Gå til sidens indhold

Gribskov Kommune

Gribskov Kommune

Afdelingsleder til det specialiserede børnehave- og specialskoleområde på vores afdeling i Ramløse, Horisonten

Vil du stå i spidsen for udviklingen af et stærkt specialpædagogisk tilbud, der samler specialbørnehave og specialskole under én fælles faglig retning?


Horisonten søger en afdelingsleder til vores afdeling i Ramløse, hvor du får en central rolle i udviklingen af et sammenhængende tilbud for børn med betydelige specialpædagogiske behov. Du bliver en del af et stærkt ledelsesfællesskab og får mulighed for at præge fremtidens specialområde i Gribskov Kommune.

Om Horisonten

Horisonten er Gribskov Kommunes samlede specialpædagogiske undervisningstilbud med egen skolebestyrelse, ledelse og administration. Vi er ca. 130 medarbejdere og 250 elever fordelt på vores afdelinger i Ramløse, Græsted, Esrum og Vejby.

Vi er et område i stor udvikling, og fra oktober 2026 venter endnu en spændende opgave, når kommunens specialbørnehave bliver en del af den samlede organisering i Ramløse og dermed en del af specialområde i Gribskov Kommune under Horisonten. Formålet er bl.a. at skabe stærkere faglige fællesskaber, mellem medarbejderne i specialbørnehaven og specialskolen, samt at styrke kompetenceudviklingen af det samlede specialiserede børneområde.

Hvad kan vi tilbyde dig som afdelingsleder i Ramløse?

Vi kan tilbyde dig en spændende og varieret hverdag som afdelingsleder, hvor du sammen med en afdelingslederkollega varetager den daglige ledelse af afdelingen. Du bliver også en del af et stort ledelsesteam, som arbejder målrettet med at videreudvikle og styrke fagligheden på tværs af det specialpædagogiske område i Gribskov Kommune. Som afdelingsleder på Horisonten kan vi tilbyde dig en unik mulighed for at bidrage til udviklingen af det specialpædagogiske område på tværs af vores afdelinger i tæt samarbejde med både medarbejdere og ledelseskolleger.

Du bliver en del af vores samlede ledelse og administration, som består af én skoleleder, syv afdelingsledere, én udviklingskonsulent, én læse- og ordblindevejleder, to pædagogiske konsulenter og to skolesekretærer. Herudover vil du få en bred vifte af samarbejdspartnere på tværs af skoler, PPR, Familieindsatsen og myndighedsområdet. I hverdagen vil du opleve et ligeværdigt og givende samarbejde, hvor der er plads til nysgerrighed, refleksion og forskellige perspektiver på opgaven i et fagligt stærkt og engageret team.

Om elev- og børnegruppen

Målgruppen i Ramløse består på tværs af børnehave- og specialskoletilbuddet af børn med betydeligt nedsat funktionsniveau og deraf vidtgående specialpædagogiske støttebehov. Børnene har betydelige socialkognitive vanskeligheder og omfattende kognitive funktionsnedsættelser. Fælles for målgruppen er, at børnene har et betydeligt behov for støtte socialt, kommunikativt, sprogligt og kognitivt, og nogle af børnene har desuden fysiske handicap.

Fælles for børnegruppen er, at de har behov for et mindre, overskueligt og forudsigeligt pædagogisk miljø for at kunne lære og udvikle sig både fagligt og socialt. I vores tilbud i Ramløse arbejder vi ud fra en visuelt struktureret tilgang og har fokus på at skabe tydelig struktur, genkendelighed og forudsigelighed i børnenes hverdag. Formålet er at fremme børnenes faglige, personlige og sociale kompetencer i et tæt samarbejde hjemmet. Størstedelen af børnehavebørnene visiteres efterfølgende til Horisontens skoletilbud i Ramløse, hvilket er en af mange gode grunde til den kommende sammenlægning.

I skoledelen er eleverne fordelt i mindre klasser med ca. otte elever i henholdsvis indskolings-, mellemtrins- og udskolingsafsnit. Hver klasse består af et tværfagligt team af lærere, pædagoger og medhjælpere. Skoledelen består af ca. 32 elever fordelt på seks klasser og 35 medarbejdere. Specialbørnehavetilbuddet består af ca. 10 børn og 10 medarbejdere fordelt på to stuer.

En vigtig opgave i den kommende periode bliver at finde den fremtidige organisering af børnehavens og skolens tilbud, så der skabes et stærkt fagligt fællesskab på tværs af den samlede afdeling, med afsæt i målgruppernes behov og Horisontens specialpædagogisk fundament. Her får du bl.a. mulighed for at sætte dit præg på udviklingen af et tættere og mere sammenhængende specialpædagogisk tilbud for områdets yngste børn og elever.

Dine opgaver

Vi søger en afdelingsleder, der kan skabe følgeskab, omsætte specialpædagogisk viden til praksis og være en synlig sparringspartner. Du vil indgå i et tæt samarbejde med din afdelingslederkollega og sammen vil i have ledelsesansvar for afdelingen. Samtidig vil I hver især have egne ansvarsområder og mulighed for at udvikle de opgaver, I står i spidsen for.

