Gå til sidens indhold

Vordingborg Kommune

Vordingborg Kommune

Serviceminded og helhedsorienteret Teamleder søges til Danmarks flotteste kommune

Kan du balancere i krydsfeltet mellem daglige driftsopgaver og indkomne ønsker og behov fra vores samarbejdspartnere og borgere i kommunen? Så er du godt på vej til en spændende og udviklende fremtid i Vordingborg Kommune.

Vi er et Serviceområde, der helst ikke siger nej til opgaver, men søger løsninger til alles tilfredshed. Du skal derfor have lyst til at stå i spidsen for et engageret og erfarent driftsteam, hvor trivsel, kvalitet og grøn udvikling går hånd i hånd. Som vores nye Teamleder til Park og Grønne områder får du en central rolle i at sikre, at Vordingborg Kommunes grønne områder fortsat kan nydes af beboere og besøgende – nu og fremover.

Hvem er du
Vi søger dig, der er en erfaren leder og kan navigere i en politisk styret organisation. Du skal kunne lede på distancen og være i stand til at lede mange forskellige fagligheder og ansættelsesformer. Du skal have et serviceorienteret blik på vores kunders behov, om det er politikere, borgere, turister eller brugere af vores grønne arealer.

Din baggrund er ikke afgørende, så længe du har kendskab og viljen til at lære dit område at kende. Det betyder, at du har et overordnet kendskab til og gerne erfaring med drift af grønne områder og maskiner. Ideelt set suppleret med relevant lederuddannelse.

Du har økonomisk forståelse, er god til at formidle både i skrift og tale, og arbejder gerne digitalt. Samtidig er du nysgerrig, åben over for forandringer og har let ved at skabe netværk – både internt og eksternt.

Dine opgaver og ansvarsområder
Som Teamleder får du et bredt og varieret ansvar. Dine primære opgaver vil være at lede, inspirere og videreudvikle et team af dygtige medarbejdere, både faglærte og ufaglærte.

Du planlægger og følger op på driftsopgaver og borgerhenvendelser, har det administrative ansvar for vinter- og glatføreberedskab, og står for økonomistyringen i dit driftsområde.

Det bliver din opgave at sikre et højt serviceniveau og høj kvalitet i vores grønne områder ved kommunale bygninger, parker og naturarealer. Du vil indgå i tæt dialog med borgere, skole- og børnehaveledere og kolleger på tværs af organisationen. Derudover er du aktiv i tværgående projekter, bidrager til den grønne omstilling og inddrager din viden om maskiner og materiel, så vi sammen finder de bedste løsninger.
Men du er ikke alene om det. Sammen med mange dygtige og engagerede medarbejdere, har du også dine holdledere, der støtter dig og har fingeren på pulsen.

Det får du hos os
Hos os bliver du en vigtig del af et handlekraftigt og udviklingsorienteret ledelsesteam, hvor samarbejdet og ambitionerne er høje. Vi tilbyder et arbejdsmiljø med engagerede kolleger, mulighed for at præge vores udvikling og gode rammer for din personlige og faglige vækst. Vi tror på frihed under ansvar, deler gerne viden og støtter hinanden, og vi gør en dyd ud af at sikre, at du får en god start – blandt andet gennem et grundigt onboardingforløb. Her får du alsidighed i opgaverne og tætte samarbejder med både borgere, brugere og foreninger.

Løn og ansættelsesvilkår sker efter kvalifikationer med udgangspunkt i gældende overenskomst. Arbejdstiden er 37 timer om ugen, og arbejdsstedet er Mønsvej 130, 4760 Vordingborg. Tiltrædelse sker snarest muligt og vi tilrettelægger naturligvis opstarten så den passer både dig og os.

Kontakt og ansøgning
Hvis du har spørgsmål, eller gerne vil vide mere om stillingen, er du meget velkommen til at kontakte afdelingsleder Martin Schack på telefon 20 53 26 32 eller på mail marsc@vordingborg.dk. Dog ikke i ugerne 29, 30 og 31 på grund af sommerferie.

Vi ser meget frem til at modtage din ansøgning og høre, hvordan du kan være med til at udvikle vores grønne områder.

Ansøgningsfrist
Søndag d. 9. august 2026

Ansættelsessamtaler
Vi forventer at afholde samtaler i uge 34. Du kan forvente at der bliver brugt test i forløbet.

Ansættelsesdato
Snarest muligt.




Vordingborg Kommune

Vordingborg Kommune er en attraktiv og moderne arbejdsplads beliggende i Danmarks vildeste natur. Her langs Danmarks længste kystlinje mellem historiske købstæder og stærke fællesskaber er vi omtrent 4000 ansatte, der arbejder for at gøre vores kommune til et endnu mere grønt og attraktivt sted at bo og leve.

Vi har fokus på, at hverdagen skal hænge sammen og tilbyder rammerne om et liv i balance. Her får du mange kvadratmeter for færre penge, du kommer tæt på kysten, i spektakulær natur – med et meningsfuldt job. Så kom og vær med!