Om jobbet
Er du optaget af byplanlægning, bæredygtighed og arkitektur, og har du lyst til at arbejde i et tværfagligt miljø, der skaber resultater sammen med borgere og virksomheder? Så læs videre.
Som byplanlægger i Rødovre har du mulighed for at arbejde med alle dele af planlægningen, fra planstrategi, kommuneplan og lokalplaner til udviklingsplaner og anlægsprojekter. Vi er et lille hold, der i fællesskab har hele kommunen som arbejdsfelt, men hver især med ansvar for egne opgaver og projekter. Vi trækker på faglige kompetencer hos kollegaer i andre afdelinger med viden om f.eks. klimatilpasning, trafik, træer, beplantning. Omvendt bidrager vi også med vores kompetencer i projekter i andre afdelinger.
Aktuelt står vi overfor revision af kommuneplanen, ny planlægning for gammelt erhvervsområde, planlægning for bevaring af kulturmiljøer, for udbygning af skoler og dagtilbud, for udvikling af ældre almene boligafdelinger, for bæredygtig udvikling i parcelhusområder, og uden tvivl andre opgaver, som vi ikke kender endnu.
Rødovre er en af landets tættest befolkede kommuner, og vores planlægning handler om at omdanne byen til nye behov og samtidig fastholde historien og kvaliteterne i det bestående. Vi manøvrerer dagligt i denne kompleksitet, og lykkes med det, fordi vi praktiserer en tæt og tillidsfuld dialog og samarbejde med implicerede parter internt såvel som eksternt.
Din profil
Vi søger en kollega som samarbejder godt på tværs af forskellige fagområder og kan tage selvstændigt ansvar og skabe fremdrift i sine opgaver.
Vi ved, at ingen kan alt, men vi kigger særligt efter dig som…
- Kan projektlede en planproces hele vejen fra ide til realisering
- Har et godt kendskab til planloven og generel interesse for jura og ejendomsdannelse
- Evner at formidle fysisk planlægning og arkitektur i både skrift og tale
- Har interesse for transformation og bevaring af kulturmiljøer
- Har interesse og sans for digitale redskaber i planlægningen, herunder Plandata og DKplan
- Har kendskab til adobepakken (hovedsageligt Indesign)
Derfor skal du vælge os
Du bliver en del af et alsidigt fællesskab i afdelingen Byplan og Geodata. Byplanlæggerne sidder sammen i et lille storrum, hvor der dagligt er mulighed og lejlighed til at dele viden og erfaringer og sparre om opgaverne.
Tilsammen er vi i Byplan og Geodata 12 kollegaer med forskellige opgaver og uddannelsesmæssige baggrunde. Uanset forskellighederne er vi alle sammen med til at skabe et godt og trygt socialt arbejdsklima. Vi lægger vægt på at skabe fælles oplevelser, som f.eks. faglige udflugter sammen og/eller fejring af højtider og mærkedage i festligt fællesskab.
Byplan og Geodata udgør sammen med Byggesag- og Erhverv området for Byudvikling. Som chef for Byudviklingsområdet har vi en stadsarkitekt, der har ansvar for det arkitektoniske udtryk i Rødovre Kommune – både for bygningerne og for det rum, der skabes imellem bygningerne.
Byudviklingsområdet er en del af Teknisk Forvaltning, hvor vi drøfter løsninger, frem for begrænsninger og løser opgaverne i tværfagligt fællesskab til gavn for byens borgere og virksomheder.
Løn- og ansættelsesvilkår
I henhold til gældende overenskomst og efter aftale med den forhandlingsberettigede organisation. Stillingen er en fuldtidsstilling på 37 timer med start pr. 1 januar 2025.
Arbejdsstedet er Teknisk Forvaltning, Tæbyvej 77, 2610 Rødovre. Arbejdssproget er dansk.
Hvis du vil vide mere
Du kan se og læse mere om Rødovre Kommune på vores hjemmeside rk.dk
Har du spørgsmål til jobbet, er du velkommen til at kontakte os.
Lise Kongsgaard – leder af Byplan og Geodata 3076 7286
Ansøgning
Ansættelsessamtaler vil foregå mandag den 18. og tirsdag den 19. november 2024.
Eventuel 2. samtale vil foregå mandag den 25. november 2024.
Rødovre Kommune har røgfri arbejdstid. Vi ser mangfoldighed som en styrke. Derfor opfordrer vi alle uanset alder, køn, handicap, livsstil, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge jobbet. Vi tilbyder vores medarbejdere en trivsels- og sundhedsordning med bl.a. fysioterapi og holdtræning.