Gå til sidens indhold

Rødovre Kommune

Rødovre Kommune

Kom med på holdet: Islev Skole og SFO søger ny SFO-leder

Er du en tydelig, varm og nærværende leder, der kan skabe retning og gode relationer?
 - så er det måske dig, vi leder efter.


Vores nuværende SFO-leder har ønsket en anden rolle med mere tid sammen med børnene og de unge. Samtidig vokser børnetallet i SFO’en og klubben på Islev Skole – vores tilbud er nemlig populære blandt børnene på skolen og de unge i området.

Vi søger derfor en engageret SFO-leder, som får ansvaret for det samlede SFO- og klubtilbud på Islev Skole og bliver nærmeste leder for tre afdelingsledere.

Du bliver en del af skolens ledelsesteam, som består af skoleleder, indskolingsleder, udskolingsleder/viceskoleleder, en administrativ leder og SFO-lederen.

Fritidsdelen på Islev Skole
Islev Skole har ca. 650 elever og omkring 100 medarbejdere.
Fritidsdelen har 25 fastansatte pædagoger/assistenter og tre afdelingsledere fordelt på fire afdelinger (junior- og ungdomsklub har samme leder):
 
  • SFO I – Snurretoppen med 135 børn fra 0.-1. klasse
  • SFO I – Miniklubben med 150 børn fra 2.-3. klasse
  • SFO II – Juniorklubben med 165 børn fra 4.-6. klasse
  • Ungdomsklubben fra 7. årgang til og med 17 år

En aktiv hverdag
I SFO’ernes hverdag er det kreativitet, leg og bevægelse, der præger aktiviteterne.
Pædagogerne i Snurretoppen og Miniklubben har desuden en del skoletimer i 0.-3. klasse, og hver pædagog er knyttet til en bestemt klasse. Det er derfor vigtigt, at den kommende SFO-leder har holdninger til og erfaring med den del af pædagogernes arbejde, der foregår i undervisningstiden. Du skal kunne understøtte et respektfuldt og ligeværdigt samarbejde mellem lærere og pædagoger og sammen med indskolingslederen være med til at udvikle og kvalificere dette arbejde.

Vi tror på ledelse tæt på praksis
For os handler god ledelse om at skabe retning og få mennesker til at lykkes.
Som SFO-leder har du 100 % ledelsestid og dermed tid til både de administrative opgaver og til at være tilgængelig og nærværende i hverdagen. Afdelingslederne har hver 25 % ledelsestid og indgår i den øvrige tid i det pædagogiske arbejde i afdelingerne.
Du skal kunne skifte mellem det strategiske, det administrative og det relationelle – og have blik for både den daglige drift og den pædagogiske udvikling.

Vi ved, at ingen kan alt – men vi leder efter dig, der
  • er uddannet pædagog og har erfaring fra en lignende stilling
  • har erfaring med pædagogers arbejde i undervisningstiden og samarbejdet mellem lærere og pædagoger
  • har administrativt overblik, erfaring med skemalægning og budgetter og kendskab til fx KMD, OPUS, AULA og Docendo
  • kan stå i spidsen for samarbejdet på tværs af afdelingerne
  • kan skabe tydelighed og retning og samtidig give plads til medarbejdernes faglighed og initiativ
  • tager de svære samtaler, når det er nødvendigt
  • ser feedback og dialog som en naturlig del af et professionelt fællesskab
  • er tæt på børn, unge og medarbejdere og nysgerrig på, hvad der foregår i praksis
  • er nærværende og relationsstærk og møder børn, unge, forældre og medarbejdere med respekt og venlighed
  • er målrettet, ansvarsfuld, struktureret og handlekraftig
  • bevarer overblikket og det gode humør, når det går stærkt

Du bliver en del af et stærkt fællesskab
Islev Skole og SFO er kendetegnet ved engagerede, initiativrige og fleksible medarbejdere, som møder hinanden med åbenhed, tillid og humor. Vi ser alle børn og unge som unikke med hver deres behov, kvaliteter og kompetencer. Vi har formuleret vores værdier sammen med børn og forældre på skolen, og du kan se dem på Islev Skoles hjemmeside.

Vi lægger vægt på et godt arbejdsmiljø – og ikke mindst på at tage godt imod nye medarbejdere og ledere, så de hurtigt bliver en del af fællesskabet og det, vi har sammen. Vi arbejder tæt sammen i ledelsesteamet: Vi bruger hinandens kompetencer, giver hinanden feedback og står sammen om de beslutninger, vi træffer.

Ansættelsesproces

Sidste ansøgningsfrist: d. 2. november 2026
1. samtalerunde: d. 10. november
2. samtalerunde: d. 17. november
Tiltrædelse: Stillingen ønskes besat pr. 1. januar 2027

Løn og ansættelsesvilkår
I henhold til gældende overenskomst og efter aftale med den forhandlingsberettigede organisation.

Vil du vide mere?
Ring gerne til skoleleder Helge Andreasen på 30 76 82 01 og få en uformel snak om stillingen.
Vi viser også gerne vores SFO frem, hvis du har lyst til at kigge forbi og få en fornemmelse af hverdagen.

Vi glæder os til at høre fra dig.

Rødovre Kommune er en geografisk lille og centralt beliggende kommune med et højt ambitionsniveau for borgerne og byen. Også af den grund er vi en attraktiv og spændende arbejdsplads, og vi ser mangfoldighed som en styrke. Derfor opfordrer vi alle uanset alder, køn, handicap, livsstil, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge jobbet.

Vi tilbyder vores medarbejdere en trivsels- og sundhedsordning med bl.a. fysioterapi og holdtræning. Bemærk, at Rødovre Kommune har røg- og nikotinfri arbejdstid, som betyder, at vi ikke må ryge eller tilsvarende som vapes eller snus i arbejdstiden.

Vores stillinger opslås på fuld tid medmindre andet er angivet i stillingsopslaget.