Gå til sidens indhold

Horsens Kommune

Horsens Kommune

Horsens Byskole afd. Fussingsvej søger tysk- og idrætslærer, der kan bidrage med valgfag i udskolingen

Vi søger en tysk- og idrætslærer til udskolingen, som brænder for at lave god og motiverende undervisning med fokus på den funktionelle metode. Udover tysk og idræt, mangler vi også en, som kan byde ind med timer i valgfag på 7., 8. og 9. årgang. På særligt 7. og 8. årgang vil der være god mulighed for at sætte sit eget præg på valgfaget.

Der er tale om et fuldtids vikariat frem til vinterferien. Skulle du ikke kunne varetage alle undervisningsopgaver, så send en ansøgning alligevel. For den rette kan vi tilpasse skemaet.

Vi søger
En uddannet tysk- og idrætslærer, som kan varetage undervisningen, og som har lyst til at være en del af det professionelle samarbejde i Fase 2, som dækker 5. – 9. årgang. Herudover forventer vi, at du bidrager ind i den daglige gang i Fase 2, hvor skoleåret blandt andet byder på skolefest, prototypeperiode, motionsdag, ture ud af huset, fodboldtrøje-fredag og meget mere.

Ydermere, er vi i Fase 2 begyndt skoleåret 26/27 med lanceringen af vores Kulturprofil på 7. årgang, som vil blive efterfulgt af en Makerspace linje i skoleåret 27/28, og en International linje i skoleåret 28/29. Således vil vores 7. klasser i skoleåret 28/29 have mulighed for at vælge alle tre linjer.

For at børn på Horsens Byskole kan lykkes bedst muligt, er det helt afgørende, at vi har et tæt samarbejde omkring børnene. Derfor er arbejdet omkring klasserne organiseret i professionelle læringsfællesskaber (PLF), hvor vi mødes omkring fagene og årgangen, og i StorPLF, hvor hele afdelingen er til stede. Et af vores store fokuspunkter er den sprogbaserede undervisning som løftes sammen med skolens dansk- og matematikvejledere, og du vil derfor ikke stå alene med planlægningen af din undervisning.

Personlige og faglige kompetencer
Vi forventer, at du
  • er læreruddannet og har linjefag i tysk og idræt
  • har et ressourceorienteret og inkluderende børnesyn og mener, at børn gør det bedste, de kan
  • er udviklingsparat, fleksibel og proaktiv
  • er en god klasseleder med blik for tydelig struktur, i trygge og motiverende læringsrum
  • er stærk individuelt, såvel som i PLF-samarbejdet
  • kan indgå i et positivt og tæt samarbejde med kolleger, ledelse og forældre, samt være med til at skabe et godt arbejdsmiljø
  • ser forældresamarbejdet som en vigtig ressource

Hvis du samtidig er stærk til relationsarbejdet, og har et ekstra kram i baghånden, når der er behov for det, kommer du godt i mål med lærergerningen her hos os.

Som skole glæder vi os til at modtage din ansøgning og byde dig velkommen, hvis du er det perfekte match.

Om Horsens Byskole
Horsens Byskole har været igennem en stor udvikling de seneste år, og er i dag en robust organisation med et godt arbejdsmiljø og et stærkt fagligt fællesskab på tværs af afdelinger og matrikler. Vores mission er klar: Det handler om børnene.
Vi arbejder i professionelle læringsfællesskaber (PLF), og det systemiske samarbejde er omdrejningspunktet for børnenes læringsudbytte. Opgaven er klar – vi skal løfte elevernes faglige niveau i dansk og matematik, og det sker bl.a. igennem den sprogbaserede undervisning. Foruden indsatsområderne dansk & matematik har vi også fokus på klasseledelse, fællesskab & homogen holddannelse. Vi ser personlig mestring og stærke fællesskaber som en forudsætning for hele elevens udvikling og læring.

Spørgsmål?
Yderligere oplysninger kan fås hos afdelingsleder Andreas D Sørensen på horsensbyskole@horsens.dk eller 76294080.

Ansættelsesproces:
For at komme i betragtning til stillingen skal du være læreruddannet.

Vi afholder ansættelsessamtaler mandag den 14. september 2026.

Ansøgningsfrist: senest 10. september 2026. Ansættelse pr. 1. november eller snarest muligt.

Husk at vedhæfte eksamensbevis og andre relevante dokumenter, når du søger stillingen.

Løn og ansættelsesforhold i henhold til gældende overenskomst.

I Horsens Kommune ser vi mangfoldighed som en styrke, og vi opfordrer derfor alle kvalificerede til at søge uanset alder, køn, religion, etnisk tilhørsforhold og handicap.