Gå til sidens indhold

Lolland Kommune

Lolland Kommune

Team Demens søger en struktureret og engageret vagtplanlægger – 32-37 timer

Har du sans for struktur, blik for detaljen og lyst til at sikre en stabil drift i et team med en vigtig samfundsopgave? Brænder du for at få hverdagen til at hænge sammen for både borgere og kollegaer? Så læs videre – måske er du vores nye vagtplanlægger i Team Demens!
 

Om os


Team Demens er en specialiseret enhed i Lolland Kommune, der arbejder med borgere med demens i både afklaringsenheden og kommunens to aktivitets- og træningstilbud i henholdsvis Nakskov og Maribo. Som planlægger vil du få base i Nakskov, men det forventes, at du også er til stede i Maribo efter behov.

Teamet består af en tværfaglig medarbejdergruppe med stort engagement, og vi arbejder målrettet med personcentreret omsorg og høj faglig kvalitet. Ud over de to aktivitets- og træningstilbud, hvor der dagligt er ca. 30 pladser til borgere med demens og borgere med fysiske funktionsnedsættelser, driver teamet afklaringsenheden på Skovcentret i Nakskov. Her er der aktuelt fire boliger og én feriebolig, hvor vi arbejder med borgere med komplekse demensforløb og særligt udfordrende adfærd.
Afklaringsenheden bemandes primært af social- og sundhedsassistenter samt pædagoger, og der er et tæt samarbejde med sygeplejersker, demenskonsulenter og øvrige faggrupper i kommunen.
 

Om stillingen


Vi søger en vagtplanlægger til en fast stilling på 32 timer pr. uge, med mulighed for at supplere op til 37 timer. Timerne udover de 32 vil i så fald indeholde andre opgaver, såsom lettere administrativt arbejde eller praktisk understøttelse af den daglige drift.
Arbejdstiden ligger på hverdage i dagtimerne – som planlægger i Team Demens har du fri i weekender, aftener og på helligdage.
 

Dine primære opgaver

 
  • Udarbejde og vedligeholde vagtplaner for medarbejdergruppen i Team Demens
  • Sikre bemanding i forhold til normering, kompetencer og borgernes behov
  • Håndtere sygdoms- og ferieplanlægning samt løbende justeringer i vagtplanerne
  • Indgå i tæt samarbejde med teamleder omkring daglig drift og kapacitetsstyring
  • Planlægning på tværs af enheder:
    • Medarbejdere i afklaringsenheden, hvor der er døgndækning hele ugen
    • Medarbejdere i aktivitets- og træningstilbuddene, der arbejder i dagtimerne mandag til fredag
  • Koordinere med øvrige planlæggere og samarbejdspartnere i kommunen
  • Bidrage til administrative opgaver relateret til personale og drift (fx mødeindkaldelser, ajourføring i systemer, planlægning af ydelser i Nexus m.m.)
  • Understøtte en god kommunikation og arbejdskultur gennem tydelig formidling af planlægningsbeslutninger
 

Dine kvalifikationer

 
  • Du har erfaring med vagtplanlægning, gerne fra ældreplejen eller en lignende driftsenhed
  • Du arbejder struktureret og har gode IT-kompetencer – kendskab til fx KMD Nexus, OPUS Vagtplan eller tilsvarende er en fordel
  • Du har overblik og evner at bevare roen, når der skal findes hurtige løsninger
  • Du har gode samarbejdsevner og en imødekommende tilgang til kolleger og samarbejdspartnere
  • Du er fleksibel og har lyst til at bidrage aktivt i et team med høj faglighed og stort engagement for borgerne
  • Du er uddannet social- og sundhedshjælper, social- og sundhedsassistent, sundhedsadministrativ koordinator – eller har tilsvarende relevant baggrund
 

Vi tilbyder

 
  • En vigtig og meningsfuld rolle i en specialiseret enhed med høj faglighed
  • Et godt og stabilt arbejdsmiljø med dygtige og engagerede kolleger
  • Mulighed for at præge udviklingen af planlægning og drift
  • Fleksibel arbejdstid med mulighed for op til 37 timer og varierende opgaver
  • Et tæt samarbejde med ledelsen og mulighed for løbende kompetenceudvikling
 

Løn- og ansættelsesvilkår


Løn og ansættelse sker efter gældende overenskomst og principperne for lokal løndannelse.

Stillingen ønskes besat pr. 1. oktober eller 1. november 2025, afhængigt af den rette kandidat.
 

Ansøgningsproces


Ansøgningsfristen er torsdag den 14. august 2025.

Samtaler forventes afholdt torsdag den 21. august 2025


Vil du vide mere?


Du er meget velkommen til at kontakte teamleder Teresa Andersen på telefon +45 23 67 00 39 for yderligere oplysninger. Ferie i uge 27, 28 og 29.



Vi glæder os til at høre fra dig!