Gå til sidens indhold

Gribskov Kommune

Gribskov Kommune

SLING eller ULING praktikant til Gribskov Kommunes team Natur, Vand og Vej 2026/2027

Drømmer du om at få en bred indsigt i en kommunes forvaltning af natur, vand og vej- området? Så skal du blive praktikant hos os i Gribskov Kommune.

Hvad kan vi tilbyde?

Du vil blive en del af teamet Natur, Vand og Vej, og din primære kontakt vil være skov-og landskabsingeniør Cecilie Westring, som arbejder med vandløb. Det vil derfor først og fremmest være opgaver i relation til vandløb, du vil arbejde med. Vores tidligere praktikanter har også haft opgaver i både natur og vej (og også andre afdelinger, hvis man synes det kunne være spændende). Det planlægger vi sammen, alt efter hvor dine interesser ligger.

Hvem er du?

Du er studerende til enten skov- og landskabsingeniør- eller urban landskabsingeniør, og du skal have lyst til at arbejde i en politisk ledet organisation. Vi arbejder hele tiden tæt sammen med både kollegaer i andre afdelinger samt borgere, interessenter, rådgivere og entreprenører – så du skal have mod på at samarbejde med alle mulige forskellige aktører.

Du skal have mod på at løse opgaver selvstændigt, men også som en del af et team, hvor vi bruger hinanden til faglig sparring om opgaverne. Du er nysgerrig og du er ikke bange for at sætte spørgsmålstegn ved den måde, vi gør tingene på. Vi lægger stor vægt på den faglige sparring, så vi håber på, at du har lyst til at dele ud af din viden, ligesom vi deler ud af vores.

Vi forestiller os, at du starter som føl, og når du er klar til det, så får du ansvar for egne sager og projekter, som du selvstændigt arbejder videre med. Som praktikant hos os vil du i høj grad selv være med til at sammensætte dit praktikophold.

Hvilke opgaver kan man arbejde med?

Her er eksempler på opgaver, der vil være mulighed for at arbejde med
  • Drift og administration af vores offentlige vandløb – herunder dialog og møder med vores åmænd, styring af kontakt med entreprenør samt planlægning af grødeskæring og oprensninger.
  • Dialog og samarbejde med interessenter og borgere – fx med ålaug og vandløbslaug.
  • Kontrolopmåling af vores vandløb med GPS og behandling og data
  • Deltagelse i arbejdet med større og mindre vandløbsprojekter, fx restaurering.
  • Praktisk arbejde, fx grødeskæring og naturpleje, med kommunens åmænd.
  • Bæverforvaltning og kortlægning af bæverens levesteder – herunder forvaltningen af bæveren som bilag IV art og håndteringen i forhold til vedligehold af vandløb.
  • Pleje af kommunale og private naturarealer.
  • Sagsbehandling af beskyttet natur.
  • Registrering af tilstanden for fredninger og fortidsminder:
  • Registrering, planlægning og bekæmpelse af invasive arter (kæmpe pileurt, rynket rose, kæmpebjørneklo, mm).
  • GIS-arbejde.
  • Deltagelse i styringen af kommunens driftskontrakter på de grønne områder.
  • Biodiversitetstiltag på kommunens vejarealer.
  • Og sikkert meget andet…

Arbejdssted

Vi har kontor på Gribskov Rådhus i Helsinge, ca. 10 minutters gang fra Helsinge st.

Vores arbejdsopgaver ligger dog i hele Gribskov Kommune, så det er et krav, at du har kørekort til bil. Vi har tilsynsbiler til rådighed.

Team Natur, Vand og Vej består af 25 medarbejdere på rådhuset og 3 åmænd på vores materielgård.

Det praktiske

Har du spørgsmål kan du kontakte skov- og landskabsingeniør og vandløbsmedarbejder Cecilie Westring på telefon 72 49 68 25 eller mail: cebwe@gribskov.dk.

Praktikken er på 37 timer ugentligt. Vi gør opmærksom på at praktikken er ulønnet.

Tiltrædelse er 1. september 2026.

Ansøgningsfrist og samtaler

Ansøgningsfrist er senest den 12. marts 2026.
Du skal være meget velkommen til at komme forbi inden da og hilse på og tage en tur med ud på tilsyn.

Samtaler vil foregå i uge 13.



Ansøgninger modtages kun elektronisk via knappen 'Søg stillingen'.

Gribskov Kommunes værdier
Åbenhed · Tillid · Respekt · Deltagelse · Mod · Fleksibilitet


Alle oplysninger vil blive behandlet fortroligt og i overensstemmelse med regler for beskyttelse af personfølsomme oplysninger.