Gå til sidens indhold

Rødovre Kommune

Rødovre Kommune

Konsulent til skoleområdet med blik for læring og projektstyring

Vil du være med til at udvikle folkeskolen i Rødovre Kommune? Har du viden om undervisning og læring, og kan du drive projekter og formidle komplekse spørgsmål klart? Så har vi en spændende stilling til dig.

Vi søger en konsulent, der vil være med til at bringe Skoleafdelingens arbejde tættere på skolernes kerneopgave: Børn og unges læring, trivsel og udvikling. Du skal bidrage med faglig indsigt og hjælpe med at omsætte politiske ambitioner og beslutninger til konkrete indsatser, der fungerer i skolernes hverdag. På skoleområdet arbejder vi blandt andet med sundhed og trivsel, læringsfællesskaber for alle samt teknologi og innovation. Vi er optaget af, hvordan indsatserne kan styrke undervisningen og give flere børn og unge gode muligheder for at lære og deltage i fællesskabet. Som konsulent skal du være med til at udvikle og omsætte dette arbejde i tæt samarbejde med skolerne.


Dine opgaver
Du får ansvar for at drive udviklingsopgaver i tæt samarbejde med skolerne, dine kolleger og skoleområdets ledelse. Du skal kunne sætte retning for og drive projekter, skabe overblik og sikre implementering af løsningerne.

Dine opgaver vil blandt andet være at:
  • Tilrettelægge og lede projekter, der understøtter undervisning, læring og trivsel.
  • Facilitere netværk, workshops og holde oplæg
  • Samarbejde med skoleledere og medarbejdere om at udvikle praksis.
  • Bruge data og viden fra skolerne til at undersøge udfordringer, kvalificere indsatser og følge op på resultater.
  • Udarbejde oplæg, politiske sager og anden skriftlig kommunikation, der gør komplekse spørgsmål forståelige og giver et godt grundlag for beslutninger.

Opgaverne bliver sammensat med afsæt i dine kompetencer og Skoleafdelingens samlede ansvar og opgaver. Du får både ansvar for længerevarende projekter og for opgaver, der kræver en hurtig afklaring og et præcist svar.


Det kommer du med
Du har solid viden om folkeskolen og gerne erfaring fra skolernes praksis. Du er optaget af, hvad der skaber god undervisning, læring og trivsel, og har indsigt i den hverdag, skolernes ledere og medarbejdere står i.

Du kan skabe struktur og fremdrift i projekter og få andre med i arbejdet. Du tager ansvar for dine opgaver og bruger dine kollegers viden, når det gør løsningen bedre.

Din kommunikation er en af dine styrker. Du skriver klart og præcist og kan tilpasse både et skriftligt oplæg og en mundtlig drøftelse til dem, du står overfor. Du kan lytte, stille relevante spørgsmål og gøre din faglige vurdering tydelig.

Du kan trække og anvende data som afsæt for faglige spørgsmål og udvikling og sætte tallene i sammenhæng med skolernes erfaringer. Du har også forståelse for at arbejde i en politisk styret organisation. Har du erfaring med politiske bestillinger og med at skrive udvalgssager, er det en fordel.

Din uddannelsesbaggrund kan være forskellig, men det kan være en fordel, hvis du er læreruddannet med en akademisk overbygning. Det afgørende er, at du kan forbinde viden om skolen med evnen til at gennemføre udviklingsarbejde.


Det får du hos os
Du bliver en del af et tværfagligt fællesskab bestående af 9 kolleger med forskellige baggrunde i Skoleafdelingen i Rødovre Kommunes Børne- og Kulturforvaltning. Vi arbejder med både drift, udvikling og politisk betjening og samarbejder tæt med skolerne og på tværs af områder og forvaltninger. Vores fælles ambition er, at arbejdet skal bidrage til læring, trivsel og udvikling for kommunens børn og unge.

Hos os får du en afvekslende hverdag med faglige udfordringer og mulighed for at præge både dine opgaver og vores samarbejde med skolerne. Du kommer tæt på såvel skolernes praksis som de politiske beslutninger og får mulighed for at følge indsatser fra de første overvejelser til konkrete løsninger i hverdagen.

Vi lægger vægt på faglig sparring, et tæt samarbejde og har en uformel omgangstone med humor.


Praktiske oplysninger
Løn og ansættelse sker efter gældende overenskomst og aftale med den forhandlingsberettigede organisation.

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Souschef for skoleområdet, Jeppe Gordon Knudsen 30767647

Ansøgningsfrist: 4/11/26 kl. 12.00. Vi forventer at holde samtaler i perioden mellem den 9/11/26 og den 13/11/26 med tiltrædelse 1. januar 2027.

Rødovre Kommune er en geografisk lille og centralt beliggende kommune med et højt ambitionsniveau for borgerne og byen. Også af den grund er vi en attraktiv og spændende arbejdsplads, og vi ser mangfoldighed som en styrke. Derfor opfordrer vi alle uanset alder, køn, handicap, livsstil, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge jobbet.

Vi tilbyder vores medarbejdere en trivsels- og sundhedsordning med bl.a. fysioterapi og holdtræning. Bemærk, at Rødovre Kommune har røg- og nikotinfri arbejdstid, som betyder, at vi ikke må ryge eller tilsvarende som vapes eller snus i arbejdstiden.

Vores stillinger opslås på fuld tid medmindre andet er angivet i stillingsopslaget.