Om jobbet
Arbejdsmarkedscenter Rødovre vil være førende inden for området rehabilitering og afklaring af langtidsledige personer længst væk fra arbejdsmarkedet. Vi søger derfor en grundig ambitiøs og faglig stærk cand.psych. eller psykolog til indsatsen, der kan gøre os til et endnu stærkere team.
Hvorfor har vi brug for dig?En del af de borgere vi har tilknyttet, har psykiske, personlighedsmæssige og/eller adfærdsmæssige udfordringer i forhold til at deltage i forpligtende relationer væk fra hjemmet.
Vi ønsker at opnormere vores faglige kapacitet med en cand.psych. eller psykolog, der kan vejlede både os og borgerne om mulige veje ud af et fastlåst og isoleret udgangspunkt og eller dokumentere, hvis udvikling faktisk ikke er mulig.
Dine opgaverSom vores nye cand.psych. eller psykolog bliver dine opgaver at understøtte udvikling og afklaring af arbejdsevnen hos kommunens aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere med fokus på at de får fodfæste på arbejdsmarkedet.
Dine arbejdsopgaver vil bestå af:- Vejledning af sagsbehandlerne i sager, hvor borgernes psykiske problemstillinger udgør en væsentlig hindring for deltagelse i opfølgningssamtaler og aktivering i kommunalt regi.
- Deltagelse i opfølgningssamtaler, i rådgivende rolle, sammen med sagsbehandlerne i tilfælde hvor borgers psykiske tilstand udgør en bekymring for både borger og sagsbehandler i forhold til borgers evne til at deltage i kommunens tilbud,
- Afholdelse af korterevarende samtaleforløb om mestring og tro på egne evner i tilfælde hvor borgernes tro på, at de kan gennemføre og deltage i kommunens tilbud er svækket.
- Udarbejde skriftlig dokumentation for indsatsen.
Din baggrund
Du skal have erfaring fra en lignende stilling eller via din uddannelse være en oplagt kandidat i forhold til de evner, vi efterspørger. Du er uddannet cand.psych. eller psykolog med erfaring fra en lignende stilling, der fagligt kvalificerer dig til at løfte opgaven. Er du nyuddannet, men har særlig interesse for stillingen, hører vi også gerne fra dig.
Hvad forventer vi af dig?Du bliver en del af et ambitiøst team, der sætter faglighed højt og brænder for de ledige og de virksomheder, vi arbejder sammen med. Vi ønsker en kollega, der kan sige ja til følgende fire egenskaber:
Du kan lide ansvar Du får ansvar for at yder psykologfaglige bidrag til spørgsmål af stor betydning for borgerne – herunder om revalidering, fleksjob og social pension samt deltagelse i og afholdelse af samtaler med borgere, der befinder sig i meget udsatte positioner.
Du er fleksibelBeskæftigelsesområdet er i konstant bevægelse – og du formår at følge disse bevægelser. Når du tager hjem fra arbejde, er dagen sjældent blevet som du planlagde om morgenen – og du kan lide at arbejde på den måde.
Du er god til at skriveDu skriver enkelt, forståeligt dansk og er bevidst om, at de mennesker, der skal forstå os, har vidt forskellige forudsætninger.
Du har kendskab til – eller interesse for at lære - beskæftigelses- og forsørgelseslovgivning
Hvad skal du ellers lave - og sammen med hvem?Yderligere kan du stå for tværgående undervisning i Arbejdsmarkedscenteret og du vil indgå i forskellige faglige arbejdsgrupper og projekter (afhængig af dine interesseområder).
Arbejdsmarkedscenter Rødovre har en del samarbejde med både privatpraktiserende læger og det øvrige behandlingsvæsen og du vil kunne blive inddraget heri i de tilfælde, hvor samarbejdet forløbet mindre hensigtsmæssigt – i visse tilfælde for at redegøre for vores hensigter i mere psykologfaglige termer.
Da det er en forholdsvis ny stilling hos os, vil du også få mulighed for at påvirke stillingens indhold.
Hvem er vi?
Vores team har ansvaret for Arbejdsmarkedscentrets indsats for aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere og personer i ressourceforløb. Teamet indeholder desuden områder som integration og kontrolindsats mod socialt bedrageri. Den daglige ledelse varetages af teamchef og vi er 35 medarbejdere tilknyttet teamet.
Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingen er på 25 timer om ugen og med start snarest muligt. Du vil blive aflønnet i henhold til overenskomst med Dansk Psykolog Forening og arbejdet vil kunne tilrettelægges, så du kan inddrage supervisor med henblik på senere autorisation.
Hvis du vil vide mere
Se mere på
www.rk.dk. Du er også velkommen til at kontakte Teamchef Mark Nicolai Høyer på telefonnr. 3068 5365.
Ansøgning
Vi skal have din ansøgning senest den 30. oktober 2026. Send den med knappen ’Søg stillingen’/’Ansøg online’.
Rødovre Kommune er en geografisk lille og centralt beliggende kommune med et højt ambitionsniveau for borgerne og byen. Også af den grund er vi en attraktiv og spændende arbejdsplads, og vi ser mangfoldighed som en styrke. Derfor opfordrer vi alle uanset alder, køn, handicap, livsstil, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge jobbet.
Vi tilbyder vores medarbejdere en trivsels- og sundhedsordning med bl.a. fysioterapi og holdtræning. Bemærk, at Rødovre Kommune har røg- og nikotinfri arbejdstid, som betyder, at vi ikke må ryge eller tilsvarende som vapes eller snus i arbejdstiden.
Vores stillinger opslås på fuld tid medmindre andet er angivet i stillingsopslaget.