Gå til sidens indhold
Billedet viser Thisted Kommune i en given situation. Klik for at gå til Thisted Kommune forside.

Leder til to produktionskøkkener i Thisted Kommune

Har du erfaring med ledelse af produktionskøkkener, og brænder du for at sikre velsmagende, ernæringsrigtig og bæredygtig mad til ældre borgere?

Thisted Kommune søger en leder, der kan stå i spidsen for driften af produktionskøkkenerne på plejecentrene Kristianslyst og Åbakken samt koordineringen med lokalkøkkenerne, hvor maden leveres.

Om stillingen

Som leder får du det overordnede ansvar for den daglige drift af to produktionskøkkener, herunder menuplanlægning, produktion, økonomi og ledelse af ernæringsfaglige medarbejdere. Køkkenet har været igennem en omstrukturering ifm. centralisering af det varme måltid, og vi søger en leder, der kan videreudvikle arbejdsgange og bidrage til gode måltidsoplevelser for beboerne og modtagerne af madservice.

De 2 produktionskøkkener producerer mad til 11 plejecentre og madservice til 230 borgere i eget hjem. Derudover leveres det varme måltid til 80 beboere fordelt på to socialinstitutioner.

Køkkenet på Åbakken varetager en del af den daglige produktion af mad til kommunens borgere, herunder specialkost, samt madservice til 230 hjemmeboende. Derudover leveres det varme måltid til fire lokalkøkkener. Køkkenet er bemandet med 12 ernæringsfaglige medarbejdere, og den daglige drift er præget af høj faglighed, stabilitet og et velfungerende samarbejde.

Når det nye produktionskøkken på Kristianslyst står klar, bliver du leder for 13 ernæringsfaglige medarbejdere. Din første opgave bliver at opbygge og etablere driften af det nye køkken. Herefter vil du – i en glidende overgang – overtage ledelsen af produktionskøkkenet på Åbakken og få det overordnede ansvar for begge køkkener. På Kristianslyst får du en enestående mulighed for at præge hverdagen i helt nye og tidssvarende rammer, hvor der dagligt produceres mad til cirka 400 borgere.

Du bliver leder for et hold af engagerede og fagligt stolte medarbejdere, som brænder for at skabe gode madoplevelser for de ældre i Thisted kommune. Medarbejderne har været igennem en længere forandringsproces, hvor de har taget ansvar, været løsningsorienterede og udvist forandringsparathed. De er fagligt nysgerrige og optaget af at udvikle gode og kvalitetsbevidste løsninger.

Dine opgaver

  • Drift og planlægning i to produktionskøkkener og koordinering med lokalkøkkenerne.
  • Ledelse af ernæringsassistenter, herunder vagtplanlægning og medarbejderudvikling.
  • Ansvar for den faglige udvikling af området.
  • Sikre, at maden lever op til beboernes behov, herunder diætkost og specialkost.
  • Ansvar for indkøb, lagerstyring og budgetoverholdelse.
  • Implementering og opfølgning på egenkontrol og hygiejneregler.
  • Understøtte samarbejdet med plejepersonale for at sikre, at måltiderne skaber glæde og understøtter beboernes sundhed.
  • Udvikling af menuer med fokus på variation og bæredygtighed.
  • Arbejde med madspild og klimavenlige løsninger i produktionen.

Vi søger dig, der

  • Har en relevant køkkenfaglig uddannelse (ernæringsassistent eller lignende).
  • Har ledelseserfaring fra produktionskøkken.
  • Har erfaring med menuplanlægning og specialkost til ældre.
  • Har kendskab til HACCP og fødevarehygiejne.
  • Har erfaring med budgetstyring, indkøb og ressourceoptimering.
  • Har evnen til at arbejde struktureret og skabe overblik over to køkkener.
  • Har erfaring med forandringsledelse, da køkkenet har gennemgået en større omlægning.
  • Er en tydelig og motiverende leder, der kan inspirere og vejlede medarbejdere.
  • Er fleksibel og løsningsorienteret i en travl hverdag.
  • Har et digitalt mindset og ser mulighederne i nye digitale løsninger.

Vi tilbyder

Vi tilbyder en unik mulighed for at bidrage til udviklingen af madproduktionen til ældre i Thisted Kommune, hvor madkvalitet, ernæring og bæredygtighed er i fokus. Du bliver en central del af arbejdet med at forme fremtidens løsninger for det varme måltid og får indflydelse på den faglige retning og organiseringen af det varme måltid.

Samtidig bliver du en del af et stærkt fællesskab med 12 plejecenterledere, hvor samarbejdet på tværs vægtes højt, og hvor beboernes trivsel og en meningsfuld hverdag er omdrejningspunktet.

Løn- og ansættelsesforhold

Løn og ansættelsesforhold efter gældende overenskomst og principperne for lokal løndannelse.

Stillingen er en fast stilling på 37 timer om ugen.
Arbejdsstedet er beliggende både i Hurup og Thisted, derfor kræves det at du har gyldigt kørekort og mulighed for at anvende egen bil.

Vil du vide mere

– så kontakt gerne Områdeleder Bente Zobbe, telefon 23 46 20 05.

Ansøgningsfrist

25. april kl. 08.00.
Ansættelsessamtaler afholdes den 28. april

Tiltrædelse

1. juni 2025.

Vi glæder os til at høre fra dig.