Gå til sidens indhold

Rødovre Kommune

Rødovre Kommune

Pædagoger søges til Det særlige Dagtilbud Eventyrhuset i Rødovre

Vil du være med til at forme Eventyrhusets DNA og gøre en reel forskel for børn, hvor ulighed kalder på handling?

Motiveres du af at skabe struktur, relationer, trygge rammer og læringsmiljøer for børn med betydelige og varige fysiske og psykiske funktionsnedsættelser, hvor hverdagen er præget af små sejre og store smil?

Det særlige Dagtilbud Eventyrhuset slog dørene op i august 2026, og vi er nu klar til at åbne vores tredje stue. Derfor søger vi flere engagerede pædagoger, der enten har specialpædagogisk erfaring eller ønsker at blive en del af et specialpædagogisk miljø, som har gode relationelle kompetencer og høje ambitioner for det gode børne- og familieliv.

Er det dig, så kom og vær med til at udvikle vores børnehus, hvor hele din faglighed bringes i spil i et tæt tværfagligt samarbejde – og hvor dit bidrag gør en forskel.

Stillingen er kendetegnet ved et udvidet og tillidsfuldt samarbejde med forældre og et stærkt tværfagligt miljø. Vores fremtidsvision er på sigt at bidrage til en kompetencecenterfunktion på tværs af organisationens tilbud.

OM EVENTYRHUSET

Det særlige Dagtilbud Eventyrhuset åbnede dørene i august 2026 og er normeret til op til 24 børn fordelt på fire stuer.

Eventyrhuset er organiseret under Barnets lov §§ 82 og 83 og benytter specialpædagogiske tilgange og metoder, samtidig med at vi lader os inspirere af den styrkede pædagogiske læreplan under dagtilbudsloven.

Eventyrhuset ligger som nabo til en almen integreret daginstitution, som vi samarbejder tæt med, da vi tror på, at både det almene og det specialpædagogiske arbejde gavner alle børns udvikling.

Børnene er i alderen 0-6 år og har betydelige og varige fysiske eller psykiske funktionsnedsættelser. Målgruppen er blandet, men størstedelen af børnene vil have en diagnose eller adfærd inden for autismespektret (ASF) eller ADHD.

Det pædagogiske og terapeutiske samarbejde er rettet mod udviklingen af det enkelte barns ressourcer og udviklingspotentiale gennem oplevelsen af en meningsfuld og indholdsrig hverdag med andre børn. Der er et tæt tværprofessionelt samarbejde med både psykolog, ergo- og fysioterapeut samt logopæd, ligesom der er et tæt samarbejde med børne- og familieafdelingen.

Arbejdet med børnene er funderet i den systemiske tænkning, som bygger på en anerkendende tilgang og altid har øje for den centrale forældreinddragelse.

OM JOBBET

Vi søger engagerede og dygtige pædagoger, gerne med specialpædagogisk erfaring, til stillinger på 34-37 timer hos os i Rødovre Kommune.

Vi skal sammen skabe et pædagogisk team, der tager udgangspunkt i børnenes nærmeste udviklingszone, og som arbejder relations- og ressourceorienteret.

Den daglige pædagogiske hverdag er skræddersyet til børn med særlige behov og indeholder en bred vifte af pædagogiske metoder som totalkommunikation, PECS, sanseintegration og sansemotorik.

Det betyder, at du får rig mulighed for at bringe dine faglige kompetencer i spil og samtidig udvikle nye færdigheder inden for specialpædagogikken.

Dine opgaver bliver bl.a.:
 
  • At planlægge og gennemføre specialpædagogiske forløb med udgangspunkt i barnets ressourcer og behov.
  • At arbejde systematisk med dokumentation og mål for indsatsen.
  • At skabe trygge relationer og en hverdag præget af tydelighed og ro.
  • At bringe dine idéer og din faglighed i spil i et team, hvor der er plads til at være nysgerrig og lære af hinanden.

DIN PROFIL

Du søger stillingen hos os, fordi du er motiveret af at være med til at videreudvikle et dagtilbud, der allerede er åbnet, og som gør en helt særlig forskel for vores mest sårbare børn. Du anser struktur og systematik som vigtige faktorer for pædagogisk og terapeutisk kvalitet.

Vi ved, at ingen kan alt, men vi kigger efter dig, som:
 
  • Brænder for at skabe en hverdag, hvor børnene trives og udvikler sig i trygge, strukturerede rammer.
  • Evner at tilpasse dig ændringer i hverdagen, mens du stadig sikrer forudsigelighed for børnene.
  • Har kendskab til den styrkede pædagogiske læreplan og interesse i at indgå i samarbejde med almene dagtilbud om børnenes udvikling dér, hvor det giver mening i forhold til børnenes udviklingsmål.
  • Kan se værdien i det tværfaglige samarbejde som et positivt bidrag til kerneopgaven.
  • Har stærke formidlingskompetencer, både skriftligt og mundtligt, og kan arbejde selvstændigt ud fra individuelle udviklingsbeskrivelser.

DERFOR SKAL DU VÆLGE OS

I Rødovre Kommune tror vi på, at den tidlige indsats er afgørende for børns trivsel og udvikling.

Hos os får du dermed mulighed for at gøre en forskel – hver dag. Vi tilbyder et krævende, men utroligt givende arbejde i et varmt og samarbejdsorienteret miljø, hvor vi værdsætter arbejdsglæde højt.

Som pædagog hos os har du rig mulighed for at udvikle dine faglige kompetencer, både gennem tæt samarbejde med vores tværfaglige team og ved at deltage i relevante kurser og faglig sparring. Vi sørger for, at du bliver en del af et solidt fagligt fællesskab, der sammen skaber de bedste udviklingsmuligheder for børnene.

LØN- OG ANSÆTTELSESVILKÅR

Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til gældende overenskomst og efter aftale med den forhandlingsberettigede organisation.

Stillingerne er til besættelse den 1. januar 2027.

Ansøgningsfristen er den 9. november, og der afholdes ansættelsessamtaler den 12. november mellem kl. 8.30 og 14.00.

I forbindelse med ansættelsen indhenter vi referencer samt straffeattest og børneattest.
 

Rødovre Kommune er en geografisk lille og centralt beliggende kommune med et højt ambitionsniveau for borgerne og byen. Også af den grund er vi en attraktiv og spændende arbejdsplads, og vi ser mangfoldighed som en styrke. Derfor opfordrer vi alle uanset alder, køn, handicap, livsstil, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge jobbet.

Vi tilbyder vores medarbejdere en trivsels- og sundhedsordning med bl.a. fysioterapi og holdtræning. Bemærk, at Rødovre Kommune har røg- og nikotinfri arbejdstid, som betyder, at vi ikke må ryge eller tilsvarende som vapes eller snus i arbejdstiden.

Vores stillinger opslås på fuld tid medmindre andet er angivet i stillingsopslaget.