Gå til sidens indhold
Billedet viser Skive Kommune i en given situation. Klik for at gå til Skive Kommune forside.

Genopslag: Afdelingsleder med et analytisk og detaljeorienteret blik

Kan du give ledelse fri, give dine medarbejdere rygstøtte og skabe faglig refleksion? Vil du være med til at forme og udvikle vores tilbud for borgere med autisme i Skive Kommune? Er du nysgerrig på at udvikle og tage ansvar for ledelse i fællesskab? Og kan du balancere dette med respekt for en allerede velfungerende organisation? Så er det dig, vi søger i AutismeCenter Skive.

I AutismeCenter Skive tror vi på
  • At en kultur, der stræber efter et FÆLLES VI, er udviklende for både borgere, medarbejdere og organisation.
  • At fokuseret faglig udvikling øger kvaliteten af vores arbejde.
  • At forskellige perspektiver øger kvaliteten af vores beslutninger.
  • At medansvar skaber ejerskab, trivsel og engagement.
  • At et psykisk trygt arbejdsmiljø for både medarbejdere og ledere skaber følgeskab, engagement og tilknytning.
  • At respekt, ligeværd, nysgerrighed og ægte interesse for andre er nøglen til gunstig udvikling.
  • At borgernes stemme skal have tyngde og inddrages i beslutninger, der vedrører deres hverdag.
  • At alle kan noget – respekt og ligeværd i mødet med borgerne kan løfte udvikling, mestring og trivsel, samt udfolde det fulde potentiale.

Kan du se dig selv i de værdier – så er vi nysgerrige på dig!

Som afdelingsleder vil dine opgaver bl.a. være

  • At fastholde det velfungerende i kulturen og forandre det meningsfulde.
  • Daglig personaleledelse og faglig ledelse af ca. 35 medarbejdere.
  • Driftsmæssige opgaver som fx overholdelse af afdelingens budgetmæssige rammer, ledelsestilsyn og -kontrol, håndtering af fraværssamtaler, rekruttering etc.
  • At sikre at afdelingen udvikles fagligt og visionært indenfor de økonomiske rammer.
  • At kommunikere jævnligt til relevante modtagere for, at sikre et højt informationsniveau.
  • At sikre en sund arbejdskultur, et godt arbejdsmiljø og en god personaletrivsel. Vi arbejder aktuelt med implementering af forebyggelsespakker inden for belastningspsykologi og psykologisk tryghed, hvor du får et særligt ansvar for den videre implementering.
  • At indgå i et meget tæt samarbejde med dine afdelingslederkolleger.

Der er tre særlige udviklingsopgaver, som bliver centrale dit arbejde i 2026

  1. Du skal iværksætte en målrettet indsats vedr. forankring af faglige metoder, der hviler på en tydelig implementeringsstrategi. Formålet er at styrke den individuelle og organisatoriske læring i afdelingen.
  2. Socialafdelingen vil de næste tre år fokusere særligt på udvikling af muligheder indenfor ”fritidslivets fællesskaber”. Du skal være autismecentrets tovholder og sikre, at borgerne tilbydes mulighed for motion, bevægelse og mulighed for deltagelse i aktive og involverende fællesskaber.
  3. Du skal indgå aktivt i udviklingen af AutismeCenter Skives værdigrundlag og tanker om fælles ledelse sammen med lederkolleger og centerleder.

Vi tilbyder en arbejdsplads

  • med en stærk historik og positive narrativer i omverdenen.
  • med et stærkt fokus på udvikling, innovation og medarbejderinddragelse.
  • med fokus på videreudvikling af et stærkt fagligt fællesskab og et sundt psykisk arbejdsmiljø.
  • med et velfungerende lederteam bestående af 3 afdelingslederkollegaer og en centerleder.
  • med spændende og udfordrende opgaver med gode muligheder for faglig og personlig udvikling.
  • der ønsker dit aktive bidrag til videreudvikling, både fagligt og kulturelt.
  • hvor vi smitter med begejstring.

