Gå til sidens indhold

Rødovre Kommune

Rødovre Kommune

Personalejuridisk konsulent til Rødovre Kommune

Om jobbet

Trives du med at bruge dine solide juridiske kompetencer i kombination med rådgivning af ledere på alle niveauer? Har du erfaring med dialog og rådgivning om det juridiske mulighedsrum i det brede spektrum af udfordringer, som findes på en stor, mangfoldig arbejdsplads? Så kan det være dig, vi søger.

Nu har du muligheden for at blive personalejuridisk konsulent i fantastiske Rødovre Kommune. Vi er er en geografisk lille og centralt beliggende kommune med et stort ambitionsniveau for borgerne og byen. Også af den grund er vi en spændende og attraktiv arbejdsplads.

Som personalejuridisk konsulent i Løn og Personale bliver du personalepartner for lederne i en af vores tre forvaltninger. Kommunens ledere har ansvar for mange forskellige opgaver indenfor børne- og ungeområdet, kultur og fritid, ældreområdet og hjemmeplejen, sundhedsområdet og hele det tekniske område, både by og miljø, parker og veje som infrastrukturen. Læs mere om Rødovre Kommunes opgaver på hjemmesiden www.rk.dk.

Hverdagen som personalejuridisk konsulent
I dagligdagen vil du få et tæt samarbejde med cheferne og lederne i kommunen, og internt med dine kollegaer i det personalejuridiske team. Du får desuden et tæt arbejdsfællesskab med personalekonsulenterne og lønkonsulenterne.

Du har samarbejde med de faglige organisationer og medarbejderrepræsentanter på området. Vi lægger vægt på at have et godt og tillidsbaseret samarbejde og forhandlingsklima med de faglige organisationer. Vi går til forhandlinger med ambition om at nå til enighed om gode løsninger, som alle parter kan se sig ind i.

Din profil

Som person er du venlig og imødekommende, og trives med udadvendt samarbejde med ledere og med dialog med medarbejderrepræsentanter. Du er god til helhedsorienteret samarbejde om opgaverne, både internt og med dine ledere. Du er opsøgende i forhold til at gribe og forfølge relevante personalejuridiske problemstillinger, nye overenskomst- og aftalemæssige tiltag. Du kan på den ene side evne at holde fast og på den anden side finde kompromisset i de situationer, der kræver det.

Du er en god formidler både skriftligt og mundtligt, og andre har let ved at forstå dig. Du kan skabe gode relationer og godt samarbejde. Du viser respekt for mennesker og formår at navigere i komplekse sager med en venlig og professionel tilgang.

Fagligt har du
  • en relevant uddannelse, fx cand.jur., cand.merc.jur. eller tilsvarende
  • nogle års erfaring med personalejuridisk sagsbehandling på højt niveau
  • godt kendskab til offentlig arbejdsret, herunder kommunale overenskomster
  • lyst til undervisning af ledere
  • forhandlingserfaring.
Det er også en fordel, hvis du har viden og interesse for nye arbejdsmetoder og brug af RPA og AI.

Du behøver selvfølgelig ikke at kunne det hele. Det vigtigste er, at du har relevant baggrund og erfaring, talentet og supplerer vores arbejdsfællesskab fagligt og personligt. Det er også vigtigt, at det giver mening for dig, at du som personalejuridisk konsulent er med til at arbejde for en god arbejdsplads til gavn for borgerne i Rødovre Kommune.

Derfor skal du vælge os

Løn og Personale er i gang med at implementere en teamstruktur, hvor vores personalejuridiske konsulenter er en del af Vilkår og Arbejdsmiljø med reference til personalechefen.

Med fokus på Vilkårsdelen er hovedopgaverne, som du også har del i
  • overenskomster og lokalaftaler
  • rådgive og bistå ledere i kommunen med håndteringen af personalejuridiske sager og sager om uansøgt afsked samt om personalepolitiske emner
  • deltagelse ved særlige taskforce indsatser, hvor der lokalt er behov for tværfaglighed
  • overblik over praksis indenfor Løn og Personales ansvarsområder
  • forhandlinger med de faglige organisationer
  • analyseopgaver i tilknytning til personalepolitiske tiltag og indsatser
  • oplæg og indstillinger til direktion, Hovedudvalg og Økonomiudvalg
  • lønstrategi og oplæg til årlige lønforhandlinger
  • MED-samarbejde og sekretariat for Hoveudvalget
  • undervisning af ledere og intern undervisning.
Vi er 22 medarbejdere med en bred sammensætning af kompetencer indenfor HR og arbejdsmiljø med høj faglighed og erfaring.

Ingen kan alt, heller ikke os. Til gengæld kan vi hjælpes ad. Du får en flok kollegaer med fokus på opgaverne, som binder os sammen i et godt fagligt fællesskab. Vi har let til latter og tror på, at resultater går hånd i hånd med trivsel, arbejdsfællesskab, indflydelse og fleksibilitet. Vi sparrer med hinanden fordi vi ved at det kan gavne med flere øjne på sagen.

Vi tilbyder et selvstændigt job med indflydelse på din hverdag, fleksible arbejdsvilkår med mulighed for hjemmearbejde op til to dage om ugen, og et godt arbejdsmiljø.

Du kommer til at sidde på Rådhuset i lyse lokaler på 1. eller 2. sal med udsigt til Rådhuspladsen i Rødovre – kun 8 kilometer fra Rådhuspladsen i København, og lige ved siden af Rødovre Centrum. Det er let at komme til og fra arbejde, både på cykel, i bil og med kollektiv trafik. Vi har en god kantine og gode personalepolitiske rammer.

Vi glæder til at hjælpe dig med at komme godt fra start hos os.

Løn- og ansættelsesvilkår

Du ansættes efter gældende overenskomst og efter forhandling med din forhandlingsberettigede organisation. Det er en fuldtidsstilling med start senest 1. juni 2025.

Hvis du vil vide mere

Se mere på www.rk.dk. Du er også velkommen til at kontakte personalejuridisk konsulent Louise Høeg på telefon 36 37 76 37 eller personalechef Marianne Fæster Nielsen på 23 33 23 00.

Ansøgning

Skriv en kort, motiveret ansøgning, og brug dit CV til at beskrive hvad du byder ind med. Send din ansøgning med cv og dokumentation for uddannelse senest mandag den 31. marts 2025. Vi inviterer 4-6 ansøgere til samtale efter en vurdering af de faglige og personlige kompetencer i forhold til opslaget. Vi forventer at holde ansættelsessamtaler med første og anden samtalerunde i uge 15-18. Vi tager referencer på de kandidater, der går videre til anden samtalerunde – naturligvis efter aftale.

Rødovre Kommune er en geografisk lille og centralt beliggende kommune med et højt ambitionsniveau for borgerne og byen. Også af den grund er vi en attraktiv og spændende arbejdsplads, og vi ser mangfoldighed som en styrke. Derfor opfordrer vi alle uanset alder, køn, handicap, livsstil, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge jobbet.

Vi tilbyder vores medarbejdere en trivsels- og sundhedsordning med bl.a. fysioterapi og holdtræning. Bemærk, at Rødovre Kommune har røg- og nikotinfri arbejdstid, som betyder, at vi ikke må ryge eller tilsvarende som vapes eller snus i arbejdstiden.

Vores stillinger opslås på fuld tid medmindre andet er angivet i stillingsopslaget.