Gå til sidens indhold

Gribskov Kommune

Gribskov Kommune

Teamledere til Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) i Gribskov Kommune

Vil du være med til at spille en central rolle i den nye ledelsesstruktur i et PPR i udvikling? Vil du være med til at forme fremtidens PPR, hvor vi arbejder tæt på børn, familier og de professionelle i dagtilbud og skoler- i samskabelse og med et stærkt tværfagligt blik?

Så er det dig, vi søger som en af vores to nye teamledere.

To nye teamlederstillinger

Stillingerne er nyoprettede efter en nylig organisationsændring, hvor vi ønsker at styrke ledelsesniveauet tæt på praksis og den faglige udvikling. Som teamleder vil du både have personale og fagligt ledelsesansvar. Vi har to teams, der hver især søger en ny teamleder
  • Psykolog- og konsulentteamet
  • Logopæder og fysio-/ergoterapeutteamet

Har du en præference ift. hvilket team du ser dig selv være teamleder for, må du meget gerne gøre opmærksom på dette, i din ansøgning. Det er ikke et krav at du har en præference.

I PPR er vi ”Tilgængelige i praksis og har blikket mod fremtiden”. For os betyder det blandt andet, at vores teamledere aktivt også vil indgå i det tværfaglige arbejde, og varetager opgaver i praksis.

Du bliver en del af et engageret ledelsesteam og refererer direkte til chefen for PPR.

Det er vigtigt for os at

Du har en solid faglig baggrund i PPR og kender hverdagen i dagtilbud og skole, både inden for almen- og specialområdet. Vi står midt i en spændende forandringsproces, og som vores nye teamleder bliver du en vigtig drivkraft i at understøtte chefen for PPR med at skabe retning og motivation for både medarbejdere og samarbejdspartnere, også når vi bevæger os ind i nye og ukendte landskaber.

Du har ledelseserfaring eller et tydeligt potentiale for at tage det næste skridt, fordi du brænder for at samle mennesker om en fælles sag og omsætte idéer til handling. Du trives i tværfaglige og samskabende fællesskaber, fordi du ved, at de bedste løsninger skabes i dialog og ved at udfordre hinanden på en nysgerrig og respektfuld måde. Du er samtidig struktureret og analytisk, så du kan skabe fremdrift, men du ved også, at det er nærvær og relationer, der får os i mål.

Hos os får du mulighed for at sætte dit præg, inspirere andre og blive en central del af et fællesskab, der arbejder for at gøre en reel forskel.
I jobbet vil du indgå i mange forskellige samarbejdskonstruktioner, hvor vi arbejder tæt sammen på tværs af fagligheder og med forskellige interessenter. Det er derfor vigtigt, at du formår at fremme de gode relationer, så du kan være den, der oversætter og bygger bro mellem mennesker og fagligheder.

I PPR brænder vi for at gøre en forskel for børn, forældre og professionelle og her spiller du en central rolle i at samle trådene og skabe fælles retning. I PPR arbejder vi for praksisnær og tilgængelig support ved at understøtte den praksis lærerne og pædagogerne står i til daglig. Hos os i PPR tror vi på, at gode relationer er nøglen til at gøre en forskel og det er vigtigt for os, at du også tror på dette.

Det bliver din rolle

  • At understøtte Chefen for PPR ved at gå foran med et stærkt tværfagligt blik og skabe grobund for samarbejde på tværs og i praksis.
  • At lede og udvikle dit team med nærvær, vedholdenhed og fokus på, hvad opgaven kalder på.
  • At varetage både personaleledelse, faglig ledelse og opgaver i driften i tæt dialog med medarbejdere og ledelsesteamet.
  • At være med til at flytte tid fra skrivebordsarbejde og PPV’er til meningsfulde udviklings- og praksisnære opgaver.
  • At navigere i komplekse situationer med tålmodighed, humor og evnen til at skabe tryghed og engagement. Vi ved, at vejen ikke er kendt på forhånd, og derfor arbejder vi nysgerrigt, tålmodigt og undersøgende. Det er en retning, som præger vores daglige arbejde.

Du skal vælge at søge en af stillingerne hos os, da vi tilbyder

  • En ny rolle, hvor vi prioriterer udvikling, samarbejde og en arbejdsplads med plads til både faglighed og humor.
  • Et stærkt ledelsesteam med fokus på fælles retning, sparring og sammenhold.
  • Mulighed for at præge en spændende organisatorisk udvikling mod et endnu mere praksisnært og tilgængeligt PPR, hvor samskabelse og tæt samarbejde med børn, familier og fagprofessionelle er i fokus. Her er vi med til at skabe et udviklende PPR-kontor, hvor vi både tager opgaven og hinanden seriøst, med et glimt i øjet.

Gribskov Kommunes børne- og ungesyn

I Gribskov Kommune arbejder vi ud fra en fælles børne- og ungepolitik, som er både værdibåret og forpligtende. Politikken gælder for alle børn og unge- og inviterer forældre, medarbejdere og lokalsamfundet til at tage del i ansvaret for trivsel, læring og udvikling.
Som teamleder i PPR bliver du en vigtig del af en samlet indsats, hvor vi:
  • Skaber tryghed og trivsel for alle børn og unge, med særlig opmærksomhed på dem, der har brug for ekstra støtte
  • Understøtter fællesskaber med plads til forskellighed, hvor voksne har kompetencerne til at se og anerkende alle
  • Fremmer nysgerrighed, leg og læring, hvor børn udvikler både faglige og sociale kompetencer
  • Sikrer børn og unges demokratiske dannelse, med fokus på ansvar, indflydelse og engagement
  • Skaber helhed og gode overgange i samarbejde med forældre og fagpersoner på tværs
  • Tænker i bæredygtige løsninger- både pædagogisk, socialt og miljømæssigt

Denne politik er det fundament, PPR bygger sin praksis på. Du kan læse mere om Børne- og Ungepolitikken her: Børne- og Ungepolitik (gribskov.dk)

Det praktiske

Har du spørgsmål, eller vil du høre mere? Kontakt chef for PPR Malene Elise Pedersen på telefon 72 49 62 11 eller på mail: melpe@gribskov.dk. Vi tager også gerne en kop kaffe og en snak i vores flotte rammer på Østergade 62, 3200 Helsinge.

Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og principperne i Ny Løn.

Tiltrædelse 1. oktober 2025 eller snarest derefter.

Læs mere om at være leder i Gribskov

Vi gør opmærksom på, at vi i forbindelse med ansættelse vil indhente børne- og straffeattest.

Ansøgningsfrist og samtaler

Vi glæder os til at modtage og læse din ansøgning, dit CV og andre relevante dokumenter senest mandag den 11. august 2025 kl. 12:00.
1. samtale afholdes fredag den 15. august 2025. 2. samtale afholdes onsdag den 20. august 2025.

Mellem første og anden samtale skal du gennemføre en personlighedstest. Tilbagemeldingen på testen vil være onsdag den 20. august 2025, inden 2. samtale afholdes. Udover test vil du også få tilsendt en case, som du får tid til at præsentere for ansættelsesudvalget ved 2. samtale.

Det er en forudsætning for ansættelse i Gribskov Kommune, at du kan oplyse minimum en reference.

 

Ansøgninger modtages kun elektronisk via knappen 'Søg stillingen'.

Gribskov Kommunes værdier
Åbenhed · Tillid · Respekt · Deltagelse · Mod · Fleksibilitet


Alle oplysninger vil blive behandlet fortroligt og i overensstemmelse med regler for beskyttelse af personfølsomme oplysninger.