Den profil vi søger - Ingen kan alting, men vi håber du kan sige ja til meget af nedenstående

  • Først og fremmest er du en person, der leder dine medarbejdere med dialog, tillid og respekt.
  • Du skaber psykologisk tryghed og bidrager med humor, nærvær og oprigtig nysgerrighed, for du ved at et godt arbejdsmiljø er noget vi giver til hinanden.
  • Du er lyttende og eftertænksom, og skaber rum til nye tanker, fælles refleksion og faglig sparring.
  • Du er empatisk og har et smittende og anerkendende menneskesyn.
  • Du har blik for borgernes hele liv, er optaget af borgernes stemme og involverer dem og deres perspektiv i dialog i forhold med betydning for deres hverdag.
  • Du har ledererfaring og gerne lederuddannelse (diplom i ledelse) eller er indstillet på at gennemføre det.
  • Du har erfaring med pårørendesamarbejde og er lydhør overfor de pårørendes perspektiver og tætte samarbejde til gavn for borgerne.
  • Du er udviklingsorienteret og visionær med en analytisk og detaljeorienteret tilgang.
  • Du er lyttende og eftertænksom og skaber rum til nye tanker, fælles refleksion og faglig sparring.
  • Du udviser respekt for den etablerede kultur, men byder samtidig ind med nytænkning og udvikling for at udvikle centerets tilbud.
  • Du er empatisk og har et smittende og anerkendende menneskesyn.
  • Du er åben for samarbejde og dialog med borgerne og involverer dem hvor det er meningsfuldt.
  • Du ser ledelse som en fælles indsats og ved, at de bedste løsninger findes i fællesskab. Du bidrager derfor aktivt til et tæt samarbejde med de øvrige afdelingsledere i autismecentret og i et større ledelsesnetværk på tværs af Socialafdelingen.
  • Du kan bidrage med et analytisk og detaljeorienteret blik, der komplimenterer lederteamets kompetencer.
  • Du er handlekraftig og sikrer via opfølgning hastighed i forandringer.
  • Du formår at afslutte dine opgaver og sikrer opfølgning på uddelegerede opgaver undervejs.
  • Du har blik på personaletrivsel og at sætte den enkelte medarbejders fulde potentiale i spil.

Du vil referere til centerleder Simon Sandbo:
”Jeg glæder mig til at modtage din ansøgning og høre, hvordan du matcher vores værdier og kan omsætte din ledelseserfaring i AutismeCenter Skive.
Som centerleder prioriterer jeg kompetenceudvikling og læring på arbejdspladsen i alle afdelinger - også i ledergruppen.
Som en del af mit lederteam vil du opleve, at jeg leder med afsæt i tillid, dialog, ordentlighed, nærvær, respekt og ansvarlighed. Det er vigtigt for mig, at vi er fælles om høje ambitioner og visioner for AutismeCenter Skive, og at vi har en holdånd, både i den enkelte afdeling, i centret og på tværs i Socialafdelingen.”

AutismeCenter Skive

AutismeCenter Skive (ACS) er et samlet center, der dækker døgntilbud, bo-træning, Beskyttet Beskæftigelse og aktivitets- og samværstilbud for voksne med autisme og ADHD. Vi er en fagligt specialiseret kultur, der hviler på mange års erfaring, og vi oplever os som en attraktiv arbejdsplads. Vores udgangspunkt er, at mennesker uanset handicap under de rigtige betingelser har mulighed for at udvikle sig, opfylde sine ønsker og mål og indgå i positive relationer med andre.

I alt rummer centret 49 botilbudspladser og 4 bo-træningspladser. 91 borgere, herunder borgere i egen bolig, som er visiteret til Idavang/Åhuset og den beskyttede beskæftigelse. Medarbejdergruppen er samlet på ca. 110 personer inkl. ledelse og administration.

Den nuværende organisering brydes op pr. 01.04.2026 og sammensættes derfor på ny ved ansættelsen af den kommende afdelingsleder.

I centret ansættes medarbejdere i kombinationsstillinger, hvor hovedparten af medarbejdere fra dagtilbuddene har weekendarbejde eller morgenopgaver i døgntilbuddene. Det knytter afdelingerne sammen fagligt og relationelt. Dette vilkår opleves som en gave for kulturen og kvaliteten af støtten til borgerne men kræver en masse koordinering afdelingsledere imellem.

I ledergruppen er vi optaget af, at ledelse bedrives sammen, og at vi i fællesskab står på mål for AutismeCenter Skives kvalitet og indsatser i hverdagen. Som afdelingsleder er du ansvarlig for egen afdeling ift. drifts- og personaleansvar for ca. 35 medarbejdere, men vi sigter efter, at hele centeret ledes ud fra fælles værdier og kan lede for hinanden ved behov. Vi uddelegerer ledelsesopgaver til hinanden og løser tværgående ledelsesopgaver på tværs af det samlede center. Gennem de kommende år vil vi sammen udvikle ledelsen af AutismeCenter Skive mod en fælles og funktionsopdelt ledelse. Vi vil samtidig øve os i at frigive beslutninger i hverdagen mest muligt, ud fra tankerne i Kurs, Koordinering og Kommitment.

Du kan derfor forvente, at hele ledergruppen samles en dag om ugen, for at give gode betingelser for løbende at koordinere, sparre og udvikle hinanden og vores fælles ledelsesrum.

