Gå til sidens indhold

Horsens Kommune

Horsens Kommune

Horsens Byskole afd. Kildegade søger en fagligt velfunderet og kreativ matematiklærer

Vi søger en matematiklærer til mellemtrinnet, som brænder for at lave god og motiverende undervisning med fokus på faglig progression, deltagelsesmuligheder for alle elever og varierede læringsformer. Udover matematik er der historie og engelsk i skemaet.

Det er et krav til stillingen, at du har erfaring som lærer og matematik som linjefag.
Der er tale om en fast fuldtidsstilling

På Kildegade er vi kendetegnet ved vores særlige kulturprofil, hvor vi har et samarbejde med Kulturstationen. Samarbejdet bidrager til æstetiske læreprocesser og giver børnene mulighed for at arbejde med kulturelle og kreative udtryksformer som en integreret del af deres skolegang.

Hver tirsdag morgen mødes hele afdelingen til fælleskor, hvor vi synger i fællesskab med vores musikunderviser fra Musikskolen. I indskolingen har vi K-fag i et fast modul hele året, hvor eleverne i 10-ugers rul møder undervisere fra Kulturstationen i dans, billedkunst, teater og musik. På mellemtrinnet møder eleverne kulturprofilen både i den faglige undervisning og gennem OrkesterMester, musik med en underviser fra Musikskolen samt vores kreative emneuge.

Derudover bruger vi aktivt vores nærområde – legepladser, natur og byrum – alt i gåafstand, hvilket giver en varieret skoledag med stærke kulturelle og kreative input.

For at børn på Horsens Byskole kan lykkes bedst muligt, er det helt afgørende, at vi har et tæt samarbejde omkring børnene. Derfor er arbejdet omkring klasserne organiseret i professionelle læringsfællesskaber (PLF), hvor vi både mødes i indskolingen/på mellemtrinnet, omkring fagene og i StorPLF, hvor hele afdelingen er til stede. Et af vores store fokuspunkter er den sprogbaserede undervisning, som løftes sammen med skolens dansk- og matematikvejledere.

Personlige og faglige kompetencer

Vi forventer, at du
 
  • er læreruddannet, har erfaring og linjefag i matematik
  • har et ressourceorienteret og inkluderende børnesyn og mener, at børn gør det bedste, de kan
  • er udviklingsparat, fleksibel og proaktiv
  • er en god klasseleder med blik for tydelig struktur, trygt og motiverende læringsrum
  • er stærk individuelt såvel som i PLF-samarbejdet
  • kan indgå i et positivt og tæt samarbejde med kolleger, ledelse og forældre samt være med til at skabe et godt arbejdsmiljø
  • ser forældresamarbejdet som en vigtig ressource

Hvis du samtidig er stærk til relationsarbejdet og har et ekstra kram i baghånden, når der er behov for det, kommer du godt i mål med lærergerningen hos os.

Som skole glæder vi os til at modtage din ansøgning og byde dig velkommen, hvis du er det perfekte match.

Om Horsens Byskole
Horsens Byskole har været igennem en stor udvikling de seneste år, og er i dag en robust organisation med et godt arbejdsmiljø og et stærkt fagligt fællesskab på tværs af afdelinger og matrikler. Vores mission er klar: Det handler om børnene.
Vi arbejder i professionelle læringsfællesskaber (PLF), og det systemiske samarbejde er omdrejningspunktet for børnenes læringsudbytte. Opgaven er klar – vi skal løfte elevernes faglige niveau i dansk og matematik, og det sker bl.a. igennem den sprogbaserede undervisning. Foruden indsatsområderne dansk & matematik har vi også fokus på klasseledelse, fællesskab & homogen holddannelse. Vi ser personlig mestring og stærke fællesskaber som en forudsætning for hele elevens udvikling og læring.

Spørgsmål?
Yderligere oplysninger kan fås hos afdelingsleder Sureyya Sahin på ssahi@horsens.dk eller 76 29 40 80.

Ansættelsesproces:
For at komme i betragtning til stillingen, skal du være læreruddannet, og du skal have haft personlig kontakt.

Vi afholder løbende ansættelsessamtaler.

Ansøgningsfrist: senest mandag den 5. oktober 2026, men meget gerne før.

Ansættelse snarest muligt eller pr. 1. december 2026.

Husk at vedhæfte eksamensbevis og andre relevante dokumenter, når du søger stillingen.

Løn og ansættelsesforhold i henhold til gældende overenskomst.

I Horsens Kommune ser vi mangfoldighed som en styrke, og vi opfordrer derfor alle kvalificerede til at søge uanset alder, køn, religion, etnisk tilhørsforhold og handicap.