Gribskov Arkiv søger en ny IT-arkivar med tiltrædelse hurtigst muligt eller senest den 1. november. Vi er en dynamisk og ambitiøs arbejdsplads, der fungerer som Gribskov Kommunes fælles hukommelse, og som bliver flittigt brug af kommunens borgere og forvaltning. Som IT-arkivar skal du stå i spidsen for arkivets arkivering af kommunale IT-systemer. Det vil sige, at en stor del af dit arbejde vil gå med at arkivere kommunens data og sikre, at det lever op til de gældende krav og kan bevares for eftertiden.
Derudover skal du deltage i arkivets mange andre opgaver for kommunen, borgerne og vores frivillige. Det kan blandt andet være at fremfinde sociale aktindsigter, tage dig af arveundersøgelser eller hjælpe arkivets 25 frivillige.
Jobbet som IT-arkivar består i at
- Projektstyre arkiveringerne af kommunens IT-systemer, herunder styring af kontrakter indgået med leverandører
- Varetage kontakt og samarbejde med kommunens systemejere og arkivets konsulent i Netværket for Elektronisk Arkivering (NEA)
- Bevarings- og kassationsvurdere kommunens IT-systemer samt vejlede kommunens ansatte om bevaringsregler
- Deltage i arkivets undervisning af Gribskov Kommunes medarbejdere om god journalisering
Derudover består stillingen i at
- Hjælpe forvaltning og borgere med at få adgang til deres sociale sager
- Hjælpe med formidling på vores hjemmeside og på sociale medier
- Besvare lokalhistoriske forespørgsler og tage vagter på arkivets læsesal
- Bistå arkivets mange frivillige i deres arbejde med at registrere og formidle den lokalhistoriske samling
- Bistå i arkivets mange formidlingstiltag, herunder udstillinger, skoletjeneste og arrangementer
Vi søger en person, der
- Har en relevant akademisk uddannelse
- Har flair for IT og har kendskab til eller lyst at arbejde med IT-arkivering
- Er en god kommunikator og god til at samarbejde
- Har kendskab til arkivloven og god sans for jura
- Har lyst til at arbejde på et mindre arkiv med åbne døre og mange frivillige
Derudover vil det være en fordel, hvis du har erfaring fra et offentligt arkiv og med digital arkivering samt kendskab til kommunale IT-systemer. Det vil også være en fordel, hvis du har erfaring med sagsbehandling, journaliseringsregler, GDPR og formidling.
Vi tilbyder
- En arbejdsplads kendetegnet af engagement og udvikling
- Mulighed for at indgå i faglige netværk
- Arbejdsdage præget af godt humør
- God omgangstone og høj arbejdsmoral
- Fleksibel arbejdstid
Om os og arbejdspladsen
Gribskov Arkiv er Gribskov Kommunes § 7-arkiv som hører under Gribskov Kommunes Center for Byudvikling og Kultur. Vi er samtidig lokalhistorisk arkiv for området. Vores kerneopgaver er at betjene Gribskov Kommunes forvaltning og borgere, indsamle, ordne og registrere arkivalier samt formidle fra vores samlinger.
På Gribskov Arkiv er der udover dig to faste medarbejdere samt 25 frivillige. Arkivet har vores egne bygninger i Græsted på toppen af bakken på Græsted Stationsvej, ikke langt fra tog og bus. Der er gode parkeringsmuligheder i nærområdet.
Det praktiske
Du kan få mere at vide om stillingen hos teamleder for Kultur og Biblioteker Karin Marcussen på telefon 72 49 65 33 eller stadsarkivar Astrid Lystbæk Andersen på telefon 72 49 65 51.
Tiltrædelse hurtigst muligt eller senest den 1. november 2026.
Stillingen er en fuldtidsstilling.
Ansøgningsfrist og samtaler
Vi glæder os til at modtage din ansøgning senest den 10. september 2026 kl. 23.59.
Ansættelsessamtaler forventes afholdt med 1. samtale i uge 38 og eventuelt 2. samtaler i uge 39.
Det er en forudsætning for ansættelse i Gribskov Kommune, at du kan oplyse minimum én reference.
Ansøgninger modtages kun elektronisk via knappen 'Søg stillingen'.
Gribskov Kommunes værdier
Åbenhed · Tillid · Respekt · Deltagelse · Mod · FleksibilitetAlle oplysninger vil blive behandlet fortroligt og i overensstemmelse med regler for beskyttelse af personfølsomme oplysninger.