Gå til sidens indhold
Billedet viser Skive Kommune i en given situation. Klik for at gå til Skive Kommune forside.

Pædagogisk udviklingsstilling hos CBA-Skive

CBA-Skive søger en engageret pædagog med lyst til at omsætte faglighed til praksis, i en ny spændende udviklingsstilling.
”I samspil med borgeren skaber vi mulighed for udvikling, trivsel og mestring af eget liv”

Vil du være med til at skabe meningsfulde liv, og brænder du for at udvikle dit fag sammen med gode kolleger lokalt, og på tværs af organisationen – Så er det lige dig vi søger!
Den faglige udviklingsmedarbejder vil have en bred vifte af opgaver, der retter sig mod forankring af faglige metoder, kvalitetssikring, evaluering og dokumentation af faglige indsatser. Stillingen er samtidig en praksisnær udviklingsstilling, hvor du fordeler opgaverne 50/50 mellem udvikling og praksis. I første omgang på vores skønne botilbud Parcelvej, og over tid på tværs af Center for Bo- og Aktivitetstilbud (CBA).

Da stillingen er ny, vil indholdet udvikle sig løbende. Samtidig ønsker vi på sigt at have flere lignende stillinger i Socialafdelingen, så du skal også kunne samarbejde med kolleger om mål, indhold og retning. 

I den del, der er en udviklingsstilling, vil arbejdsopgaverne være

  • Faglig koordinering og udvikling
    • Du koordinerer og udvikler tilbuddets faglige mål og indsatser, i tæt samarbejde med afdelingslederen og kollegerne. Den faglige udviklingsmedarbejder skal sikre, at de faglige tilgange kontinuerligt bliver udviklet og kvalitetssikret.
  • Borgernes udvikling og selvbestemmelse
    • Du er medskaber af en kultur, hvor borgerne har mulighed for at træffe valg og tage ansvar for deres eget liv. Den faglige udviklingsmedarbejder skal arbejde helhedsorienteret med borgernes behov og ressourcer, i tæt samarbejde med kolleger og pårørende.
  • Faglig retning og faglig sparring
    • Du er med til at sætte en klar faglig retning og er vedholdende i denne.
  • Undervisning og vidensdeling
    • Du planlægger og faciliterer undervisning indenfor relevante faglige metoder og teorier. Det er en forventning til den faglige udviklingsmedarbejder, at denne ligeledes selvstændigt tilegner sig ny viden.
  • Opfølgning og dokumentation
    • Du sikrer kvalitet i dokumentationen, og bistår i udfyldelsen af relevante faglige skemaer og andet relevant dokumentationsarbejde.
  • Kvalitetsarbejde
    • Du er en central del af det faglige kvalitetsarbejde, herunder opfølgning på tilsynsbesøg og udvikling af mål og handleplaner. Du sikrer, at faglige indsatser er i overensstemmelse med de krav og retningslinjer, der er for tilsyn og kvalitetsudvikling.

Hvem er vi?

CBA-Skive består af aktivitets- og samværstilbud, bofællesskaber, aflastning og døgntilbud til borgere med udviklingshandicap. I CBA-Skive er vores styrende værdier selvbestemmelse, livskvalitet og fællesskab for borgeren. Vi er optagede af at støtte til livsmestring og selvstændighed hos borgerne. Vi er cirka 270 kollegaer i 10 tilbud – alle centreret i Skive by.

Udgangspunktet for dit praksisarbejde er Botilbuddet Parcelvej, som indeholder både bofællesskab og døgntilbud. Det er her du møder borgerne og de nære relationer. Det holder dig skarp på kontakten til borgere og pårørende, og giver dig føling med hvordan pædagogikken virker i det daglige. Parcelvej er et botilbud/bofællesskab med 23 borgere, fordelt på tre enheder. Vi brænder for at give den enkelte borger en god og indholdsrig hverdag. Her er et godt kollegafælleskab alfa og omega, og nysgerrighed og sparring om metodiske tilgange er en naturlig del af hverdagen.

Hvad kan vi tilbyde?

  • Et spændende, alsidigt og udfordrende job, hvor du bliver holdt fagligt skarp.
  • Mulighed for at være med til at udvikle stillingen, og sætte fokus på udviklingen af pædagogfaglig praksis, samtidig med at du beholder kontakt til borgerne.
  • Struktureret kompetenceudvikling, så du har mulighed for at udfylde stillingen på bedste vis.
  • Ansvar, indflydelse og samarbejde på tværs af afdelinger, da vi er en stor organisation.
  • Et tæt samarbejde med aktive pårørende, som har sin daglige gang i vores botilbud, og som er involveret i borgerens hverdag.
  • En kombinationsstilling med skiftende arbejdstider på tværs af dag og aften, hverdage og helligdage, samt hver 2. weekend. Det giver fleksibilitet, hverdagsfri og stort kendskab til organisationen. Der vil være mulighed for at arbejde hver 4. weekend, hvis man ønsker at tilgå lokalaftale.
  • En arbejdsplads med fokus på faglighed og livsmestring, og hvor en del af din arbejdstid er afsat specifikt til udvikling af den pædagogfaglige praksis.

Er det dig vi søger?

  • Du er faglig skarp og kan både være en reflekteret kollega på gulvet, og samtidig gå foran i implementerings- og forandringsprocesser.
  • Du skal have lyst til formidling og kunne undervise andre.
  • Du har let til smil og har et imødekommende sind. Du kan tænke ud af boksen, og tilgår både borgere og kolleger med faglighed og empati.
  • Du har gerne kendskab til målgruppen, og har det sorte bælte i IT og faglig dokumentation.
  • Du ser det naturlige i at veksle mellem praktiske og pædagogiske opgaver.
  • Du er uddannet pædagog og kan omsætte pædagogfaglig viden og observationer, i arbejdet med borgere med udviklingshandicap.
  • Du ønsker brændende at bidrage aktivt i det tværfaglige samarbejde, og kan omsætte det til udviklende relationer til både borgere, kolleger og pårørende.
  • Du kan både arbejde selvstændigt og i teams. Du er struktureret, selv i pressede situationer og befinder dig godt i en hverdag, hvor to dage ikke er ens.

Upload dit CV og din ansøgning til os og fortæl, hvad der motiverer dig i stillingen, og hvor du ser dine faglige kompetencer, kommer i spil. Vi glæder os til at høre fra dig!

Ansættelsesvilkår

Vi håber du kan starte hurtigst muligt og senest 1. august 2025.

Ansættelsen er på 37 timer, delt med cirka 50/50 mellem udvikling og praksis, efter gældende overenskomst og med løn efter kvalifikationer.
Inden ansættelse indhenter vi straffeattest.

Yderligere information

Du er meget velkommen til at kontakte afdelingsleder Ann Ramsdahl Vestergaard på telefon 20 86 55 55, for at høre mere om stillingen. Ann er klar til at tage en snak og svare på dine spørgsmål. Se desuden vedhæftede funktionsbeskrivelse.

Ansøgningsfrist

1. august 2025.
Vi holder løbende samtaler.

Center for Bo- og Aktivitetstilbud har en samlet personalegruppe på ca. 270 medarbejdere – Du kan læse mere her: CBA.skive.dk

 

Søg stillingen elektronisk via vores rekrutteringssystem

RENT LIV er livshjulet på Skiveegnen. Vi skaber vækst og udvikling gennem grønne handlinger. Vi gør det sammen gennem fælles virkelyst. Vi gør det for at benytte, beskytte og udvikle en egn i balance.
Grøn handling i fællesskaber og for en egn i balance. Tilsammen giver det RENT LIV.