Gå til sidens indhold

Sorø Kommune

Sorø Kommune

Administrativ medarbejder til Sorø Sundhedscenter

Sorø Kommunes Sundhedscenter søger en administrativ medarbejder til centrets administration pr. 1. august 2026.


Har du erfaring med kommunal administration, og trives du med at jonglere med flere opgaver, systemer og samarbejdsrelationer? Så kan det være dig, vi søger.

Sorø Sundhedscenter er en del af Fagcenter Social og Sundhed og varetager kommunens tilbud inden for bl.a. forebyggelse og sundhedsfremme, rehabilitering og genoptræning.
 

Om jobbet

Som administrativ medarbejder får du et tæt samarbejde med både ledere, medarbejdere og din administrative kollega. Du bidrager til at sikre en smidig og professionel drift af administrationen og yder god service til både borgere og interne samarbejdspartnere.

Du bliver en del af en lille administration bestående af to medarbejdere, som arbejder tæt sammen og dækker hinandens opgaver. I løser som udgangspunkt alle opgaver i fællesskab, men du vil få primært ansvar for budget- og økonomiopgaver, mens din kollega har hovedansvaret for personaleadministration.

Det er en fordel, hvis du har erfaring fra en lignende stilling – gerne fra en kommune eller anden offentlig organisation.

Arbejdstiden ligger primært i tidsrummet kl. 7.30–15.00, og der er delvis mulighed for hjemmearbejde. Stillingen er på 37 timer ugentligt.
 

Dine opgaver

Økonomi, budget og opfølgning
  • Løbende budgetopfølgning i samarbejde med centrets ledelse, herunder styring af forbrug, afvigelser og budgetudvikling
  • Bidrag til budgetlægning og økonomistyring
  • Udarbejdelse og opfølgning på projektregnskaber
  • Kvalitetssikring af økonomidata samt udarbejdelse af dataudtræk og ledelsesinformation
  • Fakturahåndtering, herunder behandling og kontering af bilag
  • Fakturering af centrets ydelser til interne og eksterne samarbejdspartnere via kommunens elektroniske systemer
  • Understøttelse af indkøb og administration af indkøbskonti

Administrativ drift, service og samarbejde
  • Besvarelse af telefoniske og skriftlige henvendelser fra borgere, samarbejdspartnere og kolleger
  • Generel administrativ understøttelse af ledelse og medarbejdere
  • Personaleadministrative opgaver, herunder indberetning i KMD Opus Vagtplan og Rollebaseret Indgang samt registrering af fravær og ændringer i personaleoplysninger i samarbejde med den centrale løn- og personaleafdeling
  • Opdatering og vedligeholdelse af intranet, infoskærme og informationsmateriale
  • Tovholder på mindre projekter og implementering af nye tiltag, fx IT-systemer
  • Udarbejdelse af dataudtræk, lister og statistik samt referater og mødeunderstøttelse
  • Praktiske og koordinerende opgaver i den daglige drift af sundhedscentret samt ad hoc-opgaver

Vi forventer, at du
  • Har en relevant administrativ uddannelse og gerne erfaring med kommunal økonomi, herunder budgetarbejde, opfølgning, økonomistyring og bilagshåndtering
  • Har forståelse for sammenhængen mellem drift, forbrug og budget – og kan omsætte tal til brugbar ledelsesinformation
  • Gerne har kendskab til SBSYS, KMD Opus Vagtplan og Rollebaseret Indgang (en fordel, ikke et krav)
  • Er en stærk IT-bruger med erfaring i Office-pakken og evt. kendskab til sundhedsfaglige systemer (fx Nexus) samt evne til at bevare overblik på tværs af systemer
  • Arbejder struktureret, detaljeorienteret og ansvarsbevidst
  • Er proaktiv og udviklingsorienteret og bidrager til at skabe overblik og forbedre arbejdsgange
  • Er serviceminded og fleksibel og trives i en hverdag med mange samarbejdsflader

Vi tilbyder
  • Et alsidigt og meningsfuldt job i et sundhedscenter i udvikling
  • Mulighed for faglig udvikling og indflydelse på opgaveløsningen
  • Et job med både ansvar og bredde
  • En arbejdsplads med fokus på dialog, arbejdsmiljø og tværfagligt samarbejde
  • En flad organisation med humor, høj trivsel og stærkt samarbejde
 

Ansættelsesprocedure:

Ansøgningsfrist: 17. juni 2026.

Samtaler afholdes den 25. juni 2026 og evt. 2. samtaler den 29. juni 2026.

Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst. Der indhentes straffeattest ved ansættelsen.
Medbring gerne kontaktoplysninger på to referencer til samtalen.

For yderligere oplysninger kontakt:
  • Louise Hagen, administrativ medarbejder på telefon: 57 87 71 43
  • Evt. Mona Mikkelsen, leder af træningsområdet på telefon: 20 12 55 30

Send din ansøgning elektronisk ved at klikke på "Søg stillingen" og vedhæft din ansøgning og dit CV.

Sorø Sundhedscenter består af træningsteam, logopæd, sundhedsfremme og forebyggelse, forebyggende hjemmebesøg, dagcenter samt hygiejnesygeplejerske. Træningsteamet varetager genoptræning efter Sundheds- og Serviceloven, samt deltager i afholdelse af forløbsprogrammerne. Desuden udføres opgaver bl.a. i samarbejde med skole- og familieafdelingen, sundhedskonsulenterne, jobcenter, dagcentrene m.v.
Sorø Sundhedscenter er centralt beliggende med god adgang til offentlig transport.

 
I Sorø Kommune ser vi mangfoldighed som en styrke, og vi opfordrer alle interesserede til at søge stillingen uanset alder, køn, handicap, race, religion og etnisk tilhørsforhold. Vores værdigrundlag er: troværdighed, engagement og arbejdsglæde, dialog, åbenhed og anerkendelse.

Kommunen har godt 30.000 indbyggere og ligger midt på Sjælland i et naturskønt område med søer og skove. Sorø Kommune har ca. 2.500 medarbejdere – og så er vi i øvrigt en røgfri arbejdsplads.