Om jobbet
Forestil dig et job, hvor du den ene dag står i et tilrøget værtshus og forsøger at overtale en barejer til at give en borger med et ustabilt fremmøde en chance mere. Og den næste dag står du i lobbyen hos et hæderkronet revisorfirma og taler med en smart-i-en-fart leder om hvordan en medarbejder med kroniske symptomer kan fastholdes i jobbet efter en sygemelding.
Forestil dig så et job, hvor du nørder formuleringer og dokumentation med dine kolleger, og bagefter skal stå på mål for dine faglige vurderinger, i samarbejde med sagsbehandlere og andre fageksperter.
Hvis det lyder spændende, så er det måske dig vi leder efter.
Fra den 1. december 2026 eller snarest derefter søger vi en ny kollega som afklaringskonsulent til Jobteam 2.
Her bliver du en del af vores højt specialiserede gruppe af afklaringskonsulenter, hvor vi arbejder med borgere der, ud over ledighed, også har sociale, psykiske, fysiske eller helbredsmæssige udfordringer.
Vores opgave er at hjælpe borgere med at udvikle og afklare deres arbejdsevne – herunder i forløb, hvor der skal tages stilling til mulighederne for fleksjob eller førtidspension.
En stor del af arbejdet består i at finde de rigtige virksomhedspraktikker, skabe gode match mellem borger og virksomhed og følge tæt op undervejs. Samtidig skal du kunne dokumentere borgerens udvikling og arbejdsevne skarpt, objektivt og fagligt solidt. Det hele munder ud i en skriftlig rapport, som ofte bliver en bærende del af grundlaget for at borgeren kan komme videre til den rette løsning.
Et job med mange facetterDet, mange af os holder af ved jobbet, er at det trækker på flere forskellige kompetencer på én gang.
Der er:
- en relations skabende del, hvor du opbygger tillid hos både borgere og virksomheder
- en virksomhedsopsøgende del, hvor du skal åbne døre og skabe muligheder
- en analytisk og skriftlig del, hvor du observerer, vurderer og dokumenterer
- en koordinerende del, hvor du samarbejder tæt med sagsbehandlere og andre fagpersoner
- en socialfaglig del, hvor du arbejder med mennesker i komplekse livssituationer
Dine opgaverDu vil blandt andet skulle:
• gennemgå relevante lægelige oplysninger og omsætte beskrevne skånehensyn til rammerne for en praktik,
• finde og etablere virksomhedspraktikker, der matcher borgerens ressourcer og udfordringer,
• skabe og vedligeholde kontakt til virksomheder og samarbejdspartnere,
• følge op på praktikforløb og sikre, at de udvikler sig i den rigtige retning,
• iværksætte relevante indsatser, støttebehov og hjælpemidler,
• dokumentere arbejdsevne, progression og observationer i en høj faglig kvalitet,
• journalisere samtaler, aftaler og indsatser i kommunens fagsystemer,
• samarbejde tæt med myndighedssagsbehandlere og øvrige fagpersoner omkring borgerens forløb.
Hvem er du?
Vi leder efter dig, der har:
• stærk skriftlighed,
• gode analysekundskaber,
• gode kommunikationsfærdigheder,
• evne til at skabe relationer og navigere i meget forskellige miljøer,
• lyst til både det udadvendte virksomhedsarbejde og den grundige dokumentation.
Din uddannelsesbaggrund er ikke det vigtigste. Du kan komme med forskellige faglige indgange, og erfaring med socialt arbejde er klart en fordel – men ikke et krav.
Det vigtigste er, at du kan se dig selv i et job, hvor du både skal kunne tale med mange forskellige mennesker, holde overblik i komplekse forløb og formulere dig skarpt på skrift.
Det er desuden en fordel, hvis du:
• har erfaring med virksomhedsopsøgende arbejde,
• har forståelse for beskæftigelsesområdet og målgrupper med komplekse udfordringer,
• kan arbejde selvstændigt og struktureret,
• trives i en hverdag, hvor ikke to dage ligner hinanden,
• har kendskab til eller flair for it- og fagsystemer.
Vi arbejder blandt andet i Momentum, SBSYS og VITAS, så erfaring med disse eller lignende systemer vil være en fordel.
Derfor skal du vælge os
Det her er et job for dig, der gerne vil bruge flere sider af dig selv.
Du skal kunne være insisterende, når en virksomhed skal åbnes. Du skal kunne være nysgerrig og ordentlig i mødet med borgere, som ofte står i svære situationer. Og du skal kunne være præcis og skarp, når dine observationer og vurderinger skal bedømmes.
Hvis du kommer ind i jobbet uden at kende socialområdet i dybden, skal det ikke afholde dig fra at søge. Har du det faglige fundament og de rette personlige kompetencer, er der gode muligheder for opkvalificering, kurser og videreudvikling.
Om os Du bliver en del af et team på fem jobkonsulenter – snart seks – som arbejder tæt sammen om at hjælpe borgere videre.
Vi løfter i flok, sparrer meget med hinanden og bruger hinandens blik på både formuleringer, vurderinger og konkrete sager. Når det faglige skal være skarpt, er vi grundige. Og når der er plads til det sætter vi også pris på tant og fjas – både i vores egen gruppe og i det større team, vi er en del af.
Løn- og ansættelsesvilkår
I henhold til gældende overenskomst og efter aftale med den forhandlingsberettigede organisation.
Hvis du vil vide mere
Se mere på
www.rk.dk . Du er også velkommen til at kontakte Teamchef Mark Nicolai Høyer på telefonnr. 3068 5365. Ansøgningsfrist er den 30. oktober 2026. Send den med knappen ’Søg stillingen’/’Ansøg online’.
Rødovre Kommune er en geografisk lille og centralt beliggende kommune med et højt ambitionsniveau for borgerne og byen. Også af den grund er vi en attraktiv og spændende arbejdsplads, og vi ser mangfoldighed som en styrke. Derfor opfordrer vi alle uanset alder, køn, handicap, livsstil, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge jobbet.
Vi tilbyder vores medarbejdere en trivsels- og sundhedsordning med bl.a. fysioterapi og holdtræning. Bemærk, at Rødovre Kommune har røg- og nikotinfri arbejdstid, som betyder, at vi ikke må ryge eller tilsvarende som vapes eller snus i arbejdstiden.
Vores stillinger opslås på fuld tid medmindre andet er angivet i stillingsopslaget.