Gå til sidens indhold

Vordingborg Kommune

Vordingborg Kommune

Kontorelev til Vordingborg Kommune - start 1. september 2026

Vil du have en uddannelse, der giver adgang til flere forskellige karriereveje og et indblik i kommunens spændende opgaver? Som kontorelev i Vordingborg Kommune bliver du en del af en udviklende organisation, hvor du får erhvervserfaring samtidigt med, at du udvikler dine personlige og faglige kompetencer.

Hvad kan vi tilbyde?
Hos os får du en alsidig uddannelse, hvor du i løbet af elevtiden roterer mellem flere afdelinger. Det betyder, at du får indsigt i diverse arbejdsområder og erfaring med mange forskelligartede administrative opgaver.

Under uddannelsen vil du gradvist lære at arbejde mere selvstændigt og kan komme til at arbejde med borgerrelaterede sager, sagsbehandling af politisk karakter og meget andet.

Du bliver tilknyttet en fast elevvejleder, der sørger for en tryg og struktureret opstart og som vil følge dig igennem elevtiden. Derudover bliver du en del af vores elevnetværk, som mødes en gang om måneden, hvor du kan dele erfaringer og stille spørgsmål.

”At være elev i Vordingborg Kommune giver mig mulighed for at udvikle mig fagligt og personligt i et spændende arbejdsmiljø. Jeg får indblik i forskellige områder og deltager i projekter, der spænder fra eventplanlægning til opgaver med politisk karakter. Jeg synes, at det er et godt sted at være, da mine kolleger er engagerede og hjælpsomme, og gode til at støtte mig i min læring og udvikling,” fortæller kontorelev Signe fra Center for Kultur, Fritid og Udvikling.

Vi lægger vægt på, at du
  • Er mødestabil og imødekommende
  • Tager ansvar for din egen læring og har lyst til at lære nye ting
  • Kan arbejde selvstændigt og trives med rutiner såvel som varierende opgaver
  • Kan formulere dig tydeligt både skriftligt og mundtligt i dansk
  • Har interesse for tal og kan arbejde struktureret
     
Løn og arbejdsforhold
Arbejdstiden er 37 timer om ugen og dine løn- og ansættelsesforhold er i henhold til gældende HK-overenskomst for elever. Er du under 25 år, er lønnen ca. 16.389 kr. om måneden, og er du over 25 år, er lønnen ca. 25.015 kr. om måneden.

Skoleophold
I løbet af uddannelsen er der indlagt 3 obligatoriske skoleophold á tre uger på ZBC i Vordingborg. Derudover vil der være forskellige valgfag, der afholdes henholdsvis på ZBC i Vordingborg og Næstved. Som en del af valgfagene tilbydes der en spændende studietur til Bruxelles, hvor der er fokus på EU og internationalisering. Til sidst afsluttes uddannelsen med en fagprøve.

Hvem kan søge?
Hvis du synes, at det lyder spændende og opfylder et af de nedenstående krav inden ansættelsesstart den 1. september 2026:
  • EUX Business med kvalifikationer til kontoruddannelsen med specialer
  • STX, HF, HTX inkl. 5 ugers EUS forløb
  • HHX
  • HG (grundforløb fra handelsskolen) med kvalifikationer til kontoruddannelsen med specialer bestået før 1. august 2015.
     
Er du fyldt 25 år, og har bestået din eksamen efter 1. august 2015, skal du vedlægge en realkompetence vurdering (RKV) eller kontakte en handelsskole for at få udarbejdet en RKV, som vedlægges din ansøgning.

Hvis du har spørgsmål om adgangskrav og uddannelsesretning, kan du kontakte den nærmeste handelsskole.

Du skal desuden vedlægge relevante eksamensbeviser til din ansøgning. Har du endnu ikke modtaget dit eksamensbevis, skal du vedlægge dine standpunktskarakterer. Har du modtaget merit for dele af adgangskravene, skal du også vedlægge disse.

Ansøgning
Send os en motiveret ansøgning, hvor du blandt andet fortæller:
  • Kort om dig selv
  • Hvorfor du har valgt at søge en elevstilling i Vordingborg Kommune
  • Hvad kan du bidrage med hos os
  • Hvilke fremtidige planer du har
Vedlæg dit CV og dit uddannelsesbevis, hvis du har bestået en af de nævnte uddannelser.

Ansøgningsfristen er den 6. marts 2026
Der afholdes individuelle ansættelsessamtaler den 12. marts 2026.

Du er velkommen til at ringe
Til personalechef Randi Jakobsen, telefon 51 54 03 31, eller til kontorelev Signe, telefon 55 36 20 07, hvis du har spørgsmål eller vil høre mere om uddannelsen.


Vordingborg Kommune

Vordingborg Kommune er en attraktiv og moderne arbejdsplads beliggende i Danmarks vildeste natur. Her langs Danmarks længste kystlinje mellem historiske købstæder og stærke fællesskaber er vi omtrent 4000 ansatte, der arbejder for at gøre vores kommune til et endnu mere grønt og attraktivt sted at bo og leve.

Vi har fokus på, at hverdagen skal hænge sammen og tilbyder rammerne om et liv i balance. Her får du mange kvadratmeter for færre penge, du kommer tæt på kysten, i spektakulær natur – med et meningsfuldt job. Så kom og vær med!