Vil du arbejde med kommunikation, der bliver set, læst og brugt?
Gribskov Kommune søger en studentermedhjælper til vores kommunikationsafdeling. Vi leder efter dig, der studerer fx retorik, dansk, kommunikation eller journalistik. Hvor langt du er i studierne er ikke afgørende – det vigtigste er, at du har lyst til at omsætte din faglighed til skarpt og relevant indhold for både borgere, medarbejdere og presse.
Hos os får du ikke bare lov at “hjælpe til”. Du får ansvar, sparring og mulighed for at prøve kræfter med en bred vifte af kommunikationsopgaver i en politisk styret organisation – hvor det, vi har at fortælle, har stor betydning for modtagerne.
Din hverdag hos os
Du får din daglige gang på rådhuset i et kontorfællesskab med cirka 45 kolleger i Center for Strategi og HR. Her vil du opleve både faglig sparring og en uformel stemning.
Arbejdet foregår primært på rådhuset, men du vil også komme ud i kommunen, når der skal optages video, tages billeder eller løses rådgivningsopgaver.
Der vil være mulighed for at arbejde hjemme, og vi tager selvfølgelig hensyn til eksamensperioder, opgaveskrivning og så videre.
Vi tilbyder en arbejdsplads med høj faglighed, godt kollegaskab, (frivillige) kagepauser og en kantine, hvor du kan købe sund og god mad.
Hvem er du?
Vi arbejder i stigende grad med kunstig intelligens i vores opgaveløsning, så hvis du har interesse for eller erfaring med AI-værktøjer i kommunikation, er det en fordel – men ikke et krav.
Udover det, ser vi gerne at du:
- er i gang med en relevant videregående uddannelse
- skriver sikkert og kan vinkle en historie
- har blik for målgrupper og kan tilpasse budskaber
- har lyst til både at producere og rådgive
- trives med ansvar og samarbejde
Hvad kommer du til at lave?
Du bliver en del af et lille, ambitiøst team, der arbejder med både intern og ekstern kommunikation. Afhængigt af din profil, vil dine opgaver blandt andet være at:
- skrive og redigere nyhedsartikler og pressemeddelelser
- bidrage til taler
- udvikle og vinkle indhold til sociale medier
- deltage i foto- og videoproduktion
- hjælpe med grafisk materiale som pjecer og plakater
- sparre med kolleger om budskaber, målgrupper og formidling
Vi arbejder på tværs af kanaler – hjemmeside, Facebook, Instagram, YouTube, LinkedIn og presse – og du får indsigt i og erfaring med, hvordan strategisk kommunikation fungerer i praksis.
Hvem er vi?
Team Udvikling og Kommunikation er en del af Center for Strategi og HR. Dine nærmeste kollegaer bliver tre søde og dygtige kommunikationskonsulenter, Lasse, Lauge og Morten, og en kommunikationschef, Anita. Vi rådgiver borgmester, byråd, direktion og resten af organisationen – og har tæt samarbejde med kollegaer på tværs af alle områder fx kultur, ejendomme, børn og unge osv.
Gribskov Kommune har omkring 2.500 medarbejdere: lærere, social- og sundhedsassistenter, brandfolk, tandlæger, naturvejledere, jurister, bibliotekarer og mange flere. Vi hjælper dem med at kommunikere klart og præcist – hvad enten det handler om at oplyse borgere, vejlede kolleger eller håndtere pressen.
Vores hverdag kan være travl – på den gode måde. Vi udvikler idéer sammen, giver hinanden feedback og hjælper hinanden, når tempoet stiger.
Det praktiske
Hvis du har læst med så langt, må du være interesseret i at høre mere. Så har du spørgsmål eller generelt bare lyst til at vide mere, så lad os tale med hinanden.
Kommunikationschef Anita Santarelli vil med glæde tage en snak med dig på 72 49 63 40, og det letteste er at sende en sms – så ringer hun tilbage.
Stillingen er på cirka 15 timer om ugen.
Løn efter gældende overenskomst
Tiltrædelse er 01. april 2026 eller hurtigst muligt.
Ansøgningsfrist og samtaler
Er du interesseret, så send din ansøgning, CV og relevante bilag senest den 1. marts 2026.
Vi glæder os til at modtage det.
Vi forventer at holde samtaler i uge 10 og 11.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan oplyse minimum én reference.
Ansøgninger modtages kun elektronisk via knappen 'Søg stillingen'.
Gribskov Kommunes værdier
Åbenhed · Tillid · Respekt · Deltagelse · Mod · FleksibilitetAlle oplysninger vil blive behandlet fortroligt og i overensstemmelse med regler for beskyttelse af personfølsomme oplysninger.