Du vil få det primære ansvar for specialbørnehavetilbuddet og en del af specialskoletilbuddet, mens din afdelingslederkollega vil have ansvaret for resten af specialskoletilbuddet. Derudover vil der være en række fælles ledelsesopgaver, som I løfter i fællesskab, ligesom opgavefordeling løbende vil udvikle og fordele sig i takt med behovene der er.

Du skal have lyst til at være tæt på både børn, forældre og medarbejdere og kunne se dig selv i ledelsesopgaven på tværs af specialbørnehave og skole. Samtidig skal du have lyst til at gå forrest i udviklingen af afdelingen i samarbejde med medarbejdere og lederkolleger.
Sammen med din afdelingslederkollega får du det daglige ledelsesansvar for Horisontens afdeling i Ramløse. Du bliver samtidig en del af den strategiske udvikling af både Horisonten og det kommende specialbørnehavetilbud, som bliver en del af organiseringen under Horisonten.

Som afdelingsleder er du tæt på medarbejderne, børnene og forældrene i hverdagen. Du har ansvaret for at sikre høj faglig kvalitet, udvikling og drift i samarbejde med medarbejdere, forældre og lederkollega. Du vil have fokus på den fortsatte udvikling af både skole- og børnehavetilbuddet samt på at skabe sammenhæng og fælles retning på tværs af afdelingen. I ledelsen mødes vi ugentligt på tværs af vores afdelinger, hvor vi sammen sætter retning for udviklingen og driften af det specialpædagogiske område.

Den vi leder efter

Vi forventer ikke, at du kan det hele fra første dag, men vi ser gerne, at du har relevant erfaring og viden fra det specialpædagogiske område.

Vi søger en leder, der kan genkende sig selv i flere af nedenstående punkter:
  • Har et inkluderende børnesyn og ønsker at gøre en forskel for børn og unge med særlige behov, gerne inden for autismespektret.
  • Har opdateret viden om specialpædagogik og specialdidaktik og formår at omsætte sin faglige viden til praksis.
  • Har en relevant uddannelsesmæssig baggrund.
  • Ser sig selv som en del af ledelsen på en specialskole med høje ambitioner og lyst til at bidrage til den fælles opgave på tværs af organisationen.
  • Har lyst til at stå i spidsen for udviklingen af vores kommende specialbørnehavetilbud og ser værdien i stærke sammenhænge mellem børnehave, skole og hjem.
  • Har stærke samarbejdsevner og kan skabe involvering, ejerskab og fælles retning i en sammenlægningsproces.
  • Er nærværende og synlig i sin ledelse og kan arbejde systematisk med mål, udvikling og opfølgning.
  • Kan skabe tillid, følgeskab og et stærkt arbejdsmiljø.
  • Har blik for både udviklings- og driftsopgaver, herunder planlægning og organisering af et skole- og børnehavetilbud.
  • Kan navigere i en hverdag med mange opgaver og interessenter uden at miste overblik og retning.
  • Er en tydelig og respektfuld kommunikator, der prioriterer samarbejdet med medarbejdere, forældre og samarbejdspartnere.
  • Har erfaring med eller viden om arbejdet med børn fra børnehave- og/eller skoleområdet inden for det specialpædagogiske felt.

Det praktiske

Har du behov for yderligere oplysninger, kan du kontakte afdelingsleder Mette Lux på telefon 72 49 63 48 / mail mdtlu@gribskov.dk eller skoleleder Christian Andersen på telefon 72 49 62 20 / mail cnand@gribskov.dk for at høre mere om stillingen. Der vil til samtalen også være mulighed for at spørge nærmere ind til sammenlægningen af børnehaven under Horisonten og ledelsesarbejdet på afdelingen.

Du kan også læse mere om vores skole og afdelingen i Ramløse Horisontens hjemmeside

Stillingen er på gennemsnitlig 37 timer ugentligt, men uden højeste arbejdstid, med tiltrædelse den 1. november 2026.

Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst. Arbejdsstedet vil primært være på afdelingen i Ramløse, men der vil forekomme transport til de andre afdelinger og møder i kommunen, hvorfor egen bil er nødvendig.

Læs mere om at være leder i Gribskov

Vi gør opmærksomme på, at vi i forbindelse med ansættelse vil indhente børne- og straffeattest.

Ansøgningsfrist og samtaler

Ansøgningsfristen er den 21. august 2026 kl. 8.00.

Første samtalerunde den 28. august 2026 fra kl. 8.30-12.00 og anden samtalerunde den 3. september 2026 fra kl. 9.30-12.00. Der vil mellem samtalerne være en mindre test og en tilbagemelding til ansøgere, der inviteres til 2. samtalerunde.

Vi glæder os til af høre fra dig.

Det er en forudsætning for ansættelse i Gribskov Kommune, at du kan oplyse minimum én reference.

Ansøgninger modtages kun elektronisk via knappen 'Søg stillingen'.

Gribskov Kommunes værdier
Åbenhed · Tillid · Respekt · Deltagelse · Mod · Fleksibilitet


Alle oplysninger vil blive behandlet fortroligt og i overensstemmelse med regler for beskyttelse af personfølsomme oplysninger.