Gå til sidens indhold
Billedet viser Lyngby-Taarbæk Kommune i en given situation. Klik for at gå til Lyngby-Taarbæk Kommune forside.

Fleksible pædagogiske vikarer til hyggeligt bosted

Brænder du for at støtte vores voksne beboere og brugere med autisme, når vi akut mangler medarbejdere? Så læs videre.

Bostederne Chr. X's Allé og Carlshøjvej søger to fleksible, nærværende og dygtige vikarer til at blive en fast del af vores vikarkorps. Du skal have lyst til at gå på tværs af tre af vores enheder – to bostedhuse og vores interne dagtilbud, hvor du skal være med til at skabe en tryg, forudsigelig og meningsgivende hverdag for vores voksne beboere, hvor trivsel, udvikling og selvstændighed er i fokus.

I de to bostedshuse, hvor du bliver tilknyttet, bor der i hver 6 beboere i alderen 27 til 48 år, som alle har udviklingsforstyrrelser inden for autismespektret. Beboerne har et lavt funktionsniveau, højt støttebehov, begrænsede kommunikative færdigheder og kan blive udadreagerende. Beboerne har brug for tæt støtte i hverdagen for at kunne varetage deres personlige og praktiske gøremål. De støttes bl.a. i deres morgen- og aftenrutiner, når de går i bad, når de spiser deres måltider, og under andre daglige gøremål. Flere beboere er blebrugere og har brug for hjælp til personlig pleje.

4 beboere fra det ene bostedhus og 2 beboere fra det andet bostedhus kommer i vores interne dagtilbud, der har plads til 6 borgere. Alle beboere i dagtilbuddet modtager 1:1-støtte med specielt tilpassede programmer, der favner individuelle behov og interesser. Da dagtilbuddet ligger et stenkast fra de to bostedhuse, er der fokus på at give en helhedsorienteret indsats, hvor ’hjem’ og ’beskæftigelse’ vidensdeler og arbejder tæt sammen.

Vi forventer, at du er god til at arbejde i en dagligdag, hvor en fast ramme og struktur giver ro og trivsel for vores beboere. Du vil skulle varetage spændende pædagogiske og sundhedsfaglige opgaver samt praktiske daglige gøremål i forhold til at drive beboernes hjem. I huset, som du bliver en del af, har hver beboer et fastlagt uge- og dagsskema. Der bliver kun ændret i beboernes faste struktur, hvis en anden struktur kan understøtte trivsel og udvikling. Derudover ledsager vi beboerne på ferier og ture ud af huset. Vores beboere elsker at røre sig på lange gåture i naturen, deltage i festlige arrangementer i vores aktivitetshus og meget mere.

Vi skaber trivsel og sikrer udvikling hos beboerne gennem pædagogiske metoder og redskaber, som blandt andet sanseprofiler, visuel støtte, low arousal, strukturerede samtaler, systematisk dokumentation samt løbende evalueringer af arbejdet med de pædagogiske mål, der er fastlagt for beboerne.

Som vikar i de tre enheder er der mulighed for at tage vagter både morgen, dag, aften og nat. Vi har både rådighedsvagter, nattevagter, 12-timersvagter og kortere vagter. På vagterne arbejder man tæt sammen med sine kollegaer om at støtte beboerne, der har forskelligt funktionsniveau og støttebehov. Nogle beboere deler én medarbejder, mens andre har behov for to medarbejdere til at støtte dem gennem dagligdagen.

Du får

  • En spændende arbejdsplads, hvor du får ansvaret for at støtte vores beboere og brugere.
  • Løbende deltagelse i vikarmøder, hvor du bliver klædt på til at varetage opgaven med at støtte beboerne.
  • Et grundigt introforløb af en erfaren kollega, hvor du er udenfor normering.
  • Professionelt samarbejde på tværs af teams med bl.a. pædagoger, SOSU-assistenter, sygeplejersker, psykomotoriske terapeuter og ergoterapeuter.
  • Et arbejdsmiljø der er under udvikling, og hvor du selv kan være med til at sætte dit præg.
  • En anerkendende ledelse, der værdsætter initiativ, selvstændighed og medinddragelse

Din profil

  • Du er fleksibel og har lyst til mange vagter på alle tider af døgnet og i hverdage, weekender og ferier.
  • Du har erfaring med pædagogisk arbejde.
  • Du har muligvis en uddannelse eller er under uddannelse som pædagog, talepædagog, PAU, lærer, ergoterapeut, fysioterapeut, psykomotorisk terapeut, SOSU-hjælper eller -assistent.
  • Du er tålmodighed og trives i rolige og forudsigelige miljøer.
  • Du har blik for beboernes ressourcer, selvstændiggørelse og udviklingspotentiale.
  • Du har færdigheder indenfor dokumentationsarbejde.
  • Du har evnen og lysten til at arbejde selvstændigt, struktureret og med det team du er på arbejde med.

Om os

Bostederne Chr. X's Allé og Carlshøjvej består af 4 botilbud i Lyngby-Taarbæk Kommune fordelt på 11 bofællesskaber, med ca. 170 medarbejdere og 8 ledere i 11 forskellige boenheder.

Bostederne Chr. X’s Allé og Carlshøjvej retter sig til mennesker med udviklingsforstyrrelser, kognitive funktionsnedsættelser og diagnoser indenfor autismespektret.

Vil du vide mere om os – så besøg vores hjemmeside – www.bostederne.ltk.dk

Ansættelsesvilkår

Løn og ansættelse er efter overenskomst for timelønnet med KL og din faglige organisation.
Vi tilbyder en god løn med udgangspunkt i dine kvalifikationer.
Herudover kan der forhandles tillæg i forhold til kvalifikationer efter aftale om ny løn.
Der vil blive indhentet referencer før et eventuelt tilbud om ansættelse og straffeattest.

Ansøgningsfrist

Stillingsopslaget lukkes den 30. maj kl. 12.00, eller når vi har de nødvendige kandidater til vores vikarkorps.
Der afholdes samtaler og ansættes løbende.

Tiltrædelse sker hurtigst muligt. Arbejdspladsen ligger i Lyngby-Taarbæk Kommune.

Har du spørgsmål?

Hvis du har spørgsmål til stillingerne, er du velkommen til at kontakte afdelingsledere
  • Christina Holte Laugesen på mail choni@ltk.dk eller på telefon 51 28 69 25
  • Louise Mors Erichsen på mail louer@ltk.dk eller på telefon 20 43 10 64

Bostedet er en del af Center for Social Indsats i Lyngby-Taarbæk Kommune.
Vi henter vores medarbejderafsæt i LTK´s værdier. Dem finder du her.

Yderligere oplysninger

Lyt til SL’s podcast, hvor en afdelingsleder og medarbejder fortæller om pårørendesamarbejdet her.

Se et eksempel på, hvordan bostedet afvikler sociale arrangementer for borgere og pårørende her.
Bostedet er er en del af Lyngby- Taarbæk Kommune, og vi henter vores værdier i LTK´s værdigrundlag. Det finder du her.


 

I Lyngby-Taarbæk bliver du del af et stærkt fagligt fællesskab med høje ambitioner i en organisation med ca. 4.000 medarbejdere, der alle arbejder med det fælles mål – at skabe værdi for borgere og erhvervsliv. Vi lægger vægt på god ledelse, trivsel, faglige og personlige udviklingsmuligheder, kreativitet og nytænkning samt balance mellem arbejdsliv og fritidsliv. Vi ser mangfoldighed som en ressource og værdsætter, at medarbejdere hver især bidrager med deres særlige baggrund, personlighed og evner.