Gå til sidens indhold

Gribskov Kommune

Gribskov Kommune

Bliv Børne- og Ungerådgiver i Gribskovs Børneteam

Vil du gøre en reel forskel for børn og familier? Brænder du for myndighedsarbejde på børneområdet, og motiveres du af at skabe positive forandringer for børn og familier i udsatte positioner?

Så er du måske vores nye kollega i Børneteamet i Gribskov Kommunes Børne- og Ungerådgivning.

Vi søger lige nu tre socialrådgivere, socialformidlere eller lignende til faste stillinger på 37 timer med tiltrædelse snarest muligt. Vi er også åbne overfor færre antal timer ugentligt, dog minimum 30 timer.

Om jobbet

Du bliver en del af Børneteamet, som arbejder med børn i alderen 0-13 år. Her får du ansvar for egne sager og mulighed for tæt samarbejde med børn, familier, netværk og tværfaglige samarbejdspartnere.

Dine opgaver vil blandt andet være
  • Udarbejdelse af afdækninger og børnefaglige undersøgelser efter Barnets Lov
  • Iværksættelse og opfølgning på støttende indsatser
  • Udarbejdelse af Barnets Plan
  • Løbende inddragelse af børn, familier og netværk
  • Koordinering af tværfaglige indsatser på tværs af fagområder
  • Opfølgning, der sikrer progression og sammenhæng i barnets forløb

Vi arbejder ud fra Signs of Safety, ICS og DUBU og har fokus på høj faglighed, lovmedholdelighed og kvalitet i sagsbehandlingen.
For den ene af de tre stillinger gælder, at det primært vil være sager indenfor målgruppen 0-18 år med funktionsnedsættelser relateret til kapitel 8 i Barnets lov, hvor der vil være mulighed for at fordybe sig i indsatsdelen til målgruppen, f.eks. hjemmetræning, ledsagelse og særlige dag- og klubtilbud (de handicapkompenserende ydelser er organiseret i en anden afdeling, som vi samarbejder tæt med).

Derfor skal du vælge os

I Gribskov Kommune tror vi på, at gode løsninger skabes i fællesskab. Du bliver en del af et fagligt stærkt team med 16 engagerede kollegaer, en faglig koordinator og en synlig leder, der prioriterer sparring, udvikling og faglighed i opgaveløsningen. Du bliver også en del af en afdeling, der hjælper og støtter hinanden, så du vil opleve, at du aldrig skal stå alene i opgaveløsningen.

Vi tilbyder blandt andet
  • Høj faglighed og tæt sparring med erfarne kollegaer
  • Supervision med ekstern supervisor
  • Stor indflydelse på eget arbejde og arbejdspladsens udvikling
  • Fleksible arbejdsforhold og mulighed for hjemmearbejde
  • Et stærkt kollegialt fællesskab med plads til både faglighed og humor
  • Mentorstøtte til nyuddannede

Vi er ambitiøse på børnenes vegne – men også på arbejdsmiljøets.

Hvem er du?

Vi forestiller os, at du
  • Er uddannet socialrådgiver, socialformidler eller har anden relevant baggrund
  • Har interesse for eller erfaring med det specialiserede børneområde
  • Ser børn, familier og netværk som helt centrale samarbejdspartnere
  • Arbejder selvstændigt, struktureret og relationelt
  • Trives i et tværfagligt samarbejde, fordi du ved, at vi sammen løfter opgaven bedst
  • Tror på at børn og unges udvikling sker bedst gennem deltagelse i fællesskaber

Det er vigtigt, at du har kørekort, da stillingen indebærer mange møder med børn, familier og samarbejdspartnere rundt omkring i kommunen. Kommunen stiller biler til rådighed.

Om os

Børne- og Ungerådgivningen er en del af Familierådgivningen i Gribskov Kommune. Vi arbejder tæt sammen på tværs af myndighed, skole-, dagtilbuds-, sundheds- og socialområdet for at skabe de bedst mulige løsninger for børn og familier.

Vi holder til i nye lokaler tæt på Helsinge Station og naturskønne omgivelser.

Det praktiske

Vil du vide mere er du velkommen til at kontakte faglig koordinator Susanne Hjelgaard Jensen på telefon 72 49 61 65 eller børne- og ungerådgiver Jannica Gottlieb på telefon 72 49 62 13. Du kan også kontakte børne- og ungerådgiver Janet Lund Holm, som primært arbejder med målgruppen med funktionsnedsættelser, på telefon 72 49 78 45.

Her kan du læse lidt mere om vores organisering i Center for sociale indsatser: Center for Sociale Indsatser | Gribskov.dk
På hele 0-18 års området arbejder vi efter et fælles børne- og ungesyn. Du kan læse mere her: Fælles Børne- og Ungesyn | Gribskov.dk
Vi arbejder ud fra et fælles værdisæt i Gribskov Kommune, som vi bruger som en pejling i dagligdagen til at træffe de rigtige valg i samarbejdet med borgere og samarbejdspartnere. Du kan læse mere her: Kultur og værdier | Gribskov.dk

Stillingerne er på 37 timer ugentligt (dog minimum 30 timer, hvis lavere antal timer ønskes) og med tiltrædelse senest den 1. november 2026 – eller snarest muligt.

Du ansættes efter gældende overenskomst på området (DS eller HK).

Vi gør opmærksom på, at vi i forbindelse med ansættelse vil indhente børne- og straffeattest.

Det er en forudsætning for ansættelse i Gribskov Kommune, at du kan oplyse minimum én reference.

Ansøgningsfrist og samtaler

Ansøgningsfrist: 9. september 2026 kl. 23.59.
Vi afholder 1. samtale den 15. september 2026 og 2. samtale den 18. september 2026.

Vi glæder os til at modtage din ansøgning!

Ansøgninger modtages kun elektronisk via knappen 'Søg stillingen'.

Gribskov Kommunes værdier
Åbenhed · Tillid · Respekt · Deltagelse · Mod · Fleksibilitet


Alle oplysninger vil blive behandlet fortroligt og i overensstemmelse med regler for beskyttelse af personfølsomme oplysninger.