Gå til sidens indhold
Billedet viser Rebild Kommune i en given situation. Klik for at gå til Rebild Kommune forside.

Udviklingskonsulent med fokus på velfærdsteknologi

Ambitionen er klar i Center Pleje og Omsorg – ”Vi støtter borgeren i at leve sit eget liv”. Digitalisering og velfærdsteknologi er en vigtig del af denne ambition, men udvikling i vores område handler også om meget mere end teknologi.

Kan du se dig selv i en rolle tæt på både praksis, projekter og det politiske niveau, så er du måske vores nye udviklingskonsulent.

Vi søger en engageret udviklingskonsulent, der kan arbejde tværgående i Center Pleje og Omsorg og bidrage til både udviklingsopgaver og den daglige understøttelse af organisationen.

Om stillingen

Som udviklingskonsulent får du en central rolle i arbejdet med udvikling og implementering af indsatser i Center Pleje og Omsorg. Velfærdsteknologi er et vigtigt fokusområde, men opgaverne omfatter også andre dagsordener på tværs af ældre- og sundhedsområdet.

Du bliver en del af Team Strategisk Innovation, som er forankret i sekretariatet i Center Pleje og Omsorg, og arbejder med udvikling, prioritering og implementering af indsatser på tværs af organisationen.

Dine opgaver vil bl.a. være at

  • Koordinere og understøtte projekter og udviklingsindsatser med særligt fokus på velfærdsteknologi
  • Understøtte og koordinere vores eTeam
  • Udarbejde sagsfremstillinger og beslutningsoplæg
  • Bidrage til sekretariatsbetjening i relation til politiske dagsordener
  • Arbejde med digitalisering og anvendelse af AI
  • Understøtte afprøvning, implementering og opfølgning på indsatser
  • Bidrage til sammenhæng mellem politiske beslutninger og praksis
Stillingen indebærer en hverdag med aktiviteter, møder og opgaver uden for huset, og du skal være indstillet på at bevæge dig rundt i organisationen. Det er derfor en forudsætning, at du har kørekort og kan anvende egen bil.

Du får en selvstændig opgaveportefølje og bliver samtidig en del af et team, hvor vi løser opgaverne i fællesskab.

Hvem er du?

Vi forventer, at du har en relevant akademisk uddannelse på kandidatniveau.

Vi forestiller os, at du har erfaring med udviklingsopgaver, projektkoordinering eller lignende, gerne fra en kommunal kontekst. Kendskab til ældre- og sundhedsområdet vil være en fordel.

Er du nyuddannet med de rette kompetencer og motivation, opfordrer vi dig også til at søge.

Som person

  • Trives du med at arbejde tæt på praksis og i dialog med medarbejdere og borgere
  • Har du organisatorisk forståelse og kan navigere i en politisk styret organisation
  • Er du digitalt stærk og nysgerrig på teknologi og AI
  • Kan du skabe struktur og fremdrift i opgaver og projekter
  • Kan du arbejde med sekretariatsbetjening og omsætte komplekst stof til klare budskaber
  • Trives du i en hverdag med skarpe og til tider korte deadlines
  • Arbejder du selvstændigt og trives også i et tæt samarbejde med andre
Det er vigtigt, at du trives i en rolle med variation, hvor opgaverne ikke altid er entydigt afgrænsede.

Om os

Du bliver en del af et mindre team i Center Pleje og Omsorg, hvor vi arbejder tæt sammen om udviklingsopgaver og projekter.

Vi har fokus på at skabe løsninger, der giver værdi for både borgere og medarbejdere, både gennem velfærdsteknologi og andre udviklingsindsatser. Som en mindre kommune er der kort vej fra idé til handling.

Vi tilbyder

  • En stilling med stor variation og mulighed for at præge egne opgaver
  • Tæt samarbejde med både drift, ledelse og politisk niveau
  • Et uformelt, men fagligt stærkt miljø med høje ambitioner
  • Et arbejde med stor berøringsflade i organisationen
  • Gode muligheder for faglig og personlig udvikling

Ansøgning og det praktiske

Stillingen er på 37 timer om ugen og ønskes besat med opstart den 3. august 2026 efter gældende overenskomst.

Vi glæder os til at modtage din ansøgning senest den 10. juni 2026.

Ansøgningen sendes via kommunens hjemmeside.

Første samtale afholdes den 15. og 16. juni 2026, med eventuel 2. samtale den 19. juni 2026. I forbindelse med en eventuel 2. samtale vil der være en opgave.

Vil du vide mere?

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Lili Lindstrøm Madsen, teamleder i sekretariatet, på telefon 99 88 92 44 eller mail llma@rebild.dk eller Oliver Lindegaard Berggren, projektleder for velfærdsteknologi, på telefon 93 56 49 25 eller mail ollb@rebild.dk.

 

Kommunen ønsker at fremme ligestilling og mangfoldighed, og opfordrer derfor alle kvalificerede og interesserede uanset alder, køn, religion, handicap og etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.

Rebild Kommune har røgfri matrikler og arbejdstid for alle ansatte.