Gå til sidens indhold

Horsens Kommune

Horsens Kommune

Økonomikonsulent til Job- og Velfærdsstaben

Vi søger en faglig stærk økonomikonsulent, til at understøtte økonomistyringen på plejeboligområdet. Vi regner med, at du leverer høj kvalitet i dine opgaver, og at du er typen, der både elsker at fordybe dig selv i tal og analyser, men også forstår at forklare og formidle indholdet til fagpersoner og ledere.

Vi forventer, at du holder af dit job, men også af din fritid. Det sikrer vi, at der er plads til - også selvom der både er stor fart og opmærksomhed på plejeboligområdet. Vi kommer for eksempel i den nærmeste fremtid til at bygge flere nye plejeboliger

Hovedopgaven
Dine primære opgaver vil være økonomiopfølgning på plejeboligområdet. Du vil blive en del af et arbejdsfællesskab, der - udover at have styr på økonomien - har høje ambitioner om at levere en god understøttelse af driftsafdelingerne, ledelsen og det politiske niveau.

Dine opgaver:
  • Månedlig budgetopfølgning og forventningsdannelse i samarbejde med områdeledere og daglige ledere
  • Udarbejdelse af diverse økonomiopfølgningsanalyser
  • Analyseopgaver og rådgivning omkring økonomifaglige problemstillinger
  • Understøttelse og opbygning af ledelses- og styringsværktøjer herunder BI-rapporter og styringsredskabet til plejeboligerne.
  • Introduktion af økonomi til nye ledere

Den ideelle kandidat:
  • Har erfaring med økonomistyring på plejeboligområdet.
  • Har en relevant uddannelsesbaggrund inden for samfund, økonomi og/eller anden relevant uddannelse.
  • Har stærke it-kundskaber, specielt SAP BO, og er samtidigt ikke bange for at sætte sig ind i nye systemer.
  • Er fortrolig med anvendelse af økonomisystemer, herunder KMD OPUS og NemØkonomi.
  • Erfaring med større dataanalyser og udvikling ledelsesinformation
  • Er nysgerrig og har lyst til at lære nyt.

Vi tilbyder:
  • En spændende arbejdsplads i en udviklingsorienteret organisation.
  • Et godt fundament i et team, hvor vi sparrer og udvikler vores opgaver sammen.
  • En opgaveportefølje som ikke er låst, men som potentielt udvikler sig i takt med, at du udvikler dig.
  • Et tværfagligt miljø, hvor professionel servicering og kollegialt fællesskab er i højsædet.

Lidt om os
Job- og Velfærdsstaben løser opgaver inden for tre politikområder: Sundhed og Ældre, Beskæftigelse samt Handicap, Psykiatri og Socialt udsatte. Staben er opdelt i tre afdelinger. Stillingen som økonomikonsulent ligger i Økonomi og Styring, som er en af de tre.

I Økonomi og Styring er vi 25 kollegaer med forskellig faglig baggrund, organiseret i fire overordnede arbejdsfællesskaber. Vores hovedopgaver i Økonomi og Styring er budget- og økonomistyring i hele Job og Velfærd, analyser og udvikling. Derudover understøtter vi vores forskellige driftsenheder, f.eks. botilbud og bostøtten, i deres økonomistyring.

Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingen er på 37 timer om ugen og aflønnes i henhold til gældende overenskomst, afhængigt af dine kvalifikationer og forhandling med den forhandlingsberettigede organisation. Som led i ansættelsesprocessen indhenter vi referencer på den kandidat, som vi tilbyder jobbet.

Din arbejdsplads er på Horsens Kommunes rådhus på Chr. M. Østergaards Vej i Horsens by, sammen med din afdeling og resten af Job- og Velfærdsstaben. Vi arbejder i et nyistandsat rådhus, der bl.a. byder på en god kantine, gratis sundhedsordning, fitnessrum, kaffe og frugt.

Hvis du er nysgerrig efter mere information, er du meget velkommen til at kontakte afdelingsleder for Økonomi og Styring, Anders Dahlwad Kristensen, telefon 24653967.

Stillingen forventes besat hurtigst muligt.

Ansøgningsfristen er fredag den 25/9-2026.

Vi forventer at holde samtaler i uge 40.

I Horsens Kommune ser vi mangfoldighed som en styrke, og vi opfordrer derfor alle kvalificerede til at søge uanset alder, køn, religion, etnisk tilhørsforhold og handicap.