Gå til sidens indhold

Rødovre Kommune

Rødovre Kommune

souschef søges til Børnehuset Mælkevejen

Souschef søges til børnehus i rivende udvikling
Brænder du for det gode børne- og familieliv, hvor struktur, trygge rammer og læringsmiljøer er i centrum, så kunne det være dig der kan blive vores nye souschef.
Motiveres du af at udvikle pædagogisk faglighed, skabe overblik og sætte retning i fællesskab med os andre, så er det dig vi søger. Du er både istand til at agere selvstændigt og indgå i et forpligtende arbejdsfællesskab.
Om Mælkevejen:
Mælkevejen er et børnehus med 2 vuggestuegrupper og 2 børnehavegrupper.
I alt har vi 24 vuggestuebørn og 44 børnehavebørn.

Personalegruppen består af en blanding af nye og erfarne. Vi er både mænd og kvinder. Unge og Ældre.
Vi arbejder på tværs i huset, når det giver mening og vi arbejder med en struktur i hverdagen som skal bære præg af tryghed, glæde, læring og sjov for alle.
Vi har en kultur der præges af fællesskab og faglig sparring, hvor barnet og barnets familie er i centrum.
Vi er glade for at bruge de omkringliggende udeområder, men også at skabe gode læringsmiljøer på vores egen hyggelige legeplads, som vi hele tiden forandrer på og skaber nye muligheder for vores børn.
Legepladsen er også et læringsrum, hvor vi udfordrer børnene.

Vi arbejder med bevægelse, læringsmiljøer og sprog som fokuserede indsatser.

Social indsats:
Vores samarbejde med forældrene sætter vi stor pris på. Vores forældregruppe er blandet og med meget forskellige kompetencer og indsigt i dagligdagen – derfor også vigtigt at vi hele tiden har forældrene med i arbejdet. En opgave du som souschef kommer til at være tæt på. Vi forsøger løbende at give forældrene support, gode råd og hjælp til selvhjælp og adgang til tværfaglige samarbejdspartnere.
Vi ser ”en social indsats” som en væsentlig del af vores hverdag og forventer også at du som kollega har mod og lyst til denne del også.

”Løbende uddannelse / opkvalificering”:
Pædagogisk arbejder vi målrettet med at uddanne os løbende, både med kommunens tilbud og med ideer og tanker vi selv opsøger. Vi har lige afsluttet et kursusforløb med sprog- og læringsmiljøer i centrum.
Vi er certificeret i arbejde med ”Hanen” og skal starte et forløb med DGI, hvor vi har fokus på bevægelse og læringsmiljøer, der kan understøtte dette. Et forløb vi glæder os til at få dig med på vognen til.

Souschefstillingen:
Som souschef er du en del af normeringen 20 timer om ugen og indgår i det pædagogiske arbejde på en stue. Derudover er der 17 timer til ledelse, som planlægges sammen med lederen.
Vores ledelsesteam bygger på tillid, en åben dialog, fælles refleksion, som danner grundlag for vores ledelse af Mælkevejen. Vi har et velfungerende TRIO, som vi både lytter til og samarbejder tæt med.
Som souschef er du et vigtigt fagligt fyrtårn for medarbejderne og viser retning igennem din praksis. Du har både lyst og motivation til at være i børnehavegruppe og vuggestuegruppe. Der er afsat ugentlige forberedelsestimer til samtlige medarbejdere, og du er med til at udvikle den pædagogiske praksis i bl.a. vores refleksionsrum for pædagogerne.
Sammen med lederen har du blik for helheden i huset, så vores ressourcer bruges bedst muligt.
Der er i Rødovre Kommune fokus på at skabe stærke ledelsesteams, og du bliver som souschef en del af kommunens souschefnetværk, som mødes fast en gang i kvartalet.
Vi søger dig, som:
  • er nysgerrig på stillingen både som en ledelsesopgave og som en pædagogisk opgave,
  • kan og vil indgå i et tæt samarbejde i ledelsesteam – som ser souschefopgaven som spændende og lærerig,
  • er en tydelig tovholder og kan gå forrest med lyst og energi, samt ideer og forslag,
  • har overblik for husets ressourcer og fordeling af disse til glæde og gavn for hele huset,
  • vil være med til at udvikle og styrke Mælkevejens samarbejde på tværs i huset,
  • kan udvikle og omsætte vores pædagogik til praksis i hverdagen,
Det er vigtigt for Mælkevejen, at du motiveres af at skabe rammer og struktur, så vi alle lykkes, men også kan give plads til nye tiltag på en måske usikker grund:
”vi prøver det af, retter til og finder nye veje i vores pædagogiske praksis”
Hvis du vil vide mere
Besøg Mælkevejen inden du sender din ansøgning, så vi kan møde hinanden, og så jeg kan vise dig børnehuset og omgivelserne.
Du er meget velkommen til at kontakte mig: Leder Majbritt Hansen på telefon 3737 8930 eller på mobil 3076 8930 eller på mail: cn31774@rk.dk
Løn- og ansættelsesvilkår
Ansættelsen sker i henhold til gældende overenskomst og efter aftale med den forhandlingsberettiget organisation.
Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler i uge 17.
Stillingen er til besættelse 1.maj 2026, men vi venter på den rette.
I forbindelse med ansættelsen indhenter vi referencer, straffe- og børneattest

Rødovre Kommune er en geografisk lille og centralt beliggende kommune med et højt ambitionsniveau for borgerne og byen. Også af den grund er vi en attraktiv og spændende arbejdsplads, og vi ser mangfoldighed som en styrke. Derfor opfordrer vi alle uanset alder, køn, handicap, livsstil, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge jobbet.

Vi tilbyder vores medarbejdere en trivsels- og sundhedsordning med bl.a. fysioterapi og holdtræning. Bemærk, at Rødovre Kommune har røg- og nikotinfri arbejdstid, som betyder, at vi ikke må ryge eller tilsvarende som vapes eller snus i arbejdstiden.

Vores stillinger opslås på fuld tid medmindre andet er angivet i stillingsopslaget.