfølgning 
  • GetOrganized / GO” - elektronisk sags- og dokumenthåndtering - registrering og arkivering 
  • TEA” - elevadministration 
  • ”SD” - personaleadministration, herunder løn 
  • Elevtransport 
  • AULA - fælles kommunikationsplatform for medarbejdere, forældre og elever 
  • Indkøb 
  • Sekretæropgaver i forbindelse med Lokal-MED-udvalg 
  • Telefonpasning 
  • Forplejning til møder med mere
  • Daglige ad hoc-opgaver 
Det er afgørende, at du kan se dig selv i en stilling, der vil byde på ”delt tjeneste” (LIGE MANGE UGENTLIGE TIMER) ved henholdsvis Ørslevkloster Børneunivers og Nr. Søby Skole. Du vil i den forbindelse få god mulighed for at påvirke arbejdsplanen.

Løn- og ansættelsesforhold: 

Der er tale om en fast stilling på 30 løntimer pr. uge med ansættelse pr. 01. oktober 2026. Arbejdstiden er dog omlagt sådan, at der reelt arbejdes 32,14 timer pr. uge i 42 uger. Det indebærer, at der ikke arbejdes på elev-fridage. Der afholdes derudover fire ugers sommerferie i juli måned.

Løn og ansættelsesvilkår er i henhold til gældende overenskomst og principperne om ny løn.

For yderligere information om stillingen kontakt:

Skole- og Dagtilbudsleder Kristina Ottesen på telefon: 31 91 50 71 eller på mail krot@skivekommune.dk
Skoleleder Michael Varmdal Mogensen på telefon 21 55 32 38 eller på mail mvmo@skivekommune.dk

Ansøgningsfrist: 

Stillingen skal søges via Skive.dk senest mandag den 24. august 2026 kl. 10.00.

Ansættelsessamtaler:

Gennemføres torsdag den 27. august 2026 i tidsrummet fra kl. 14.30-17.00.

Søg stillingen elektronisk via vores rekrutteringssystem

RENT LIV er livshjulet på Skiveegnen. Vi skaber vækst og udvikling gennem grønne handlinger. Vi gør det sammen gennem fælles virkelyst. Vi gør det for at benytte, beskytte og udvikle en egn i balance.
Grøn handling i fællesskaber og for en egn i balance. Tilsammen giver det RENT LIV.