Gå til sidens indhold
Billedet viser Skive Kommune i en given situation. Klik for at gå til Skive Kommune forside.

Ansvarbevidst nattevagt med overblik til CBA-Skive

Får du energi af at gøre en forskel for borgere med udviklingshandicap og elsker at arbejde om natten? Kan du skabe ro og tryghed omkring dig? Så er det dig vi søger.

Hvem er vi?

CBA-Skive (Center for Bo- og Aktivitetstilbud) består af aktivitets- og samværstilbud, bofællesskaber, aflastning og døgntilbud til borgere med udviklingshandicap. I CBA-Skive er vores styrende værdier selvbestemmelse, livskvalitet og fællesskab for borgeren. Vi arbejder med udviklende mål for den enkelte borger og fokus på, gennem trivsel at forebygge situationer med udadreagerende adfærd.

Vi søger en fast afløser til nattevagter på 37 timer ugentligt. Du vil primært blive tilknyttet Botilbuddet Nattergalevej, som består af 4 huse. For os er fællesskab og samarbejde en grundsten og derfor ansætter vi i kombinationsstillinger og du vil på sigt opleve at blive tilknyttet andre steder i organisationen.

På Nattergalevej bor der 34 borgere. Nattevagterne dækker også Botilbuddet Mejsevej 12 om natten, så i alt varetages 43 borgere. Den ene nattevagt varetager en 1-til-1 opgave, mens de to andre dækker hver deres afdelinger. Funktionerne går på skift mellem nattevagterne og giver derfor variation i vagterne. Om natten holder nattevagterne pauser sammen, og hjælper hinanden ved behov. Vi kører desuden ud og løser opgaver på andre tilbud i Skive by ved behov. I løbet af en nattevagt vil du bl.a. opleve at skulle guide borgere i seng, berolige og give tryghed, skifte en ble, give et bad ved behov, smøre madpakker og sørge for morgenmedicin.

Når du starter hos os, vil du mærke at vi brænder for arbejdet med mennesker, og at vi konstant har fokus på udvikling, både hos borgere og medarbejdere. Det betyder, at du vil blive inddraget i kompetenceudvikling og årlige temadage med resten af centret. Vi prioriterer at sparre med hinanden om faglige perspektiver og metodiske tilgange og er nysgerrige på nye muligheder og perspektiver, og derfor vil du også som nattevagt opleve at blive inddraget i fx VISO-forløb, hvor det giver mening. Desuden er der halvårlige nattevagtsmøder som du vil blive en del af.

Hvad kan vi tilbyde?

Hos os bliver du en del af en arbejdsplads med
  • 6 hjælpsomme nattevagtskolleger, hvor flere har været i afdelingen i mange år.
  • variation i opgaver og placering af vagter. Du vil have perioder, hvor du arbejder 7 dage og har fri 7 dage, og i andre perioder vil du have arbejde fordelt i begge uger.
  • vagter med overlap til aften- og dagvagten. Dette betyder, at du vil have vagter fra kl. 21.50-7.05.
  • en introduktionsperiode med følvagter, med erfarne kolleger.
  • stort fokus på faglighed og borgerens behov, med løbende supervision og kompetenceudvikling. Vi arbejder med KRAP, neuropædagogik og er aktuelt ved at implementere LA2U. Vi står også foran at implementere moduler i belastningspsykologi, som du også vil blive en del af.
  • en positiv tilgang og uhøjtideligt miljø - for vi tror på at det gør mange ting nemmere, både for borgere, pårørende og kollegaer.
  • ansvar, indflydelse og samarbejde på tværs af afdelinger, da vi er en stor organisation.

Er det dig vi søger?

Din uddannelsesmæssige baggrund er ikke afgørende. I stedet er det vigtigt for os, at du trives med at arbejde om natten.

Vi drømmer om en kollega
  • med et varmt hjerte, som møder borgere og kolleger med anerkendelse, empati og godt humør.
  • der brænder for at arbejde selvstændigt om natten, og kan skabe ro og tryghed for borgerne, så de får den bedst mulige nattesøvn og dermed de bedste forudsætninger for trivsel i dagtimerne.
  • der arbejder struktureret og samtidig kan se, hvornår det er nødvendigt at tænke ud af boksen.
  • som værdsætter kompleksitet og forandringer, og tør dele sine idéer og faglige reflektioner.
  • der naturligt samarbejder og ser det pædagogiske perspektiv i både personlig pleje, praktiske, sundhedsfaglige og specialpædagogiske opgaver.
  • der har kørekort, da der kan forekomme kørsel i løbet af natten.

Send os dit CV og ansøgning, og fortæl hvad der motiverer dig i arbejdet med borgere med udviklingshandicap og hvordan dine faglige og personlige kompetencer kan komme godt i spil i vores fællesskab.

Vi glæder os til at høre fra dig!

Ansættelsesvilkår

Vi håber du kan starte 1. april 2025, eller snarest derefter.
Ansættelsen er på 37 timer efter gældende overenskomst med løn efter kvalifikationer.
Inden ansættelse indhenter vi straffeattest.

Yderligere information

Du er meget velkommen til at kontakte afdelingsleder Lisbet Arentsen Munch på telefon 99 15 74 30, for at høre mere om stillingen. Jeg er klar til at tage en snak og svare på dine spørgsmål.

Ansøgningsfrist

19. februar 2025, kl. 12.00.
Vi forventer at holde samtaler den 24. februar 2025.


Center for Bo- og Aktivitetstilbud har en samlet personalegruppe på ca. 270 medarbejdere – Du kan læse mere her: CBA.skive.dk


 

Søg stillingen elektronisk via vores rekrutteringssystem

RENT LIV er livshjulet på Skiveegnen. Vi skaber vækst og udvikling gennem grønne handlinger. Vi gør det sammen gennem fælles virkelyst. Vi gør det for at benytte, beskytte og udvikle en egn i balance.
Grøn handling i fællesskaber og for en egn i balance. Tilsammen giver det RENT LIV.