Gå til sidens indhold
Billedet viser Skive Kommune i en given situation. Klik for at gå til Skive Kommune forside.

Faglig stærke medarbejdere til Botilbuddet Hjaltesvej 3A

Er du uddannet ergoterapeut, SSA, pædagog, pædagogisk assistent, psykomotorisk terapeut eller lignende? Så er det måske lige dig vi søger.

I CBA-Skive er fællesskab og samarbejde en grundsten og derfor ansætter vi i kombinationsstillinger og du vil på sigt kunne opleve at blive tilknyttet andre steder i organisationen. Du vil primært blive tilknyttet Botilbuddet Hjaltesvej.

Får du energi af at gøre en forskel for borgere med handicap og særlige behov? Ser du det enkelte menneske og dets ressourcer og muligheder? Og kan du skabe relationer, der giver tryghed og livsglæde? Så er du en af dem vi søger.

Hvem er vi?

CBA-Skive består af aktivitets- og samværstilbud, bofællesskaber, aflastning og døgntilbud til borgere med udviklingshandicap. I CBA-Skive er vores styrende værdier selvbestemmelse, livskvalitet og fællesskab for borgeren. Vi arbejder med udviklende mål for den enkelte borger og fokus på gennem trivsel at forebygge situationer med udadreagerende adfærd.

Hos os har vi konstant fokus på faglig udvikling, både af den enkelte og af teamet som samlet enhed. Vi brænder for at arbejde med mennesker, sparre med hinanden om metodiske tilgange og være nysgerrig på nye muligheder og perspektiver. Derfor er vi også overbevist om, at forskellige fagligheder kan spille hinanden gode.

Vi søger lige nu 2 medarbejdere. Begge stillinger er på Botilbuddet Hjaltesvej 3A.

For os er fællesskab, samarbejde og faglig udvikling en grundsten for, at vi kan give borgerne den bedste støtte.

Du får primær tilknytning på Botilbuddet Hjaltesvej 3A og på sigt vil du komme til at indgå i kombinationsstillinger med andre tilbud i CBA-Skive.

”For mig er dialog og åbenhed alfa og omega. Jeg nyder at se den faglighed og ansvarlighed
mine medarbejdere udviser og den kultur vi sammen har skabt.

Vi har et konstant fokus på det faglige perspektiv og hvordan vi kan sikre trivsel ved borgerne.”

Ann, Afdelingsleder Hjaltesvej.

Botilbuddet Hjaltesvej 3A

På Botilbuddet 3A bor der 10 livsglade borgere mellem 26 og 68 år. En del af borgergruppen har Downs syndrom, hvoraf nogle har demens, men fælles for dem alle er, at de har et behov for både pædagogisk, praktisk og personlig støtte i hverdagen. Vi arbejder med udviklende mål for den enkelte borger og har særligt fokus på støttende samtaler og struktur i hverdagen.

På Hjaltesvej brænder vi for at give den enkelte borger en god og indholdsrig hverdag. Hos os er et godt kollega-fællesskab noget som vægtes meget højt, og nysgerrighed og sparring om metodiske tilgange er en naturlig del af vores hverdag.

”Noget af det jeg værdsætter og gør det fedt for mig at gå på arbejde er:
 Indflydelse på andres liv, ved at støtte dem i deres hverdag og fremme deres udvikling.
Være med til at give større selvstændighed og trivsel.
Det er meningsfuldt og givende. Forskellige typer mennesker med forskellige behov og relations arbejde.
Personlig og faglig udvikling. Man arbejder tæt sammen med kolleger og andre faggrupper.
 Arbejder med KRAP / LAU2 og arbejder sundhedsfremmende.
Mulighed for kurser og efteruddannelser.”

Mette, SSA på Botilbuddet Hjaltesvej

Hvad kan vi tilbyde?