Hvilke afdelinger skal vores kommende leder have ansvar for

Da vores nuværende afdelingsleder i afdelingerne Thinggade, Bo-træningen, Bilstrupvej 28 og Klubben efter 30 år i organisationen, har besluttet at gå på efterløn, søger vi en afdelingsleder til AutismeCenter Skive. I et lederskift er der mulighed for at tænke nyt i forhold til organisering.

I forbindelse med ansættelsen bryder vi derfor vores nuværende organisering op og fordeler den samlede opgaveportefølje på en måde, der skaber mere balancerede ledelsesrum. De afdelinger vores kommende afdelingsleder skal lede vil være
  • Botilbuddet Thinggade 15 – 17 (ABL§105, SEL §85), hvor der bor 8 borgere.
  • Bo-træningen, Bilstrupvej 27 HUS E (§107), hvor der bor 4 borgere.
  • Eksterne opgaver for arbejdsmarkedsafdelingen og Børn, Unge og Familier.
  • Klubben (uvisiteret tilbud §79, med op mod 30 deltagende borgere). Klubben har åben tirsdag og torsdag fra kl. 17.00-21.00, samt ca. 10 lørdage om året.

Disse fire mindre afdelinger med 8 medarbejdere har været under tidligere afdelingsleder. Borgerne har det mindste støttebehov i vores tilbud, hvorfor medarbejderne i overvejende grad har alene-arbejde. Teamet er kendetegnet ved flere års samarbejde, et højt fagligt aftryk og stærkt samarbejde. Ved eksterne samarbejdspartnere leveres selvforståelsesforløb, kontaktpersonsforløb for at lette overgangen til voksenområdet og lignende ydelser andre forvaltninger kalder på.

Afdelingerne er kendetegnet ved lange stærke relationer både medarbejderne imellem og til borgerne, hvilket ses i en stærk og engageret kultur og fællesskab. Overskrifter der præger kulturen i dag, er bl.a. frihed under ansvar, et højt tillidsniveau, gensidig involvering, respekt og åbenhed.
  • To af de fire HUSE på Bilstrupvej 27 A-D, fælles ledelse med kollega med klart defineret ansvar.
Bilstrupvej 27 A-D er vores store døgntilbud, som fremover skal ledes i fællesskab med en lederkollega. Alle fire HUSE er i tæt samarbejde i hverdagen og er rigtig gode til at støtte hinanden, så alle har en god hverdag. Borgernes funktionsniveau varierer, nogle er non-verbale med behov for begrænsede stimuli og få færdes på egen hånd i Skive. Alle har behov for tydelige og genkendelige rammer og medarbejdere, der læser og rummer en sommetider anderledes adfærd.

Medarbejdergrupperne repræsenterer mange forskellige faggrupper: pædagoger, ergoterapeuter, social og sundhedsassistenter, pædagogiske assistenter, musikterapeuter og omsorgsmedhjælpere, der kendetegnes ved stor ansvarlighed, højt engagement og fokus på borgernes trivsel i hverdagen. Over de seneste år har HUSENE udviklet et tæt samarbejde, hvor medarbejderne på tværs, støtter hinanden ved akut opståede behov. Dette vilkår er enormt værdifuldt og skal i samarbejde med lederkollega understøttes yderligere fremadrettet.

Ansættelsesvilkår

Stillingen ønskes besat pr. 1. april og er på 37 timer med løn og ansættelsesvilkår i henhold til gældende lederoverenskomst.

Ansøgningsfrist

Ansøgningsfristen er fredag den 13. februar 2026 kl. 12.00.
1. samtale afholdes tirsdag den 17. februar 2026. 2. samtale afholdes mandag den 23. februar 2026. Går du videre til anden samtale, vil der blive lavet en personlighedsprofil.

Yderligere information:
Klik ind og se en præsentation af tilbuddene her.
Du kan læse en uddybende funktionsbeskrivelse for afdelingsledere i Socialafdelingen her
Du kan læse mere om Skive Kommunes ledelsesgrundlag her 
Du kan læse det personlige ledelsesgrundlag for centerleder Simon Sandbo her 

Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til centerleder Simon Sandbo på mobil 22 44 79 75 eller mail ssan@skivekommune.dk.


 

Søg stillingen elektronisk via vores rekrutteringssystem

RENT LIV er livshjulet på Skiveegnen. Vi skaber vækst og udvikling gennem grønne handlinger. Vi gør det sammen gennem fælles virkelyst. Vi gør det for at benytte, beskytte og udvikle en egn i balance.
Grøn handling i fællesskaber og for en egn i balance. Tilsammen giver det RENT LIV.