Gå til sidens indhold

Gribskov Kommune

Gribskov Kommune

Jurist til handicapkompenserende ydelser - vær med til at gøre en forskel

Vil du være med til at gøre en juridisk og socialfaglig forskel for børn og unge med funktionsnedsættelser og deres familier?

I Familierådgivningen i Gribskov Kommune arbejder vi hver dag for, at børn, unge og familier mødes med høj faglighed, respekt og en helhedsorienteret indsats. Vi tror på, at de bedste løsninger skabes i tæt samarbejde med barnet, familien og deres netværk – og vi har et stærkt fokus på faglig udvikling, systematik, juridisk kvalitet og et godt arbejdsmiljø.

Vi søger nu en juridisk kollega til vores team for handicapkompenserende ydelser (HKY).
Du bliver en central juridisk sparringspartner i et komplekst myndighedsområde, hvor barnets lov, forvaltningsret og konkrete vurderinger af barnets og familiens situation går hånd i hånd.

Stillingen er på 30-37 timer om ugen med tiltrædelse snarest muligt eller efter nærmere aftale.

Hvem er vi?

HKY-teamet (Handicapkompenserende Ydelser) er en del af Familierådgivningen og hører organisatorisk under Team Afklaring og Forebyggelse.
Vi arbejder med børn og unge med funktionsnedsættelser og deres familier med afsæt i Barnets Lov, herunder reglerne om kompensationsydelse efter § 86 og hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter §§ 87-88.
Området er præget af komplekse juridiske og socialfaglige vurderinger, hvor det blandt andet er centralt at kunne identificere relevante retlige problemstillinger, sikre tilstrækkelig sagsoplysning og foretage konkrete og individuelle vurderinger.
Vi arbejder i DUBU og anvender ICS og Signs of Safety (SOS) som faglige tilgange.

Dine opgaver

Du bliver en del af et erfarent, engageret og tværfagligt team, hvor dine opgaver blandt andet vil være at:
  • Behandle og juridisk kvalificere komplekse ansøgninger om kompensationsydelse efter Barnets Lov § 86 og hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter §§ 87-88.
  • Foretage og understøtte juridiske vurderinger af målgruppe, betingelser, nødvendighed, årsagssammenhæng og udmåling.
  • Yde juridisk rådgivning og sparring til rådgivere i konkrete sagsforløb.
  • Udarbejde og kvalitetssikre afgørelser, genvurderinger og eventuelle klagebesvarelser.
  • Analysere og anvende Ankestyrelsens principmeddelelser og øvrig praksis i den konkrete sagsbehandling.
  • Bidrage til juridisk kvalitetssikring af kommunens praksis, arbejdsgange, skabeloner og afgørelsesformuleringer.
  • Understøtte målgruppevurderinger på det handicapkompenserende område.
  • Bidrage til håndtering af komplekse og tværgående sager, hvor flere bestemmelser og lovgivningsområder kan være relevante.
  • Afholde møder med børn, unge, forældre og samarbejdspartnere med fokus på inddragelse, retssikkerhed og tydelig kommunikation.

Stillingen er forankret i HKY-teamet, men der kan komme juridiske og faglige opgaver på tværs af hele Familierådgivningen.

Vi forestiller os, at du

  • Er uddannet cand.jur. eller har anden relevant juridisk/socialretlig uddannelsesbaggrund.
  • Kan omsætte lovgivning, bekendtgørelser, vejledninger og praksis til konkrete juridiske vurderinger.
  • Har interesse for eller erfaring med Barnets Lov og reglerne om handicapkompenserende ydelser.
  • Har blik for både den juridiske ramme og det enkelte barns, den unges og familiens situation.
  • Kan arbejde analytisk og struktureret med komplekse sager og juridiske problemstillinger.
  • Har gode skriftlige og mundtlige formidlingsevner og kan formidle jura på en måde, der er forståelig og anvendelig overfor borgerne.
  • Trives med at arbejde tæt sammen med andre fagligheder og kan indgå konstruktivt i tværfaglige drøftelser og juridisk sparring.
  • Arbejder selvstændigt, systematisk og med blik for både detaljen og den samlede sag.
  • Har lyst til at bidrage til løbende juridisk udvikling og kvalitetssikring af området.
  • Trives med at arbejde med konkrete afgørelser, juridiske vurderinger og komplekse forløb – også når svaret ikke er enkelt.

Vi tilbyder

  • En stilling med mulighed for at få stor indflydelse på den juridiske kvalitet på et komplekst myndighedsområde.
  • Opdaterede arbejdsgange og skabeloner, der understøtter arbejdet efter Barnets Lov.
  • Ekstern supervision.
  • Et tæt tværfagligt samarbejde både internt og med eksterne samarbejdspartnere.
  • En tillidsbaseret kultur med stor medindflydelse på både arbejdsgange og faglig udvikling.
  • Fleksibel arbejdstid og mulighed for hjemmearbejde, når opgaverne tillader det.
  • Et stærkt og tæt kollegialt fællesskab med plads til både faglige ambitioner og godt humør.

Om Familierådgivningen

Familierådgivningen er en del af Center for Sociale Indsatser og består af seks teams: HKY, Afklarende Team, Børneteamet, Ungeteamet, HKI-teamet og Anbringelsesteamet.

Vi er organiseret med to ledere og fire faglige koordinatorer og arbejder tæt sammen på tværs af kommunen med blandt andre PPR, sundhedsplejen, Familieindsatsen, uddannelsesvejledere, beskæftigelsesområdet og øvrige samarbejdspartnere.

Vi arbejder på tværs af fagligheder med fokus på, at børn, unge og familier oplever sammenhæng, kvalitet og tydelighed i mødet med kommunen.
Vi har gennem de seneste år styrket området med flere medarbejdere og arbejder målrettet med at udvikle vores faglige praksis, arbejdsmiljø og samarbejde. Vores ambition er at skabe en arbejdsplads, hvor høj kvalitet i opgaveløsningen går hånd i hånd med trivsel, udvikling og arbejdsglæde.

Praktiske oplysninger

Har du spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte leder Mia Frigast på telefon 72 49 61 63 eller faglig koordinator Stine Waidtsløw på telefon 72 49 76 14.

Vi holder til i Gribskov Kommunes nye administrationsbygning tæt ved Helsinge Station, bymidten og de naturskønne omgivelser.
På hele 0-18 års området arbejder vi efter et fælles børne- og ungesyn. Du kan læse mere her: Fælles Børne- og Ungesyn | Gribskov.dk

Stillingen er på 30-37 timer om ugen.

Stillingen er med tiltrædelse den 1. november 2026 – eller snarest muligt.
Du ansættes efter gældende overenskomst.

Vi gør opmærksom på, at vi i forbindelse med ansættelse vil indhente børne- og straffeattest.

Ansøgningsfrist og samtaler

Vi glæder os til at modtage din ansøgning, CV og relevante bilag.

Vi afholder ansættelsessamtaler den 25. september 2026

Frist for ansøgning er den 23. september 2026.

Det er en forudsætning for ansættelse i Gribskov Kommune, at du kan oplyse minimum 2 referencer.

Ansøgninger modtages kun elektronisk via knappen 'Søg stillingen'.

Gribskov Kommunes værdier
Åbenhed · Tillid · Respekt · Deltagelse · Mod · Fleksibilitet


Alle oplysninger vil blive behandlet fortroligt og i overensstemmelse med regler for beskyttelse af personfølsomme oplysninger.