Gå til sidens indhold

Rødovre Kommune

Rødovre Kommune

Er du Vestbads samlende leder

Vestbad er Rødovre og Brøndby Kommunes fælles tilbud til borgerne om svømmehal, friluftsbad, fitness, wellness, fysioterapi og meget mere. Det er et samlingssted, der bidrager til sundhed, sjov, fællesskab, oplevelser, demokrati og sammenhængskraft i lokalsamfundet.

Om jobbet

Vi tilbyder et spændende job, hvor du bliver omdrejningspunktet for de ca. 100 medarbejdere i Vestbad og ansvarlig for, at der er stabil drift 17 timer hver dag hele året rundt. Vi har i omegnen af 1.000 besøgende hver dag, hvilket stiller store krav til vores serviceniveau, imødekommenhed og præcision. Vores mange aktivitetstilbud forudsætter også et ganske komplekst teknisk driftsmiljø, der skal vedligeholdes og udvikles.

Vi tilbyder en masse spændende opgaver, hvor du på den ene side bliver en del af et kommunalt samarbejde og på den anden side skal tænke kommercielt, da Vestbad også er afhængig af, at der kommer betalende gæster. Du kommer til at arbejde tæt sammen med alle medarbejderne i Vestbad, og i særlig grad kommer du til at spille en væsentlig rolle som leder for en række teamledere, der hjælper dig med at sætte retningen for hele Vestbad og håndtere alle de uforudsete ting, der opstår dagligt. Det er en livlig hverdag, hvor det er meget tydeligt, hvornår du lykkes som leder for hele Vestbad.

Gæster, sikker drift og sjov
”Jeg har brug for en dygtig leder, der vil samarbejde og udvikle. Derudover skal det være en erfaren leder, der skaber følgeskab med energi, gejst og tydelighed. Vi har til gengæld hele pakken, hvor man kan lede dedikerede medarbejdere, få stor indflydelse og gøre en god forskel for mange borgere”, Mia Sørup Kultur- og Fritidschef i Rødovre Kommune.

I dagligdagen refererer du til Mia Sørup, der er Kulturchef- og Fritidschef i Rødovre Kommune, og du vil også blive en del af en velfungerende ledergruppe på idræts- og kulturområdet i Rødovre Kommune. Der vil være masser af kollegaskab, faglig sparring og god energi. Du vil sammen med Mia sørge for betjening af bestyrelsen for Vestbad, som sætter den overordnede retning for organisationen. Bestyrelsen er sammensat af politikere fra Brøndby og Rødovre kommuner. Du bliver personaleleder for teamlederne og får det overordnede budget- og driftsansvar for hele Vestbad. Medarbejderne er en skøn blanding af faglærte, ufaglærte, fastansatte, løstansatte, unge, ældre og med forskellig anciennitet. Det er op til dig at beslutte, hvordan Vestbad bedst organiseres og hvilke mødefora, der skal sikre den løbende drift og udvikling. Du bliver også kontaktperson for de foreninger, klubber, skoler m.m., der har fast gang i Vestbad.

Om dig

Ideelt set har du ledelseserfaring fra en større multihal. Du behøver ikke nødvendigvis konkret erfaring med at drive svømmehal – men du må meget gerne kunne svømme ??. Du kan evt. også komme fra hotel-, fitness-, facility management-, sikkerheds- eller restaurationsbranchen – bare ledelsesopgaven, du har varetaget, har haft en vis størrelse, kompleksitet og kommercialisme. Måske du har været leder i politiet, forsvaret eller fængselsvæsenet? Du skal have erfaring med at vedligeholde og udvikle de fysiske rammer, så gæsterne oplever et attraktivt og velfungerende miljø. Det vigtigste er, hvad du har lavet i karrieren, men du har formentlig en videregående uddannelse med i rygsækken.

Som leder står du for ordentlighed – og du siger, hvad du gør, og gør, hvad du siger. Du må også gerne kalde en spade for en spade og være optaget af tydelig kommunikation både internt og eksternt. Du skal værne om sikkerhed og hygiejne i alt, hvad du gør. Du får tingene gjort og motiverer medarbejderne med din positivitet og empati.

Løn- og ansættelsesvilkår

Ansættelsen sker i henhold til gældende overenskomst og efter aftale med den forhandlingsberettigede organisation.

Hvis du vil vide mere

kan du læse mere her. Du er også velkommen til at kontakte Mia Sørup, Kultur- og Fritidschef i Rødovre Kommune, på tlf. nr. 2256 7903.

Ansøgning

Der er ansøgningsfrist d. 11.  august 2024. Der vil være 1. samtale d. 20. august 2024. Går du videre fra samtalen vil der være test i uge 34 og 2. samtale d. 26. august 2024. Klik på knappen ”søg job” for at sende din ansøgning.
 



Rødovre Kommune har røgfri arbejdstid. Vi ser mangfoldighed som en styrke. Derfor opfordrer vi alle uanset alder, køn, handicap, livsstil, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge jobbet. Vi tilbyder vores medarbejdere en trivsels- og sundhedsordning med bl.a. fysioterapi og holdtræning.