Om jobbet
Er du optaget af, at børn skal have den allerbedste start her i livet? Og vil du, sammen med dygtige og engagerede kollegaer, være med til at skabe gode børneliv, hvor udviklende og anerkendende læringsmiljøer er i fokus? Så er det dig, vi er på udkig efter i vores dejlige børnehus.
Børnehuset Espelunden er en stor nybygget daginstitution normeret til 72 vuggestuebørn og 120 børnehavebørn. Vi arbejder hver dag med at skabe mindre læringsrum til mindre børnegrupper både indendørs og udendørs. Vi har en helt fantastisk legeplads, hvor børnene har mulighed for at udfordre sig selv motorisk, være modig og med plads til en masse fordybelse. Derudover ligger vi i et grønt område med mange varierede udflugtsmuligheder.
Vi starter dagen ude på legepladsen, da vi kan se, at uderummet giver børnene mulighed for at lande roligt og med højt til loftet.
I Espelunden afprøver vi i fællesskab nye idéer og tiltag af i vores pædagogiske praksis, og vi er derfor altid nysgerrige efter, hvad du har på hjerte.
Vores menneskesyn er forankret i den systemiske tankegang, hvor relationers betydning er et centralt omdrejningspunkt. Med afsæt i Den styrkede Læreplan arbejder vi fagligt med de hele cirkler omkring barnet, tryghedscirklen og robusthedscirklen. Vi arbejder med en fælles kvalitetsforståelse ved at dykke ned i temaer som Relationer og samspil, Leg og aktiviteter, Læringsmiljøer og organisering samt evalueringskultur. Vi har flere gange om året projekter på tværs af stuer og børnegrupper.
Derudover har vi et tæt samarbejde med Rødovre Kommunes PPR, som vi sparrer med i vores pædagogiske praksis.
Rødovre Kommune er organiseret med ledelse tæt på. Det betyder, at vi i Børnehuset Espelunden er ansat en leder, en souschef og to afdelingsledere med fast base i huset.
Vi har en udviklingsorienteret og reflekterende ledelse, som skaber refleksionsrum med tid til faglig sparring. Ledelsen deltager aktivt i husets interne møder, og medvirker med engagement i de faglige dialoger, der spirer rundt omkring i huset. Som ledelse er vi meget opmærksomme på at være tilgængelige og nærværende i hverdagen.
I Børnehuset Espelunden definerer vi synlig ledelse således"God synlig ledelse handler om at være relations-kompetent, hvor gensidig tillid og rolige nervesystemer på professionel vis kan skabe psykologisk tryghed i alle situationer. Det skal sætte spor i den enkelte medarbejder til selv at kunne løfte kerneopgaven."
Din profil
Vi ved, ingen kan alt, men vi kigger efter dig som- har en høj pædagogisk faglighed, fordi vores børn har brug for os i hverdagen
- har et positivt menneskesyn
- har ja-hatten på og ser muligheder fremfor begrænsninger
- brænder for noget, der giver dig god energi, og som du ønsker at inddrage i dit arbejdsliv
- ved, at vi er vigtige rollemodeller i barnets første 6 leveår, og har bevidsthed om det ansvar, der dermed følger
- har et børneperspektiv med fokus på kvalitet i hverdagspædagogik, og med fokus på at skabe et godt børneliv, hvor barndommen har værdi i sig selv
- er anerkendende og nærværende i børnehøjde
- er god til at skabe relationer til både børn, kollegaer, ledelse og forældre, fordi vi tror på, at vi kommer længst, når vi har et godt samarbejde
- er klar på at træde ind i et børnehus med energiske kollegaer og aktive børn, og at du derfor både kan bevare og skabe ro og struktur
- kan reflektere over praksis og byde ind med perspektiver og synspunkter på teammøder, personalemøder m.m.
- har overblik og kan arbejde struktureret.
Når du starter hos os, får du tilsendt forskellige papirer, som introducerer dig til Børnehuset Espelunden. Det kan hjælpe dig til at lande sikkert og godt hos os. Du vil få dygtige, og hjælpsomme kollegaer, som du kan sparre med og som kan hjælpe dig i gang.
Derfor skal du vælge os
Vi kan ikke alt, men vi er særlig stolte af- et fagligt fællesskab og en personalegruppe, som værner om det gode og sunde arbejdsmiljø, hvor vi hilser på hinanden, er nysgerrige og ser smil, grin og humor som en naturlig del af arbejdsdagen
- vores sociale liv udenfor arbejdspladsen, hvor vi ofte mødes efter lyst og behov
- at i Børnehuset Espelunden tager vi afsæt i Rødovre Kommunes arbejde med social kapital, og arbejder aktivt med det gode psykiske arbejdsmiljø
- at vi har fokus på at skabe et professionelt miljø med tillid, samarbejde og retfærdighed som fundament
- at vi har forskellige erfaringer og kompetencer, som vi kan udnytte positivt i hverdagen
- vi tror på, at ved at gøre vores bedste, ved at turde byde ind med nye idéer og initiativer, kan vi blive klogere og sammen udvikle og optimere praksis.
Vi søger pædagoger til vores børnehave og vuggestue 32-37 timer med start d 1.marts 2025 eller snarest derefter. Du er meget velkommen til at kontakte os eller komme forbi og se vores dejlige børnehus.
Løn- og ansættelsesvilkår
I henhold til gældende overenskomst og efter aftale med den forhandlingsberettigede organisation.
Hvis du vil vide mere
Hvis du vil vide mere, kan du læse mere på www.rk.dk. Du er også velkommen til at kontakte leder Michele Bay Olsen, souschef Louise Holm Jørgensen eller afdelingsledere Charlotte Strømlund og Anita Toft på 36 37 88 00 for en rundvisning i huset.
Ansøgning
Vi skal have din ansøgning med relevante bilag og referencer senest d. 21.4.2025. Klik på knappen ”søg job” for at sende din ansøgning. Vi holder løbende ansættelsessamtaler.
Rødovre Kommune har røgfri arbejdstid. Vi ser mangfoldighed som en styrke. Derfor opfordrer vi alle uanset alder, køn, handicap, livsstil, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge jobbet. Vi tilbyder vores medarbejdere en trivsels- og sundhedsordning med bl.a. fysioterapi og holdtræning. Vores stillinger opslås på fuld tid medmindre andet er angivet i stillingsopslaget.