Hos os bliver du en del af en arbejdsplads med:
  • en afdeling med nærvær, knus og glæde.
  • tværfaglige teams – sammen spiller vi hinanden gode.
  • fokus på implementering af LA2U i alle vores afdelinger. Mulighed for uddannelse.
  • trygge kollegafællesskaber med hjertevarme og hjælpsomme kolleger.
  • stort fokus på faglighed og borgernes behov.
  • et tæt samarbejde med aktive pårørende, som er involveret i borgernes hverdag.
  • løbende supervision i teamet og struktureret kompetenceudvikling. Hele vores organisation er funderet på KRAP og aktuelt er vi ved at implementere LA2U.
  • ansvar, indflydelse og samarbejde på tværs af afdelinger, da vi er en stor organisation.
  • skiftende arbejdstider på tværs af dag og aften, hverdage, helligdage, samt hver 2. weekend. Der vil være mulighed for at tilgå lokalaftale og derved arbejde hver 4. weekend. Det giver fleksibilitet, hverdagsfri og stort kendskab til borgerne.
  • aktiviteter sammen med borgerne - både indenfor og udenfor huset.

Er det dig vi søger?

I begge stillinger søger vi uddannede medarbejdere, der brænder for stjernestunder med borgerne, faglighed og dokumentation. Du brænder for det pædagogiske felt og at samarbejde og reflektere med kollegaerne om den bedste tilgang omkring borgerne. Du har en stor forståelse for at borgerne er voksne mennesker med en stærk selvbestemmelsesret og du ser veje i, hvordan borgerne kan støttes i deres liv og deres beslutninger.

Vi drømmer om en kollega:
  • med et imødekommende sind og et godt humør, som kan tænke ud af boksen og som tilgår både borgere og kolleger med faglighed og empati.
  • der ser værdien af dokumentation og høj faglighed.
  • der respekterer, at borgeren har sin selvbestemmelse og selvstændighed hele livet og får energi af at arbejde tæt sammen med borgerne om deres ønsker og drømme om et godt liv.
  • der er uddannet inden for KRAP og gerne LA2U, og som kan få faglige tilgange og redskaber til at leve i hverdagens praksis. Det er ikke et krav, men hvis du ikke endnu kender til KRAP og LA2U, skal du være indstillet på at tilegne dig viden fra kurser, eller uddannelse.
  • der synes, at kompleksiteten omkring borgeren er et ekstra plus, der kan udvikle og udfordre din faglighed på den gode måde.
  • der ser det naturlige i at veksle mellem praktiske, sundhedsfaglige og pædagogiske opgaver.
  • har kørekort B, da kørsel af handicapbus er en del af i de daglige arbejdsopgaver.

Send os dit CV og ansøgning, og fortæl hvad der motiverer dig i arbejdet med borgere med udviklingshandicap, og hvor du ser dine faglige kompetencer, kommer godt i spil.

Vi glæder os til at høre fra dig!

Ansættelsesvilkår

For begge stillinger er der ansættelse pr. 1. august 2026.

Der er mulighed for 37 timer efter gældende overenskomst med løn efter kvalifikationer.
Inden ansættelse indhenter vi straffeattest.

Ansøgningsfrist

Ansøgningsfristen er den 23. juni 2026, kl. 12.00 og vi forventer at holde samtaler den 25. juni 2026.

Yderligere information

Du er meget velkommen til at kontakte afdelingsleder Ann Ramsdahl Vestergaard på telefon 20 86 55 55 for at høre mere om stillingerne. Ann er klar til at tage en snak og svare på dine spørgsmål.

Center for Bo- og Aktivitetstilbud har en samlet personalegruppe på ca. 270 medarbejdere – Du kan læse mere på CBA-skives hjemmeside
 

Søg stillingen elektronisk via vores rekrutteringssystem

RENT LIV er livshjulet på Skiveegnen. Vi skaber vækst og udvikling gennem grønne handlinger. Vi gør det sammen gennem fælles virkelyst. Vi gør det for at benytte, beskytte og udvikle en egn i balance.
Grøn handling i fællesskaber og for en egn i balance. Tilsammen giver det RENT LIV.