Gå til sidens indhold
Billedet viser Skive Kommune i en given situation. Klik for at gå til Skive Kommune forside.

Børne- og ungerådgivere til Familiesektionen

Vi søger børne- og ungerådgivere til en fast stilling og to barselsvikariater i Familiesektionen i Skive kommune.

Vi søger tre dygtig børne- og ungerådgiver, der har lyst til og interesse i at arbejde inden for det specialiserede børne- og ungeområde med børn i alderen (ufødt) 0-14 årige og 0-18 (23) årige.

Til den faste stilling i børneteamet søger vi en engageret og fagligt stærk myndighedsrådgiver, som brænder for arbejdet med spædbørn, gravide og familier i udsatte positioner – og som har særlig interesse for eller erfaring med adoptionsområdet. Udover arbejdet med børnesager vil stillingen således indeholde en funktion som den ene af teamets to spædbarnsrådgivere.

Derudover søger vi to engagerede og fagligt velfunderede myndighedsrådgivere som vikarer for to kollegaer til henholdsvis børneteamet og handicapteamet, som brænder for at arbejde med børn og unge i udsatte positioner samt deres forældre og ligeledes kan lide og har flair for behandling af ansøgninger om handicapkompenserende ydelser.

Lidt om os

I Familiesektionen arbejder vi 34 børne- og unge- og handicaprådgivere fordelt i 4 teams; et børneteam (gravide, og 0-14 år), et ungeteam (14-18 (23) år) et handicapteam samt et fremskudt team, der fortrinsvis arbejder med tidlige forebyggende indsatser. Vi har desuden to socialfaglige teamledere, der er tilknyttet de enkelt teams, så der sikres mulighed for tæt faglig sparring på opgaverne. Derudover består afdelingen af vores familieplejeteam og et administrativt team.

Vi er en afdeling, hvor vi vægter det gode kollegiale samarbejde og vi tror på, at vi bedst lykkes sammen, med hinanden, med vores samarbejdspartnere og ikke mindst med de børn, unge og familier, som det hele handler om.

Vi ved, at familierne er eksperter i eget liv, og vi arbejder inddragende og løsningsfokuseret for at bidrage til forandring til gavn for børnene, de unge og deres familier.  Vi har planlagt flere spændende udviklingsprojekter i 2026/2027 for at understøtte implementering af bl.a. Barnets Lov og styrkelse af det tværfaglige samarbejde og børn og unges inddragelse.

Arbejdsopgaverne vil primært bestå af

  • Råd og vejledning
  • Behandling af ansøgninger på det handicapkompenserende område
  • Behandling af underretninger jf. reglerne i Barnets Lov
  • Iværksættelse af indsatser efter Barnets Lov og opfølgning her på
  • Udarbejdelse af børnefaglige undersøgelser
  • Udarbejdelse af indstillinger til Børne- & Ungeudvalget bl.a. i forbindelse med adoptioner
  • Udarbejdelse af barnets plan / ungeplanen
  • Forældre- og børnesamtaler

Vi tror på, at barnet / den unge har behov for at indgå i udviklende fællesskaber for at kunne trives og udvikle sig og vores opgave er derfor altid fokuseret på sammen med familien og barnet / den unge at gå på opdagelse i det eksisterende og potentielle netværk. Vi ser således vores indsatser omkring barnet/den unge og familien som midlertidige, der bl.a. skal understøtte og udvikle det netværk, der på sigt skal være det bærende omkring barnet og dets familie.

Vi forventer, at du er indstillet på at gå optimistisk og engageret til opgaven. Da opgaverne er mange, skal du være i stand til at skabe overblik, at strukturere og prioritere arbejdet samt være fleksibel i opgaveløsningerne.

Vi tilbyder

  • Tæt faglig sparring med ledelsen samt stor fokus på en god refleksions- og sparringskultur
  • Ekstern supervision
  • Et arbejdsmiljø, hvor der er højt til loftet, plads til faglig udfoldelse, nysgerrighed og forskellighed
  • En afdeling der vægter det gode samarbejde med borgere såvel som samarbejdspartnere
  • En afdeling hvor det understøttes, at man har fokus på at arbejde med sig selv og egen faglighed
  • Engagerede og dygtige kollegaer der glæder sig til at byde dig velkommen
  • En introduktionsplan og mentor i din første tid tilpasset din erfaring
  • Sundhedsordning
  • Mulighed for fast ugentlig hjemmearbejdsdag efter opstartsperiode i afdelingen

Din kompetence- og personprofil

  • Du er uddannet socialrådgiver eller socialformidler og gerne med erfaring indenfor området
  • Du har en interesse og forståelse for lovgivningen som rammen for sagsbehandlingen
  • Du har erfaring med inddragende metoder, fx Signs of Safety og kendskab til ICS
  • Du kan lide at have travlt og ser en udfordring i at udvikle dit faglige arbejde
  • Du kan arbejde selvstændigt og har en naturlig systematik i dit arbejde
  • Du vægter høj faglighed og god forvaltningsskik
  • Du er god til at opbygge relationer og etablere kontakt til børn, unge og deres familier med henblik på at afklare deres støttebehov
  • Du har et særligt fokus på et godt tværprofessionelt samarbejde
  • Du har øje for inddragelse af barn, familie og netværk
  • Du er teamplayer og bidrager til et godt arbejdsmiljø i teamet og i afdelingen
  • Du har kendskab til eller erfaring med DUBU
  • Kørekort er en forudsætning for at kunne bestride jobbet

I.f.t. den faste stilling forventer vi, at du har erfaring med arbejdet med spæd- og småbørnsområdet og meget gerne erfaring med at sagsbehandle og udarbejde indstillinger til adoption til Børn- & Ungeudvalget.

Hvis du har lyst til at blive en del af vores spændende arbejdsplads og ovenstående stilling har vakt din interesse, så send os en ansøgning.
Den faste stilling ønskes besat hurtigst muligt.

De to vikarstillinger ønskes besat pr. 1. maj 2026.

Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og aftale om lokal løndannelse.

Yderligere information

Vil du vide mere om jobbet, er du velkommen til at kontakte teamledere Cathrine Sloth Poulsen (telefon 20 80 76 08), Camilla Fabricius Holmen (telefon 25 19 66 00) eller sektionsleder Tina Jensen (telefon 21 19 13 25).

Ansøgningsfrist

Søndag den 22. februar 2026.
Ansættelsessamtaler forventes afholdt onsdag den 25. februar 2026.
Vi glæder os til at høre fra dig.


 

Søg stillingen elektronisk via vores rekrutteringssystem

RENT LIV er livshjulet på Skiveegnen. Vi skaber vækst og udvikling gennem grønne handlinger. Vi gør det sammen gennem fælles virkelyst. Vi gør det for at benytte, beskytte og udvikle en egn i balance.
Grøn handling i fællesskaber og for en egn i balance. Tilsammen giver det RENT LIV.