Gå til sidens indhold
Billedet viser Skive Kommune i en given situation. Klik for at gå til Skive Kommune forside.

SSA'er til tidsbegrænset stilling til AutismeCenter Skive

SSA med tillid og ansvar som fundament søges til orlovsstilling i AutismeCenter Skive

Har du en stærk faglig identitet, og vil du arbejde et sted, hvor du får vist tillid og tildelt ansvar i opgaveløsningen?

I AutismeCenter Skive søger vi lige nu en social- og sundhedsassistent (SSA) til en orlovsstilling på 1 år med mulighed for forlængelse, da en af vores medarbejdere skal rejse ud at se en anden del af verden end vores.
Vi søger en medarbejder, der trives i en ambitiøs faglig kultur og som vil være med til at løfte vores døgndækkede botilbud Bilstrupvej 27.

Hvem er vi?

AutismeCenter Skive er et specialiseret tilbud til voksne med autismespektrumforstyrrelser samt relaterede psykiske og adfærdsmæssige overbygninger.
Vores fundament bygger på en tæt kobling mellem KRAP (Kognitiv, Ressourcefokuseret og Anerkendende Pædagogik) og LA2u (Low Arousal og udefra-perspektivet). Vi arbejder målrettet med at forebygge mistrivsel og voldsomme episoder ved altid at kigge på borgerens trivsel og vores egen faglige praksis.
Vi er stolte af vores stærke faglige kultur. Hos os er ledelse og samarbejde baseret på tillid. Vi tror på, at de bedste beslutninger træffes tættest på borgeren. Du får derfor et stort ansvar i opgaveløsningen, hvor dine faglige vurderinger vægtes højt, og hvor vi i fællesskab holder hinanden op på den høje kvalitet.

Hvad tilbyder vi dig?

  • Frihed under ansvar: En arbejdsplads med høj grad af tillid, hvor du har indflydelse på tilrettelæggelsen af opgaverne omkring borgeren.
  • Høj faglighed i praksis: Vi er i gang med at integrere LA2u og arbejder desuden med KRAP. Til praksisrefleksion arbejder vi med cirkulær læring, som er en systematisk refleksionsmetode, der tager udgangspunkt i aktionslæringsteori.
  • En grundig introduktion: Du klædes godt på med et individuelt introduktionsforløb og mentorordning.
  • Tværfagligt samarbejde: Et stærkt ”vi”, hvor pædagoger, ergoterapeuter og SSA’ere supplerer hinandens og de øvrige fagligheders kompetencer i et respektfuldt miljø.

Dine primære opgaver

  • At omsætte LA2u og KRAP til konkrete, strukturerede handlinger i hverdagen, der skaber tryghed og trivsel for borgerne.
  • At tage selvstændigt ansvar for opgaveløsningen og udvise handlekraft i den pædagogiske og sundhedsfaglige praksis.
  • At indgå aktivt i vores faglige kultur gennem refleksion, supervision og dokumentation.
  • For dig som SSA'er er der desuden særlig fokus på medicinhåndtering, sundhedsfaglig dokumentation og observation af borgernes somatiske og psykiske trivsel.

Hvem er du?

Du er uddannet social- og sundhedsassistent og har vilje og evne til at sætte din faglighed i spil i hverdagen. Derudover forventer vi, at:
  • Du trives med at få tildelt ansvar, kan arbejde selvstændigt og formår at forvalte den tillid, du bliver givet.
  • Du har kendskab til eller interesse for at mestre LA2u og KRAP i en praktisk hverdag.
  • Du bidrager aktivt til den gode faglige kultur og trives med kollegial sparring og feedback.
  • Du er rolig, har en lav-affektiv tilgang og kan bevare overblikket i komplekse situationer.
  • Du er fleksibel og indstillet på at arbejde i skiftende arbejdstider (dag, aften og weekend). Der skal forventes arbejde hver 3. weekend.

Det praktiske

Stillingen er på op til 37 timer om ugen med start den 1. august 2026 eller hurtigst muligt.
Løn og ansættelsesvilkår sker i henhold til gældende overenskomst og Ny Løn.
Ansøgningsfrist: 18. juni 2026
Ansættelsessamtaler forventes afholdt den 23. juni 2026.

Vil du vide mere?

Har du spørgsmål til stillingerne, er du meget velkommen til at kontakte afdelingsleder Rikke Malling på telefon 20 34 20 24 mail: rmal@skivekommune.dk.

Vi glæder os til at læse din ansøgning!

Søg stillingen elektronisk via vores rekrutteringssystem

RENT LIV er livshjulet på Skiveegnen. Vi skaber vækst og udvikling gennem grønne handlinger. Vi gør det sammen gennem fælles virkelyst. Vi gør det for at benytte, beskytte og udvikle en egn i balance.
Grøn handling i fællesskaber og for en egn i balance. Tilsammen giver det RENT LIV.